CITAT: ... De der spørger sådan, peger på at mange religiøse samfund som gør krav på at være kristne, tillader meningsforskelle inden for deres rækker. Endog præster kan erklære sig uenige med deres kirke i grundlæggende lærespørgsmål og alligevel bevare deres stilling. Inden for næsten alle kristenhedens kirker og trossamfund er der modernister og fundamentalister, som er stærkt uenige med hinanden om Bibelens inspiration.
Der er dog ingen grund til at vi skulle følge dette eksempel. Hvorfor ikke? Mange af disse trosretninger tillader stærkt afvigende opfattelser blandt deres præster og lægfolk fordi de ikke synes de kan være sikre på hvad Bibelen egentlig lærer. De er som farisæerne og de skriftlærde på Jesu tid der ikke kunne tale som nogle der havde myndighed, sådan som Jesus gjorde. (Mattæus 9:27) Deres fælleskirkelige bestræbelser tvinger dem desuden til ikke at gå for højt op i meningsforskelle i trosspørgsmål.
En sådan holdning finder imidlertid ikke noget grundlag i Bibelen. Jesus gjorde ikke fælles sag med nogen af de jødiske retninger der fandtes på hans tid. Medlemmerne af disse retninger gav udtryk for at de troede på Gud, Skaberen, og på De hebraiske Skrifter, især Moseloven. Alligevel sagde Jesus til sine disciple at „de skulle være på vagt . . . over for farisæernes og saddukæernes lære". (Mattæus 16:11, 12; 23:15) Læg også mærke til hvor stærkt apostelen Paulus udtrykte sig: „Selv om vi eller en engel fra himmelen forkyndte jer noget som en god nyhed afvigende fra det vi har forkyndt jer som en god nyhed, så lad ham være forbandet." Paulus gentog endda ordene for at give dem eftertryk. — Galaterne 1:8, 9.
At have forskellige, indbyrdes modstridende meninger om lærespørgsmål er uforeneligt med sand kristendom. Paulus siger klart i Første Korintherbrev 1:10: „Kære brødre: med al den myndighed, som vor Herre Jesus Kristus giver mig, beder jeg jer om at nå frem til enighed. Der må ikke være nogen splittelser iblandt jer! Søg det, som knytter jer sammen, så I kan have samme syn og samme overbevisning." (Ny Testamente — på hverdagsdansk) I Efeserbrevet 4:3-6 siger han endvidere at de kristne ’ivrigt skal bestræbe sig for at bevare åndens enhed i fredens forenende bånd’, og han fortsætter: „Der er ét legeme og én ånd, ligesom I blev kaldet med det ene håb der hører jeres kaldelse til; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles."
Skulle man opnå og bevare denne enhed ved at hver enkelt læste Bibelen på egen hånd, drog sine egne slutninger og fremholdt dem? Nej - Gennem Jesus Kristus gav Jehova Gud til dette formål „nogle som apostle, . . . nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere . . . indtil vi alle når frem til enheden i troen på og i den nøjagtige kundskab om Guds søn, til en fuldvoksen mands stade". Ja, det var ved hjælp af sådanne ordets tjenere man kunne og skulle opnå menighedsmæssig enhed — enhed i lære og handling. — Efeserne 4:11-13.
Det siger sig selv at man ikke kan have et godkendt fællesskab med Jehovas vidner blot fordi man tror på Gud, Bibelen, Jesus Kristus og så videre. Den romersk-katolske pave og den anglikanske ærkebiskop af Canterbury bekender begge at de tror på Gud, Bibelen og Jesus Kristus, og dog tilhører de ikke samme kirke. Man bliver heller ikke godkendt som et Jehovas vidne blot fordi man giver udtryk for at man har denne tro.
For at blive godkendt som et Jehovas vidne må man anerkende hele den sande bibelske lære, også de bibelske lærepunkter som Jehovas vidner er ene om at gå ind for. Hvilke, for eksempel?
Har vi et bibelsk fortilfælde for at tage et så klart og afgjort standpunkt? Ja, det har vi. Paulus skrev om nogle på sin tid: „Deres ord vil brede sig som koldbrand. Til dem hører Hymenæus og Filetus. De er afveget fra sandheden, idet de siger at opstandelsen allerede har fundet sted; og de ødelægger troen hos nogle." (2 Timoteus 2:17, 18; se også Mattæus 18:6.) Der er intet som tyder på at disse mænd ikke troede på Gud, Bibelen og Jesu offer. Men på dette ene grundlæggende punkt, nemlig hvad de lærte om tidspunktet for opstandelsen, stemplede Paulus dem med rette som frafaldne, nogle de trofaste kristne ikke ville have noget fællesskab med.
På lignende måde kaldte apostelen Johannes nogle for antikrister fordi de ikke troede at Jesus var kommet i kødet. De kan udmærket have troet på Gud, på De hebraiske Skrifter, på Jesus som Guds søn, og så videre.
Men på dette punkt, at Jesus var kommet i kødet, havde de en anden opfattelse og blev derfor betegnet som „antikrist". Johannes siger videre om dem der forfægter sådanne afvigende opfattelser: „Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham. For den der hilser på ham er delagtig i hans onde gerninger." — 2 Johannes 7, 10, 11.
Hvis en kristen (som bekender sig til troen på Gud, Bibelen og Jesus) fremholder falsk lære og bliver ved med det, kan det, ifølge dette bibelske mønster, blive nødvendigt at udstøde ham af menigheden.
(Se Titus 3:10, 11.) Hvis han blot tvivler på noget eller ikke er tilstrækkelig oplyst om et eller andet punkt, vil kvalificerede ordets tjenere naturligvis kærligt hjælpe ham. Dette stemmer med vejledningen: „Der er nogle der tvivler, og dem må I fortsat vise barmhjertighed; frels dem ved at rive dem ud af ilden." (Judas 22, 23) Den sande kristne menighed kan altså ikke med rette anklages for at være streng og dogmatisk, men den værdsætter og arbejder henimod den enhed som Guds ord tilskynder til.