Anjas historie

Jeg var 23 år gammel. Stadig kun en lille pige inden i. Sad nervøs og med svedende håndflader foran de 3 ældste sammen med min mand. De skulle nu bestemme, hvordan fremtiden så ud.

Sikker eller frygtelig usikker?… for hvad skulle jeg gøre, hvis nu…? - "Ja, vi er nødt til at udstøde jer". Sådan lød dommen! Og hele min verden brast. Det føltes som én af de onde drømme, hvor man falder og falder... Jeg var ude!!!! Ude i mørket, hvor jeg nærmest ingen udvej så! På de få sekunder var min fremtid pludselig afgjort!

Jeg husker ikke, hvor min mand forsvandt hen, eller hvordan jeg kom hjem! Hele vejen var jeg blændet af tårer, kunne ikke få vejret, det føltes, som jeg var ved at kvæles, kvalmen stod mig i halsen. Tankerne hvirvlede rundt; jeg skulle ringe til mine forældre, til mine brødre, mine veninder, mine venner. Alle jeg kendte! De skulle ikke høre det fra andre, jeg ville have, de skulle høre det fra mig! Som om det kunne mildne deres smerte. Ironisk nok tænkte jeg mere på deres smerte end på min egen.

Jeg ringede grædende rundt, fik få kolde kommentarer, flere tårevædede afskedshilsner og mange opfordringer til at komme tilbage. Tilbage i folden. Jeg skulle nok komme tilbage, sagde jeg. De skulle nok se mig igen! Jehovas vidner var jo det eneste liv, jeg havde kendt, hvordan skulle jeg kunne forholde mig til noget som helst andet? - Men jeg var i tvivl, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle kunne vende tilbage.

De næste dage var frygtelige. Der ville gå 14 dage, før jeg offentligt ville blive udstødt! 14 dage til at "anke dommen". Men jeg anede ikke hvordan. Eller at man overhovedet kunne anke sådan en beslutning! Jeg gik rundt i min egen tåge, prøvede at tænke så lidt som muligt. Prøvede ikke at græde for meget, prøvede at være stærk. Men mit liv var jo slut. Der var ingen kære venner, der ville støtte mig. Ingen, der ville komme med gode råd og fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, eller hvordan jeg skulle reagere. Ingen kærlig familie, der tog imod mig med åbne arme og ville love at være der for mig! Det hele var bare slut, og nu var der mig, og kun mig, i min lille usikre verden. Hvad skulle jeg nu?

Jeg kommer fra en lille by, en lille og beskyttet verden. Mine forældre opdragede mig i den sande tro, så jeg en dag kunne blive et godt vidne. Mor gik hjemme hos min bror og jeg, og far havde kontor hjemme. Derfor kom jeg ikke rigtig ud i verden, før jeg kom i børnehaveklasse. Jeg vil tro, jeg glædede mig, selvom det må have virket overvældende at skulle møde så mange fremmede mennesker. Jeg var jo vandt til den trygge verden i rigssalen, hvor jeg kendte alle.

Første dag i børnehaveklassen kom den første prøve på min tro. Der var én, der havde fødselsdag. Jeg var skrækslagen, for fødselsdage var jo forkert. Bibelen fortalte kun om 2 fødselsdage, hvor der begge gange var én, der blev slået ihjel. Der blev sunget fødselsdagssang, og jeg måtte kæmpe mod tårerne. Jeg kendte ikke sangen, men vidste at det var meget forkert. Efter det var jeg ikke særlig sikker på, at skolen var rigtig noget for mig. Og flere af drengene i 1. klasse fandt jo hurtigt ud af, at jeg var Jehovas vidne, og de begyndte at drille mig med, at jeg var 0 år, eftersom jeg ikke holdt fødselsdag, og at jeg ikke fik julegaver, fordi vi ikke holdt jul. Jeg var et nemt offer, for jeg begyndte altid at græde, og løb væk.

Heldigvis blev jeg aldrig drillet af dem fra min egen klasse. Og efter traumet med den første fødselsdag fortog sig, blev jeg glad for skolen. Jeg fik gode venner, som jeg inviterede hjem på saftevand og småkager. Flere i klassen var meget misundelige over, at min mor gik hjemme, og at hun altid var der, når jeg kom hjem fra skole.

