Forfatteren har ønsket at være anonym af hensyn til sin familie
Vi mennesker ser jo tingene fra egen verden, og synes den er vigtigst. Sådan er det måske også for mig, men mine tanker er ikke spontane, men gennemtænkte gennem et langt JV-liv. Måske tænker du, når du har læst det: ”og hvad så!”. De fleste udenforstående vil nok tænke sådan. Det er jeg klar over. Måske skal man have en baggrund i Jehovas vidner for fuldt ud at forstå mekanismerne, som jeg vil prøve at beskrive, men jeg tror alligevel, de må findes andre steder i religiøse som ideologiske sammenhænge.
Jeg har naturligvis også tænkt, om jeg ikke bare skulle holde min mund, og det var nok det klogeste, men sådan fungerer vi mennesker ikke altid. Nogle gange bliver vi bare lidt på tværs og vil for en gangs skyld have lov til at sige sandheden, som vi ser den. Den er selvfølgelig personlig anskuet, og andre kan have den opfattelse, at den ”sandhed2 er usand eller løgnagtig.
Nogle af mine fæller vil nok mene at jeg er den værste af alle. Ja, som vi siger: En rigtig” brøndpisser” – altså en som angriber sine egne, og så oven i købet for at gøre det værre er dækket af anonymitetens skjold. Noget sandt er der i denne betragtning. Omvendt er det for mig nødens lov, der råder her. Jeg bryder mig personlig ikke om denne metode, og ville virkelig ønske, det var anderledes. Jeg er heller ikke blind for, at jeg måske træder nogle eftertrykkeligt over tæerne. Måske er det derfor nogle af mine fæller tidligere har reageret voldsomt og følelsesladet over nogle af mine indlæg!
Hvad mener jeg med ”nødens lov”? Ja, for mig er det min egen opposition mod den ”tavshedens dyne”, som tynger vore hoveder og truer med at kvæle os. Jeg er ikke tilhænger af en kristen tro, som holder sine troende i frygt.
Når frygten – og følgelig tavsheden – er blevet en faktor blandt os Jehovas vidner, (ikke blot en livets faktor, men et redskab), er ubalancen skabt. Når nogle mennesker af vanvare, eller til tider med beregning, bruger dette redskab mod andre mennesker, sker der noget, der er skræmmende og til tider nærmest ”ondt”. Ondskab er ikke altid resultatet af bevidst handling, men mere et net, som du udmærket er blevet infiltreret i og som efterhånden omslutter og bemægtiger sig dig og overtager styringen af dit liv.
Ja, frygten bliver måske et væsentligt redskab til styring af andre. Så taler vi ikke længere om gudsfrygt, men omundertrykkelse af en menneskeret – især det vi kalder udtryksfriheden. Når det enkelte Jehovas Vidne ikke længere betragtes som et individ, men mere som ”medlem” af en organisation, er det denne, der har fået for stor magt. Jeg mener ikke, vi kan klare os uden en vis organisering, og der er bibelsk belæg for, at nogle mennesker må gå foran og praktisere en vis form for ledelse. Men dette skal altid foregå i en tjenende og underordnet rolle i forhold til det enkelte individ. Det er her, det er gået galt for os. Som tiden er gået er begreber som ”Organisation”, ”Selskabet”, ”Vejledningen” blevet mere og mere styrende redskaber. Det, der måske startede som støttefunktioner, e bliver nu magtmenneskers redskaber, og det enkelte individ det tjenende hjul i et maskineri.
Et bestemt menneskesyn bliver resultat af dette. Har man levet længe i dette klima, bliver man systemets mand. Er man tillige ældste indenfor Jehovas Vidner risikerer man endog at finde bekræftelse og selvværd i at udøve systemets handlinger. Til sidst bliver din personlighed og identitet nærmest tilintetgjort eller puttet ned i en kasse med lås på, og din person bliver transformeret til en ny, hvor ord og handlinger bliver ekko af det forventede, og det som du ikke tør gå imod. Det er ikke fordi, du behøver at være et svagt menneske, men du kan kun overleve på denne måde. Alternativet er at opgive det hele. Det er uhyggeligt svært at finde nogen form for mellemvej. Nogle få prøver at finde denne, og tilsyneladende kan det lade sig gøre. Men prisen herfor ar hykleri og stigende lede ved dig selv.
