Der kan imidlertid opstå nogle spørgsmål med hensyn til hvordan vi skal behandle et medlem af menigheden der er blevet udstødt. Vi kan være taknemmelige for at Gud i sit ord har givet svar og anvisninger som vi kan være sikre på er fuldkomne, rette og retfærdige. — Jer. 17:10; 5 Mos. 32:4.
På et tidspunkt var der en mand i menigheden i Korint som øvede umoralitet og åbenbart ikke ændrede sind. Paulus skrev at manden skulle ’fjernes fra deres midte’ fordi han var som en smule surdej der kunne syre eller fordærve hele dejen. (1 Kor. 5:1, 2, 6) Men skulle han, når han var udstødt, blot behandles som om han var et almindeligt verdsligt menneske som de kristne traf på i deres dagligdag? Læg mærke til hvad Paulus skrev.
„I mit brev skrev jeg til jer at I skulle holde op med at omgås utugtige, jeg mente ikke helt og holdent denne verdens utugtige eller havesyge og udsugere eller afgudsdyrkere. Ellers måtte I jo gå ud af verden." (1 Kor. 5:9, 10) Med disse ord erkendte Paulus realistisk at de fleste af de mennesker vi kommer i berøring med i vor daglige færden, aldrig har kendt eller fulgt Guds vej. De kan være utugtige, udsugere eller afgudsdyrkere, og de er derfor ikke den slags mennesker som kristne vil vælge at pleje regelmæssig eller nær omgang med. Men vi lever trods alt på denne jord og kan være nødt til at omgås den slags mennesker og tale med dem på vor arbejdsplads, i skolen og i nabolaget.
I det næste vers stiller Paulus dette forhold i modsætning til den måde kristne bør optræde på over for en som har været en kristen broder men som er blevet udstødt af menigheden på grund af en uret adfærd: „Men nu skriver jeg til jer at I skal holde op med at omgås [have samkvem med, da. aut.] enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med et sådant menneske." — 1 Kor. 5:11.
Den udstødte er ikke blot et verdsligt menneske der aldrig har kendt Gud eller vandret på gudsfrygtens vej. Nej, han har kendt sandhedens og retfærdighedens vej, men han er veget bort fra vejen og er uden at angre blevet ved med at synde indtil han har måttet udstødes. Derfor skal han behandles anderledes. Peter kom ind på hvordan sådanne forhenværende kristne adskiller sig fra „almindelige mennesker", idet han skrev: „Hvis de, efter at være undsluppet verdens besmittelser ved nøjagtig kundskab om Herren og Frelseren Jesus Kristus, igen bliver indviklet i netop disse ting og bliver overvundet, er det sidste blevet værre for dem end det første. . . . Det er gået dem som det sande ordsprog siger: ’En hund vender tilbage til sit eget bræk, og en badet so til at vælte sig i sølen.’" — 2 Pet. 2:20-22; 1 Kor. 6:11.
Ja, Bibelen befaler kristne ikke at omgås eller have samkvem med et menneske som er blevet udstødt af menigheden. At menighedens medlemmer ikke omgås en udstødt i nogen åndelig eller selskabelig sammenhæng, er et udtryk for deres loyalitet mod Guds normer og deres lydighed mod hans befaling i Første Korinterbrev 5:11, 13. Dette stemmer med Jesu vejledning om at et sådant menneske skal betragtes på samme måde som „en fra nationerne" blev betragtet af datidens jøder. Det ser ud til at de der bekendte sig til kristendommen, fulgte denne bibelske fremgangsmåde i nogen tid efter apostlenes død. Men hvor mange kirker i dag retter sig efter Guds klare anvisninger i denne henseende?
De der afskærer sig selv fra menigheden
En kristen kan blive åndeligt svag, måske fordi han ikke studerer Guds ord regelmæssigt, fordi han har personlige problemer, eller fordi han udsættes for forfølgelse. (1 Kor. 11:30; Rom. 14:1) Det kan være at han holder op med at overvære de kristne møder. Hvad skal man da gøre? Vi husker at apostlene forlod Jesus den nat han blev arresteret, men Jesus havde forinden sagt til Peter: „Når du engang er vendt tilbage, da styrk dine brødre [som også forlod Jesus]." (Luk. 22:32) Ledet af kærlighed kan kristne ældste og andre altså besøge og hjælpe den der er blevet svag og uvirksom. (1 Tess. 5:14; Rom. 15:1; Hebr. 12:12, 13) Det er imidlertid en anden sag når et menneske fornægter sin kristne tro og afskærer sig selv fra menigheden.