Jeg hadede dog stadig fødselsdage, for selvom jeg nogle gange blev inviteret med, måtte jeg altid takke pænt nej tak. Og jeg gemte mig i buskene på skolen, når alle de andre blev hentet i biler for at skulle til fødselsdagsfester. Jeg ville ikke have at de skulle se mig, for det var så pinligt, at jeg ikke skulle med. Mor sørgede dog for, at vi også holdt fester derhjemme. Vi inviterede min ældre brors børn, som var lige så gamle, som min bror og jeg, og mange af børnene fra menigheden. Så holdt vi "Bamse og dukke fest", "fly-fest", "trafik-fest" og far arrangerede ofte spændende skattejagter for os. Med en rigtig skattekiste, der var rigtigt begravet. Det var så sjove fester, at jeg ikke tror, jeg savnede sammenholdet med mine klassekammerater. Jeg havde flere jævnaldrene venner i rigssalen, og det var jo meget bedre at have venner, der også var Jehovas vidner.

Jeg begyndte at blive lidt rebelsk i 7. klasse. Der var et halbal, som alle fra min klasse skulle til. Og jeg ville også med. Men jeg behøvede ikke engang at spørge, for selvfølgelig ville jeg ikke få lov. Der ville være nogen, der kyssede med nogen, der ville være nogen, der drak alkohol, nogen der røg, i det hele taget Sodoma og Gomorra. Så jeg udtænkte en plan. Far havde stillet en mindre stak fliser op, lige uden for mit vindue. Trådte jeg ned på dem, kunne jeg komme ud af mit vindue og liste væk, uden at blive opdaget. Smart.

Det var et fantastisk halbal, jeg havde en ny bluse på, og var ikke til at skyde igennem. Alle fra min klasse vidste hvor sej jeg var, fordi jeg var sprunget ud af vinduet. Jeg gik op i baren, og anede ikke hvad jeg skulle bestille, for jeg havde aldrig smagt alkohol, kun en lille tår af fars øl, og det smagte ikke godt. Men jeg havde set en film, hvor man hele tiden drak whisky, så det bestilte jeg. Og drak en lille bitte mundfuld, det smagte helt forfærdeligt, så jeg gav min veninde resten. Jeg dansede i et par timer, og så tog jeg hjem igen. Ind gennem vinduet og i seng. Mine forældre opdagede det ikke, så jeg turde godt prøve igen. Det var det værd, for festerne jeg sneg mig ud til var altid sjove. Og eftersom jeg blev fuld af ingenting, så kostede det heller ingen penge.

Mit allerførste rigtige kys, hvor jeg var forelsket, fik jeg, da jeg var 14. Der var fest på skolen, og min venindes far, John, der var ældste i vores menighed, holdt opsyn med os 8. klasser, så jeg måtte gerne komme med. Jeg dansede med Bjarne, til en Bryan Adams sang, og pludselig kyssede vi. Jeg blev forelsket med det samme, det var en helt fantastisk følelse. Vi dansede tæt og kyssede, men så opdagede jeg, at John stod og kiggede på os. ÅH NEJ! Jeg skyndte mig at danse en masse med min veninde, så han ikke fik mistanke. Men jeg begyndte i al hemmelighed at komme sammen med Bjarne. I hvert fald lige til den dag, hvor John kom hen til mig i menigheden, og sagde at han gerne ville snakke med mig. John var virkelig sød, og han fik mig til at indse, at jeg nok ikke havde tænkt mig at gifte mig med Bjarne, så derfor kunne vi heller ikke være kærester. Jeg slog op med Bjarne den næste dag og havde i lang tid meget dårlig samvittighed, både fordi jeg var et dårligt Jehovas vidne og fordi jeg ikke havde været mere sød ved Bjarne. Det er jo svært at forklare en forelsket fyr på 14 år, at vi ikke kan være kærester, fordi vi ikke skal giftes. Jeg tænker stadig på ham, når jeg hører den sang.

Men den dårlige samvittighed over at være et dårligt Jehovas vidne holdt kun til den næste fest, jeg gerne ville med til.

Det blev til en del fester, de næste 2 år, og lidt kærester fik jeg også, selvom det aldrig holdt mere end 14 dage, fordi jeg fik dårlig samvittighed over for Jehova, for han vidste jo godt hvad jeg lavede.