Selv om det enkelte Jehovas vidne som medlem nyder mange goder, er det kun, når dette til fulde indretter sig efter netop systemet. Jo mere et menneske afviger fra systemets normer og regler, jo mindre anerkendt bliver det. Vi bruger udtryk som ”at være godt med i sandheden”, ”et godt eksempel” og andre. I disse ligger en bedømmelse af vedkommendes status i menigheden. Nogle er ikke så godt med eller måske endog dårlige eksempler med deraf lav status. Hele det enkelte Jehovas vidnes værdi bliver målt og vejet systematisk og regelmæssigt. Der afleveres rapporter for den enkelte forkynder hver måned, og der lægge mærke til, om vedkommende kommer til møderne. Om vedkommende støtter op om samlinger til forkyndelse (samlingerne inden man går fra dør til dør). Det bemærkes om vedkommende er flittig til at svare til møderne og mange andre ting.
Det bliver i høj grad også brugt som måleredskab om personen er loyal – ikke blot mod Gud, men mod organisationen, og om du villigt adlyder Trællen/Det Styrende Råd. Alle disse normer anvendes som måleredskaber på hvad den enkelte Jehovas vidne er værd. Det betyder , at det enkelte Jehovas vidne også kommer til at fokusere næsten udelukkende på disse ting. Alle ved, at du bliver målt herpå. Alle ved også, at resultatet af denne måling bliver den værdi du har i menighedens øjne. Igen, dette bliver den status du får. Sluttelig bliver individets selvværd nøje knyttet til denne status. Hvilke slags mennesker kommer ud af dette? Ja, efter min mening, facade-mennesker med robotagtige handlinger, som bliver målestokken og ikke, hvem du er som person. Det enkelte menneske styres derfor af målestokken og ikke af egne indre motivationer til at gøre det gode. Det gode bliver mekanisk. Det bliver pligten, der driver værket og ikke glæden, personligt engagement og motivationen. Dette er selvfølgelig en generalisering, og mange blandt Jehovas Vidner indeholder heldigvis tilstrækkelig råstyrke til at være den person de er og personligt lade sig præge af det gode og ikke af øjentjenester. For det store flertal er den indre styrke dog ikke til stede, og de bliver domineret og omformet efter disse mekanismer. Det er. Som jeg ser det og er baseret på mine oplevelser gennem et langt liv.
Når dette er sagt, er det da muligt at leve et godt liv som et Jehovas Vidne. Vi har mange gode venner og et stort socialt netværk. Der bliver gjort utroligt meget for mange svage i menigheden, og fra ældste bliver der meget tit ydet et rosværdigt og uselvisk arbejde for andre, som ikke bare bliver gjort i pligt, men også af kærlighed til næsten. Er man godt med i menigheden, ved man, at man altid har nogen at tale med, og man behøver aldrig at være alene. Dette er jo positivt og skal bestemt ikke forklejnes, men tværtimod roses og påskønnes. Analyseres denne tilsyneladende harmoni dog lidt i sømmene, kommer de løse tråde til syne. Ja, du kan have en stor omgangskreds. Men der er et men. Det er dog betinget af noget, og det koster noget. De fleste betaler uvidende, men gladelig, og de opdager såmænd heller ikke hvad prisen er. Du skal nemlig opgive dig selv og indrette din person efter gruppens normer og rammer, som er meget specifikke og detaljerede. Gør du dette, får du ikke de store problemer. Det kræver dog, at du i høk grad opgiver din selvstændige tænkning og lærer at tænke på en bestemt måde. Du tænker i, hvad vi kalder teokratiske baner, og hvad organisationen forventer fra din mund.
Vi har dannet en bestemt måde at se verden på med vore egne opfattelser af, hvad der betyder noget.. Du er kun anerkendt og elsket af andre i denne gruppe – er hvad gruppen fortæller dig.. Stiller du dig udenfor er budskabet til dig, at du bliver ensom og uden værdi - du er som død. Du er i virkeligheden intet værd, hvis du ikke er indenfor. Stiller du dig udenfor mister du din værdi. Ikke så underligt at de flestes personlighed og evne til tænkning i ekstrem grad påvirkes heraf.
Opleves divergenser mellem tanken og dine ord i menigheden er det dine tanker, som skal afrettes. Alle som får tanker, som ikke stemmer med forventede, har indbygget en evne til at kvæle disse tanker, som nogle der ikke må leve, men skal dø.
Der findes da mange Jehovas Vidner med evne til tænkning. Denne opererer dog hovedsagelig kun isoleret i deres egne hoveder. Går det højt, så også i familien eller blandt de nærmeste venner, men her i stærkt beskåret form. Ingen diskuterer tanker, som afviger far de officielle.
