Vil det at man anerkender Guds retfærdighed og støtter hans udstødelsesordning indebære at man overhovedet ikke taler med en udstødt og end ikke siger goddag til ham? Nogle har spekuleret på om det kan forholde sig sådan, i betragtning af Jesu ord om at vi skal elske vore fjender og ’ikke kun hilse på vore brødre’. — Matt. 5:43-47.
Hertil må vi svare at Gud i sin visdom ikke har søgt at komme ind på enhver mulig situation. Hvis vi imidlertid fatter ånden i det Jehova siger om behandling af udstødte, vil vi kunne stræbe efter at lægge hans indstilling for dagen. Gennem apostelen Johannes forklarer Gud:
„Enhver som går videre og ikke forbliver i Messias’ lære, har ikke Gud. . . . Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham. For den der hilser på ham er delagtig i hans onde gerninger." — 2 Joh. 9-11.
Den apostel der gav denne kloge advarsel stod Jesus meget nær og vidste udmærket hvad Jesus havde sagt om at hilse på andre. Han vidste også at den almindelige hilsen dengang var „fred". Mens vi kan bede for en personlig fjende eller en verdslig myndighedsperson der modarbejder de kristne, kan vi imidlertid ikke ønske fred over en der er udstødt eller som har afskåret sig selv fra menigheden og som søger at udbrede eller retfærdiggøre sin frafaldne tankegang eller at fortsætte med sin gudløse adfærd. (1 Tim. 2:1, 2) Desuden ved vi alle af erfaring at et enkelt „goddag" ofte kan være det første skridt til en samtale og måske et venskab. Vil vi ønske at tage dette første skridt over for en udstødt?
Men hvad nu hvis han lader til at angre og blot trænger til at opmuntres lidt?’ vil nogle måske spørge. Der er truffet en foranstaltning til behandling af sådanne tilfælde. Menighedens tilsynsmænd tjener som åndelige hyrder der beskytter hjorden. (Hebr. 13:17; 1 Pet. 5:2) Hvis en udstødt eller en der har afskåret sig selv fra menigheden anmoder om at blive genoptaget eller viser tegn på at han gerne vil tilbage til Guds gunst, kan de ældste tale med ham. De vil venligt forklare hvad han må gøre, og de kan give ham passende formaninger. De har forudsætningerne for at tale med ham, idet de kender til hans tidligere synd og hans indstilling. Andre i menigheden sidder ikke inde med disse oplysninger. Hvis nogen føler at en udstødt eller en der har afskåret sig selv fra menigheden ’har angret’, er spørgsmålet altså om denne bedømmelse bygger på et personligt indtryk eller på nøjagtige oplysninger. Hvis tilsynsmændene er overbevist om at den pågældende har ændret sind og bærer den frugt der stemmer med sindsændringen, vil han blive genoptaget i menigheden. Når dette er sket, kan menighedens øvrige medlemmer byde ham velkommen ved møderne, vise at de har tilgivet ham, trøste ham og bekræfte deres kærlighed til ham, sådan som Paulus tilskyndede korinterne til at gøre over for den mand der blev genoptaget i Korint. — 2 Kor. 2:5-8.