Da jeg kom i 10. klasse ville jeg pludselig gerne ændre mig. Ikke flere fester, og ikke flere kærester. Jeg ville døbes og blive et godt vidne for Jehova. Jeg ville begynde at bede hver dag, at gå meget i tjenesten og fortælle andre om Guds rige. Jeg ville studere Bibelen. Det var også pinligt, at jeg var 16 år og ikke var døbt, jeg var den ældste i min menighed, der ikke var døbt.

Så jeg begyndte at gå til dåbsforberedelser, hvilket var nemt, for det bestod bare i at læse de spørgsmål, der ville blive stillet mig, i en bog, og finde på gode svar. Jeg fik lov til at blive døbt ved sommerstævnet, få dage efter jeg var fyldt 17. Voksen, moden og meget dydig. Troede jeg.

For året efter fyldte jeg 18, fik bil og mere frihed. Og kom for første gang på rigtig diskotek. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg havde bare lyst til at danse hele natten. Men jeg vidste godt at diskoteker ikke var godt, for der blev kysset, drukket for meget og røget. Ren Sodoma og Gomorra. Ikke at vores egen fester var kedelige, og dem var der en del af. Der blev nok spillet ca. den samme musik, man dansede, flirtede måske lidt og havde det sjovt! Men der var ikke helt den samme stemning, fordi der stadig var restriktioner, der blev altid holdt øje med én. Og blev der serveret alkohol skulle man passe meget på. Til de fleste fester fik vi "alkoholbiletter" og sjældent mere end 2 stk., for vi skulle nødig blive fulde.

Jehovas vidner skal jo holde øje med hinanden, ikke nødvendigvis på en ondsindet måde, for alle vil helst hinanden det allerbedste, alle skal jo være sammen i Guds nye rige og være lykkelige for altid. Så dem, der drikker eller kysser for meget, er i fare for at miste chancen for, netop at komme med i den nye verden. Og det må undgås ved at holde øje med hinanden, og bliver det nødvendigt, må "overtrædelserne" meldes til de ældste, for at de kan udmåle den bedste straf. Det er som regel en irettesættelse, og alt efter hvordan vedkommende reagerer på den, finder man så ud af, hvad en passende straf kan være. Fx en "lukket", hvor ingen får noget at vide om staffen, men at vedkommende så ikke kan få lov at svare eller holde små foredrag ved de regelmæssige møder, der afholdes. Det kan også være en "offentlig", hvor der fortælles fra talerstolen, til mødet hvor alle er til stede, at der har været en sag med broder eller søster det og det. Så ved alle at man har lavet noget snavs, og at vedkommende derfor ikke må svare eller holde de før omtalte små foredrag. De er frygteligt pinlige at få, skal det siges. Jeg fik selv én da jeg var 18 år. Jeg havde begået den frygtelige synd at ligge og kysse med en fyr. Så jeg måtte til samtale med de ældste, og sidde og fortælle 3 voksne mænd, der har kendt én altid, om den aften. "Kyssede I hinanden på munden?" "Rørte han ved dine bryster?" "Tog I noget af tøjet af?" Meget utrygt at sidde og fortælle 3 mænd, der var ældre end ens far, om den første mest seksuelle oplevelse, man havde haft. Vi lavede ikke engang andet end at kysse og holde om hinanden. Og så er der den frygtede udstødelse, som ifølge Jehovas vidner, kun sker, hvis vedkommende, der har gjort noget forkert, nægter at angre, og i øvrigt ikke har tænkt sig at holde op med at lave det forkerte. At den så ikke altid holder, skal jeg nok komme frem til senere.

Men i hvert fald synes jeg de der diskoteker var fede, så jeg begyndte at gå i byen, når jeg fik chancen. Og drak, når jeg ikke var i bil. Samtidig var jeg flittig i tjenesten, holdt gode foredrag og var i det hele taget en dygtig søster. Så var der heller ingen, der fik mistanke til, at jeg levede et dobbeltliv. Til møderne sad jeg altid og så op på taleren, nikkede af og til, tog evt. lidt noter, men jeg lærte at gøre det, uden at høre ét ord af det, der foregik på podiet! - det kæmper jeg stadig med i dag, at jeg slår hjernen helt fra, når man hører et foredrag eller en tale. Det er svært at vende sig af med igen.

