DET SKRIVER VAGTTÅRNET

UDSTØDELSE

Fra Vagttårnet 15. november 1981:

Hvordan udstødte skal betragtes

[Jehova], . . . hvo kan bo på dit hellige bjerg? Den, som vandrer fuldkomment og øver ret.« — Sl. 15:1, 2.

JEHOVA er retfærdig og hellig. Selv om han er barmhjertig og forstående over for ufuldkomne mennesker, forventer han dog at de der tilbeder ham afspejler hans hellighed ved at søge at leve op til hans retfærdige normer? — Sl. 103:8-14; 4 Mos. 15:40.

En israelit der forsætligt overtrådte Guds bud — for eksempel mod frafald, ægteskabsbrud eller mord — skulle udryddes. (4 Mos. 15:30, 31; 35:31; 5 Mos. 13:1-5; 3 Mos. 20:10) Det var godt for alle israelitter at Guds rimelige og retfærdige normer blev håndhævet med denne fasthed, for det var med til at bevare menigheden ren og det tjente til at afskrække enhver fra at sprede fordærv blandt det folk Guds navn var nævnet over.

I det første århundrede var jøderne underlagt romersk herredømme og havde ikke myndighed til at eksekvere dødsstraf. (Joh. 18:28-31) Men en jøde der gjorde sig skyldig i at overtræde Loven, kunne udstødes af synagogen. Denne hårde straf indebar blandt andet at andre jøder ville afsky eller undgå ham. Det siges at man end ikke ville gøre forretninger med den udstødte, ud over at sælge ham livets fornødenheder. — Joh. 9:22; 12:42; 16:2.

Da den kristne menighed blev oprettet, trådte den i stedet for jødefolket som den nation Guds navn var nævnet over. (Matt. 21:43; Apg. 15:14) Man kunne derfor med rette forvente at de kristne ville holde Jehovas retfærdige normer i hævd. Apostelen Peter skrev: „I overensstemmelse med den Hellige som kaldte jer, [skal I] også selv være hellige i hele jeres adfærd, for der står skrevet: ’I skal være hellige, for jeg er hellig.’" (1 Pet. 1:14-16) Jehova nærer kærlighed til sit folk og ønsker at værne om den kristne menigheds renhed. Derfor har han truffet den ordning at mennesker der fortsætter med en adfærd som vanærer Gud og bringer menigheden i fare, skal ’afvises’ eller udstødes.

Apostelen Paulus skrev: „Et menneske som vil danne en sekt skal du afvise efter en første og en anden formaning, idet du ved at et sådant menneske er blevet vendt bort fra vejen og synder, dømt af sig selv." (Tit. 3:10, 11) Ja, de der ligesom Titus er ældste i åndelig forstand, vil først i kærlighed søge at hjælpe overtræderen. Hvis han ikke tager imod deres hjælp men fortsætter med at synde, har de myndighed til at nedsætte et udvalg af ældste som kan „dømme dem inden for menigheden". (1 Kor. 5:12, Seidelin) Kærligheden til Gud og til hans folks renhed kræver at menighedens medlemmer ’afviser’ eller udstøder et sådant menneske.

I det første århundrede viste der sig nogle overtrædere af denne slags. Der var for eksempel Hymenæus og Aleksander, som havde „lidt skibbrud med hensyn til deres tro". Paulus sagde: „Jeg har overgivet dem til Satan for at de gennem tugt kan lære ikke at spotte Gud." (1 Tim. 1:19, 20) Udstødelsen af disse to mænd var en hård revselse eller tugt, en straf der måske kunne lære dem ikke at spotte den hellige og levende Gud. (Jævnfør Lukas 23:16, NW og da. aut. Der benyttes her en form af det samme græske ord for „tugt".) Det var kun ret og rimeligt at disse gudsbespottere blev overgivet til Satans myndighed, kastet ud i mørket i denne verden som er underlagt Satans indflydelse. — 2 Kor. 4:4; Ef. 4:17-19; 1 Joh. 5:19; jævnfør Apostelgerninger 26:18.