Enhver ved godt, at dette er umuligt. Så de samtaler, som finder sted, bliver tit uden virkeligt indhold. Kommer samtalen ind på åndelige emner, er der to veje: Du kan enten som en papegøje gentage alt, hvad du har lært – det kommer egentlig bare an på en remse.. Skulle samtalen af vanvare komme ind på kontroversielle emner nås hurtigt et punkt, hvor tavsheden breder sig, og så går samtalen i stå. Alle ved hvorfor. De udtalte ord var kommet for tæt på forbudte områder. En vis pinlig stemning kan brede sig, indtil en af de tilstedeværende får sagt noget, som får talen vendt i en anden retning. Så der ligger et eller andet uforløst under overfladen.
Når man rigtig reflekterer over sådanne tilbagevendende oplevelser, kommer man da til at tænke over, hvad det egentlig skyldes. Mange kan have forklaringer herpå. Min oplevelse er, at det er FRYGTEN og/eller FORTRÆNGNINGEN. De fleste af os Jehovas Vidner er inderst inde bange. Ja, vi lever beskyttet, men flere og flere, der bare tænker et minimum af tanker, ved, at prisen er tavshed og ”det bøjede hoved”. Frygten er ikke den naturlige gudsfrygt, men frygten for ikke at være med. Frygten for, at blive sat udenfor. Frygten for ensomhed – at blive som ”Palle alene i verden”! Frygten for, at din egen familie fornægter dig. Frygten for at din egen kone eller at dine børn ser på dig med blikket: ”du har svigtet os”. Vi er i virkeligheden utrolig bange for døden. Det at skulle skue intetheden og ikke-eksistensen er for os en ubærlig tanke. Når du fortæller et menneske, at det ikke behøver at dø, men kan leve evigt, så lytter det bange menneske. Her er måske en udvej gennem mørket og angsten for det sorte hul – DØDEN. Den død, der betyder, at du ikke eksisterer, at du bare var et lysglimt blandt alle de andre. At alt hvad du gjorde var måske blot at bringe liv videre. Men ikke dit eget, men dine børn. Men dine tanker døde med dig. Derfor tror vi. Derfor adlyder vi. Derfor håber vi. Derfor sætter vi vor lid til håbets budbringer – vort Styrende Råd. De giver os håb, og siger at vi kan leve evigt. HVIS vi følger deres anvisninger. Dette kommer direkte fra Jehova gennem Jesus. Så håbet, som vi nærer medfører lydigheden. Hvem er vi stakkels mennesker som har kraft og intellekt til at gå imod dette!
Vi Jehovas vidner er opdraget som dybt socialt afhængige uden indre styrke til personlig stillingtagen. Næsten ingen har mod til åbne meningstilkendegivelser, men når alle kommer ned i menigheden eller taler i det offentlige JV-rum siges kun, hvad der forventes. De fleste opdager aldrig dette. Der bliver bare lidt ”småknurren i krogene”, men aldrig andet. Analyserer vi det en tand dybere, skyldes dette ikke bare menneskefrygt eller opgivelse. En underliggende udslagsgivende faktor er den store succes Jehovas Vidners ledelse har opnået ved at sætte lighedstegn mellem egne befalinger og Guds befalinger. De er blevet sammenfaldende og umuligt at skille ad. Det betyder, at ord, talt af ”Trællen”, af det enkelte Jehovas Vidne bliver ”oversat” til ord af Gud. Det er jo noget af en autoritet at have – ja nærmest ultimativ. Lille Peter Jensen, som har det sådan, og som gennem et langt liv er oplært sådan, hvad skal han egentlig gøre? Han kan simpelt hen ikke overskue at tænke tanken og vælger derfor ikke-tanken som metode til overlevelse.
Tilbage til det andet, som sammen med frygten er udslagsgivende, nemlig fortrængningsmekanismen. Når tanker popper op, som truer harmonien, eller når udtalelser eller informationer udefra høres og også opfattes, opleves i et splitsekund et angreb. Måske sker der kortvarigt en vis form for lytning til ordene eller budskabet, men når dette et øjeblik analyseres, bliver det en trussel, som udgør en fare. Normale mennesker vil se, om det rokker noget eller ej, og hvis ja, så indrette sig herefter og lære og komme videre med den nye viden. Sådan fungerer vi Jehovas vidner ikke. Vi er i lang tid blevet ”oplært” til at afvise information udefra. Denne er jo ond og ødelæggende for vores ”sandhed”. Så når det alligevel sker, at noget – trods forsvarsværkerne – trænger igennem, hvad gør man så mod dette? Det ”onde” indpakkes øjeblikkeligt og usynliggøres. Det er det vi kalder fortrængning. Når noget er trængt ind, kan det ikke bare slettes af vor hjerne – som var den en anden harddisk. Eneste mulighed er den totale indpakning eller fortrængning, og der er vi eksperter i. Så trusler, hvor virkelige de end måtte være, bliver tilsyneladende effektivt bortskaffet. Så det der truer vores kunstige identitet, hvor virkelige disse trusler end måtte være, bliver effektivt bortskaffet.