Der var igen et par fyre i mit liv. Jeg har altid elsket mænd, men det er ikke en god egenskab for Jehovas vidner, så det foregik mest i skjul.

Simon var den første, jeg virkelig elskede. Jeg mødte ham, da jeg var 19. Vi blev gode venner, havde samme musiksmag og sans for de samme små ting. Da vi begyndte at komme sammen, var det hemmeligt, for Simon var ikke døbt. Og det er jo ikke velset for døbte JV´ere at have kærester, der ikke er døbte. Jeg var bare ligeglad. Simon og jeg var glade for hinanden, og så var den ikke længere. Jeg husker at jeg sørgede i 14 dage, da jeg fandt ud af, at han havde været i seng med en tidligere kæreste, for jeg havde håbet, at vi begge skulle være jomfruer, når vi skulle giftes. Men jeg elskede ham inderligt og kom også over det, han havde fortalt mig. Jeg var knust, da det endte mellem os, og jeg så ham ikke i et halvt år efter, fordi det ville gøre for ondt. Han er senere blevet én af de venner, jeg sætter mest pris på.

Til et sommerstævne, da jeg var 20 år, mødte jeg Søren gennem nogle fælles venner. Jeg syntes i starten han var en drengerøv, han var 3½ år yngre end mig, men senere forelskede jeg mig helt vildt i ham. Han var helt rigtig. Han så godt ud, var håndværker, et godt døbt JV og havde en herlig familie. Vi blev kærester, og jeg nød, at alle de andre piger var misundelige på mig, for Søren var en eftertragtet fyr. Efter vi havde kendt hinanden i ½ år, flyttede jeg til den anden ende af landet for at bo i nærheden af ham.

Da vi gik i seng sammen, var det ikke noget planlagt, det skete bare en dag, og selvom det var frygteligt forkert, gjorde vi det alligevel, når som helst vi kunne komme til det. Og vi havde altid dårlig samvittighed over det. Men vi skulle jo giftes, i min verden var vi faktisk allerede gift. Så vi bestemte os for at blive gift på rådhuset. Og jeg ville gerne have mine forældre med. - det skulle jeg dog aldrig have fortalt dem! Både Sørens og mine forældre insisterede på, at vi skulle vies af et Jehovas Vidne. Men hvis det skulle være i et privat hjem, måtte mine veninder ikke komme med. Så snakkede vi om at holde et lille, bitte bryllup i rigssalen, men jeg mente, at skulle det endelig være i en rigssal, så kunne det lige så godt være ordentligt bryllup. Så vi fortalte de ældste, at vi intet havde dårlig samvittighed over, og vi blev gift i rigssalen. Vi holdt et større bryllup, og jeg elskede hvert sekund. Ens bryllupsdag er jo fantastisk! Og for en tid var alt lykkeligt! - ind til jeg fandt ud af, at Søren var mig utro. Igen og igen… og jeg tilgav hver gang, for det ville være så pinligt, hvis nogen fandt ud af, at det ikke gik så godt mellem os. Skilsmisser er jo ikke velsete. Men jeg havde det meget svært med det. Og samtidig havde jeg stadig dårlig samvittighed over, at vi havde været i seng sammen, FØR vi blev gift.

Vi havde været gift i et år, da jeg en dag bare ikke kunne mere. Vores ægteskab gik virkelig dårligt og nogle unge ægtepar fra en anden menighed begyndte at invitere os hjem og snakke med os om det, men det var bare alt for sent. Flere gange til møderne måtte jeg fortælle, at min mand igen var på arbejde, på trods af, at jeg ikke anede, hvor han var, og hvem han var sammen med.

Jeg havde et godt forhold til min svigerfar, så en dag vi kørte en tur, fortalte jeg ham hele historien, uden at skjule noget. Han blev bleg, overrasket… og kunne slet ikke genkende de 2 unge mennesker i historien. Hans søn og mig.