En der har været en sand kristen kan fornægte sandhedens vej og erklære at han ikke længere betragter sig som et af Jehovas vidner eller ønsker at være kendt som et vidne. Dette, som forekommer meget sjældent, vil i praksis sige at den pågældende fornægter sit kristne standpunkt og med vilje afskærer sig selv fra menigheden. Apostelen Johannes skrev: „De udgik fra os, men de var ikke af vor slags; for hvis de havde været af vor slags, ville de være forblevet hos os." — 1 Joh. 2:19.
Et menneske kan også frasige sig sin plads i den kristne menighed ved sine handlinger, for eksempel ved at slutte sig til en organisation hvis mål er i strid med Bibelen og som derfor er under Jehova Guds dom. (Jævnfør Åbenbaringen 19:17-21; Es. 2:4.) Hvis en kristen således vælger at slutte sig til dem som Gud misbilliger, vil det være på sin plads at menigheden tager det til efterretning ved kort at meddele at den pågældende har afskåret sig selv fra menigheden og ikke længere er et af Jehovas vidner.
De der viser at de ’ikke er af vor slags’ ved med fuldt overlæg at fornægte Jehovas Vidners tro, bør betragtes og behandles ligesom de der bliver udstødt for en uret adfærd.
Vi samarbejder med menigheden
Kristne nyder åndeligt fællesskab når de drøfter eller studerer Bibelen med deres brødre eller interesserede, men de ønsker ikke at pleje et sådant fællesskab med en udstødt synder (eller en der har fornægtet Jehovas Vidners tro og afskåret sig selv fra menigheden). Den udstødte er blevet ’afvist’ idet han ved at synde er blevet „dømt af sig selv", og menighedens medlemmer både anerkender og støtter Guds dom. Udstødelsen indebærer imidlertid mere end at det åndelige fællesskab hører op. — Tit. 3:10, 11.
Paulus skrev: „I skal holde op med at omgås . . ., ja end ikke spise sammen med et sådant menneske." (1 Kor. 5:11) Et måltid er en anledning til at slappe af og nyde andres selskab. Heraf følger at Bibelen med disse ord også forbyder selskabeligt samvær eller fællesskab med en udstødt, som for eksempel det at være sammen med en udstødt til en fest eller på en skovtur, på stranden, i teateret eller i et boldspil, eller dét at sætte sig ned og nyde et måltid sammen med ham. (De særlige problemer der kan være når den udstødte er en slægtning, behandles i den følgende artikel.)
Undertiden kan en kristen føle sig stærkt fristet eller presset til at ignorere dette bibelske råd. Det kan være hans egne følelser der lægger pres på ham, eller det kan være venner og bekendte. I et tilfælde lod en broder sig således overtale til at forrette en vielse for to udstødte. Kunne dette forklares som en ren og skær barmhjertighedshandling? Det kunne man måske synes. Men hvorfor ønskede parret at blive viet af broderen, i stedet for at gå til den borgerlige myndighed? Var det ikke fordi han var en Guds ords tjener og var i stand til at give ægteskabelig vejledning fra Guds ord? Giver man efter for et sådant pres bliver man inddraget i et fællesskab med personer som er blevet udstødt af menigheden for deres gudløse handlinger. — 1 Kor. 5:13.
Hvis man har forretningsmæssig eller erhvervsmæssig forbindelse med en der bliver udstødt, kan der være andre problemer. Det kan for eksempel være at man er ansat hos en mand der nu er blevet udstødt af menigheden, eller at man selv har en ansat der er blevet tugtet på denne måde. Hvad så? Det er muligt at man af økonomiske eller kontraktlige årsager er nødt til at fortsætte med forholdet i øjeblikket, men det er klart at man fra nu af vil indtage en anden holdning til den udstødte. Det kan være nødvendigt at drøfte forretningsanliggender med ham eller at have en vis kontakt med ham i forbindelse med arbejdet. Men åndelige drøftelser og selskabeligt samvær hører nu fortiden til. Derved kan man vise lydighed mod Gud og rejse en skranke der kan tjene som beskyttelse for en. Samtidig kan det belære den udstødte om hvor meget hans synd har kostet ham på forskellige måder. — 2 Kor. 6:14, 17.