De fleste opdager sjældent, at denne mekanik virker i dem selv, og de lever lykkeligt videre. Tanken er taberen. Tanken bliver en bundet fange og ikke en fri fugl, der ivrigt søger efter større horisonter og viden. Dette er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden, men man skal ikke glemme, at de fleste Jehovas vidner har et langt menighedsliv bag sig. Det kaster man ikke bare på møddingen. Ja, mange kan faktisk trives – og trives godt – i selvbedraget. Man nægter simpelt hen at tænke tanken til ende. Den er for tung og ubærlig, så den bliver hurtig smidt i affaldsspanden og ikke bragt frem til en slags konklusion. Hellere leve i håbet end i viden. Viden og fakta bliver en trussel. Alt hvad der opfattes som et forsøg på analyse eller overvejelse bliver derfor nægtet adgang til de fleste Jehovas Vidners tankegang. Et bestemt syn på godt og rigtigt følger heraf. Hvad der hører til os er godt. Hvad der ikke er os, er imod os og derfor ondt. Viden og oplysning er en fjende, som vi ikke tøt møde, derfor ignoreres den. Vi beskæftiger os ikke med udefra kommende information – den kommer jo fra Satans verden, så hvad vil den andet end at gøre os ondt?
Det er egentlig derfor. At vi Jehovas Vidner taler om ”os og verden”. Hermed mener vi. At vi er noget særligt, som ikke skal berøres af noget verdsligt. Dette vil besmitte og ødelægge. Så derfor undgår vi enhver tanke og handling, som hører denne verden til. Verden skal jo ødelægges, og de som lever i den skal dø. Vi ønsker ikke at dø, så derfor er vi, hvor vi er. Egentligt bryder vi os ikke om tanken om, at 99,9 % af verdens befolkning – mænd, kvinder og børn – skal udryddes, men vi vil jo gerne leve, så derfor adlyder vi for at overleve Harmageddon. Vi er fuldt ud klar over, at hvis vi ikke adlyder, får vi skæbne-fællessskab med Satans verden.
Vi Jehovas Vidner opbygger derfor vores egen lille verden. Det er der i sig selv ikke noget forkert i, men opretholdes det rigtige i vor egen verden med had og frygt for de andres verden, går det galt. Hvis det er for markant er had til de andre, der driver værket bliver opdyrkelse af netop dette had ens eksistensgrundlag. Hvis det ikke først og fremmest er kærlighed til, hvad man selv står for, er selvbedraget i fuld udvikling. Det er et miljø, som fremmer de stærkes ret og de svages underlegenhed. De personer som ikke ”magter2 at spille spillet bliver tabere. De er ikke rigtig med i ” sandheden”, de er dårlige eksempler. De bliver set ned på og undgået. Ja, de bliver nemt som de spedalske. Om end mange ønsker at hjælpe dem bliver de alligevel ladt i stikken. Kun få har kraft og overskud til at gøre noget for dem, og de bliver glemt og forsvinder til sidst i glemslen. Ja, Jehovas Vidner, som jeg selv, taler om kærligheden og priser den højt, men praktiserer den for sjældent og for svagt. Kærligheden blandt os er betinget. Den afhænger. Den skal betales. Den kræver modydelser. Er det kærlighed eller blot et begreb vi har udvandet til ukendelighed i selvbedrag? Den kærlighed, der ikke magter at møde det anderledes, men kun kan elske det, som er lig med den selv, er ikke virkelig kærlighed. Den er alene egocentrisk. Den elsker det, der er lig den selv, og som ikke udfordrer den. Modsætningen hertil er den sande kristne kærlighed, der rækker ud mod andre. Ja, den tåler alt og udholder alt – også det fremmede og personer med meninger og holdninger anderledes end egne. Ja. Dette var mine ord, ikke at de indeholder al sandhed. De er bare et partsindlæg og beskriver mine egne oplevelser. Nogle er meget positive og bevirker, at jeg stadig er indenfor. Nogen har andre synsvinkler og kan måske belyse dem. Lad disse tale.