Og så måtte vi jo til de ældste. Besøget, der ændrede mit liv. Jeg fortalte ærligt, hvad vi havde lavet og hvor mange gange, græd, sagde at jeg fortrød det, og at jeg havde det frygteligt med det. Og jeg lagde tryk på, at ingen havde vidst noget. De spurgte mig, hvad jeg ville gøre, hvis jeg blev udstødt, og jeg svarede, at jeg ville kæmpe for at komme tilbage. - hvad skulle jeg ellers have sagt? Jeg kendte ikke til andet end det trygge liv i JV. Vi blev begge udstødt.

Jeg mente jeg måtte kæmpe en brav kamp! Jeg ville da vende tilbage! Og det hurtigt, for jeg kunne ikke overskue tanken om at være alene… Jeg kom endda, alene, til det møde, hvor det blev sagt fra talerstolen, at jeg og min mand var blevet udstødt! Selvom klart de fleste vidste det, så følte jeg der kom en kold vind ind gennem salen… jeg var verdens mindste og mest forkerte pige! Jeg følte mig uendelig forkert… Og jeg vidste, at ALLE tænkte: "hvad har de lavet?" For det havde jeg altid selv tænkt, da jeg var yngre og hørte andre blive udstødt! Jeg kom til alle møderne, i over 2 måneder. Jeg fulgte også det, sikkert velmenende, råd jeg havde fået… "lad være med at få verdslige venner".

Men når jeg skriver at jeg var alene, så mener jeg ALENE!! Jeg var flyttet til den anden ende af landet for at være hos min kæreste. Og jeg havde kun lært Jehovas Vidner at kende. Pludselig kendte jeg ingen… Ikke en sjæl. Jeg kom ikke uden for en dør, når jeg ikke var på arbejde, eller skulle handle. Alene sad jeg i weekender og græd over min ensomhed. Jeg begyndte at drikke, men når jeg var fuld, blev jeg bare endnu mere ulykkelig og følte mig både sølle og ensom.

I samme periode flyttede jeg fra min mand, og vi begyndte at snakke om skilsmisse. Senere blev jeg fyret fra mit nattearbejde, som jeg havde været meget glad for.

Min verden ramlede… og jeg havde ingen at græde ud ved. Jeg følte jeg var ved at miste forstanden og mig selv. Jeg var på selvmordets rand. Jeg boede på det tidspunkt i Nørre Sundby, og hver gang jeg skulle over broen til Ålborg, standsede jeg op, kiggede ned i det kolde, mørke vand, og ønskede mig bare at finde modet til at hoppe ud - jeg kunne ikke mere. Det hele var bare så forfærdeligt.

Jeg begyndte så småt at tvivle på Jehova. Jeg nægtede at tro på, at en kærlig Gud ville behandle mig på den måde. Jeg nægtede at tro på, at jeg skulle há det på den måde, så rædselsfuld en ugerning mente jeg heller ikke, jeg var skyld i. Så jeg holdt langsomt op med at komme til møderne. Det blev mere og mere svært at tage sig sammen til at skulle af sted, når det blev "mødedag". Jeg skulle jo bare ned i en sal med en masse mennesker, jeg pludselig intet havde tilfælles med. Og de stirrede jo bare på mig. Enkelte smilte opmuntrende til mig, men ingen talte med mig.

Jeg prøvede at bearbejde min smerte ved at gå til en psykolog, men han forstod endnu mindre end mig, så det holdt jeg hurtigt op med igen. Han kunne ikke hjælpe mig.

Uventet fik jeg en opringning fra en bekendt. Hun kendte en pige fra Sjælland, der også netop var blevet udstødt! Jeg ringede til hende, og vi var omgående på bølgelængde. Få timer efter vi havde snakket sammen i telefonen, sad jeg i et tog på vej til Sjælland for at besøge hende. Vi blevet meget hurtigt meget tætte veninder, fordi vi havde så meget tilfælles. Vi var begge blevet udstødt for det samme. Sex med en mand, vi endnu ikke var gift med. Vi følte den samme smerte over at være udstødt. Og vi havde begge lyst til at udforske andre sider af livet, end dem vi kendte fra JV, med byture og mænd. Efter mindre end 2 måneder, fik jeg hende overtalt til at komme til Ålborg, og hun flyttede ind hos mig. Alt så lysere ud… jeg havde fået en veninde, som jeg kunne grine og græde sammen med. Vi gik meget i byen, scorede fyre og nød i fællesskab det søde single liv, uden retningslinier og normer. Og vigtigst af alt; der var ingen der holdt øje med os, ingen bebrejdende blikke.

Jeg havde også fået nyt arbejde på en café i byen. Og da én af mine kollegaer fik knas i sit forhold, flyttede hun også ind hos min nye veninde og mig. Og eftersom vi alle 3 gik meget i byen og mødte nye mennesker, fik jeg igen skrabet en mindre bekendtskabskreds sammen. Jeg var ung og naiv og troede for det meste, at folk ville mig det godt. Jeg tog dog ofte fejl, brændte fingrene - og lærte af det. Men jeg mødte også nogle dejlige mennesker, der hjalp mig til at komme videre med mit liv.

Jeg fik stille og roligt et liv igen - selvom det bestemt ikke altid var lige nemt.

I dag er det 5 år siden jeg blev udstødt.

Jeg har et godt liv, en god vennekreds og en dejlig kæreste, som jeg bor sammen med i København. Jeg har sporadisk kontakt til mine forældre, som ellers i starten droppede al kontakt med mig, men jeg tror at de har indset, at jeg ikke umiddelbart vil vende tilbage til Jehovas Vidner. Så jeg ser dem en gang i mellem og kan også ringe hjem, når jeg har brug for at snakke med dem. Det kan dog ikke sammenlignes med det meget nære forhold vi havde, dengang jeg var et Jehovas Vidne.

Min lillebror, min ældste storebror og hans familie har jeg ingen kontakt til dag. Jeg har ikke snakket med dem i de år jeg har været udstødt. Min mor fortalte på et tidspunkt, at min lillebror havde spurgt hende, om jeg ville have hans adresse, da han flyttede. Jeg svarede, at jeg gerne ville há hans adresse, hvis det var fordi, han ville modtage et brev fra mig. Det ville han ikke. Så jeg har ikke min lillebrors adresse. Min storebror ringede, da det hele ramlede for mig, og jeg var ved at gå fra min mand. Jeg fortalte, at det hele gik rigtig dårligt, men det eneste svar, jeg fik, var "vi (Jehovas Vidner) bliver ikke skilt" gentaget, som på repeat. Jeg har siden stødt på ham én gang, og den eneste hilsen jeg fik, var et nik.

Det giver stadig et gip i mig, når jeg ser et Vagttårn, der ligger på gaden, ser mennesker, som jeg engang kendte som venner, der ikke engang kan genkende mig mere. Og min kæreste må af og til holde om mig, når jeg vågner grædende, fordi jeg drømmer om dengang, eller når jeg bryder grædende sammen, hvis jeg finder et billede af en gammel veninde, et postkort fra dengang… eller når jeg savner min lillebror. Min kæreste er min faste støtte, og han hjælper mig og prøver at forstå. Han læser meget og har undersøgt meget om Jehovas Vidner for at forsøge at forstå. Men han føler vrede mod dem og deres religion, fordi han kan se, hvor ondt det gør på mig. Fordi han elsker mig.

Jeg føler i dag ingen vrede mod Jehovas Vidner, men kan ikke sige mig fri for en vis bitterhed, for jeg lærte om livet på en ufatteligt hård måde. Jeg følte mig som en ukrudtsplante, der blev revet op med rødder, og kastet bort. Og jeg savner mine gamle venner. Det savn tror jeg aldrig forsvinder helt, for det er mange år af mit liv, jeg har måttet vinke farvel til. Jeg har dog efterhånden affundet mig med, at der altid vil være et tomrum, som ikke kan fyldes ud.

Det at jeg har været et Jehovas Vidne fylder ikke længere meget i min hverdag. Jeg føler dog stadig en vis tryghed i, at jeg har venner, som også er tidligere Jehovas Vidner, som jeg til hver en tid kan ringe til, hvis jeg får brug for at snakke om det.

Jeg tror ikke længere på Harmagedon, og at Gud vil udrydde det onde... Og jeg tror ikke på, at mennesker er onde, hvis de ikke tror på en Gud! Jeg tror på en blanding af flere religioner, men tro fylder ikke længere i min hverdag! Og jeg savner det ikke - det giver i stedet en stor frihed, at man bare skal være et godt menneske, og være glad fro det man har! I stedet for at have dårlig samvittighed over det man har gjort, eller ikke gjort!