Mit liv som udstødt!

Af Dorthea Tanja Friis

Dorthea Friis

Jeg husker mit barndomshjem som meget trygt. Min mor og far har aldrig rigtig skændtes foran mig og min søster. Min far kom tit hjem med kage og alskens hygge. Vores liv var i faste rammer. Både i vores hverdag med møder, tjeneste og familie studie og med vores sociale netværk. Vi havde, som min far altid sagde, en stor familie som altid ville være der for os, altså inden for jehovas vidner. Jeg elskede også stævnerne med alle de forskellige nye mennesker som vi kunne lære at kende. Jeg var en pige, som godt kunne lide at gøre de ældre i menigheden glade med besøg og lignende. Jeg var faktisk meget velset af menigheden, som en god lille forkynder af riget. For mig var det meget vigtigt at gøre min far stolt af mig, hvilket også var den største grund til at jeg lod mig døbe, selvom jeg var alt for ung til det. Kun 14 år gammel.

Måske netop derfor gjorde det så ondt, da min far sagde at jeg ikke længere var hans datter. Han sagde at jeg havde valgt min familie fra, da jeg valgte at gå ud af Jehovas vidner. Han så slet ikke mig, mine behov og følelser i den sag. Jeg var virkelig skuffet over at han ikke kunne elske mig, for den jeg var.

Da jeg var barn, og stadig et Jehovas vidne, havde jeg det svært i skolen. Der blev jeg både verbalt drillet, slået og sparket, fordi jeg var anderledes, altså et Jehovas vidne. Jeg blev af mine skolekammerater overbevist om at jeg aldrig ville kunne få en kæreste eller nogen der kunne holde af mig. Og af den første fyr inden for Jehovas Vidner, som jeg forelskede mig i, blev jeg overbevist om at de havde ret. Han virkede nærmest som om han hadede selve synet af mig, selvom jeg egentligt ikke synes jeg var særlig grim på nogen måde. Men det blev starten på mine store problemer inden for Jehovas vidner.

Da jeg kom på husholdnings skole blev jeg dybt forelsket i en fyr, som ikke var et Jehovas vidne, og han virkede også virkelig forelsket i mig. Jeg var så lykkelig over at der endelig var en der ville mig og kunne se mit værd. Men han var jo en forbudt kærlighed, så jeg fik den ene reprimande efter den anden. Selvom det vi lavede sammen var meget uskyldigt. Jeg var dybt ulykkelig, men ingen viste forståelse for mine følelser. Tværtimod fik jeg at vide af mine forældre, at jeg ødelagde alt for dem og deres ry på den måde. Da min far jo var ældste inden for Jehovas vidner og kunne miste sin stilling på at have en datter som mig. Min mor klantrede mig samtidig for at have givet min far et mavesår. Så jeg anede ikke hvor jeg skulle vende mig hen. De veninder jeg havde inden for Jehovas vidner havde længe ikke interesseret sig særligt meget for at være sammen med mig eller for hvordan jeg havde det, men pludselig blev de meget interesseret i at finde ud af hvad jeg lavede, for bagefter at angive mig til de ældste.( de mænd som styrede menigheden, en slags præster.)

Jeg ved godt at de også ville have fået skyldfølelser, hvis de ikke havde angivet det de vidste. Men det var alligevel en stor skuffelse for mig at de gjorde det. De ældste kom så op på den skole hvor jeg gik, og hentede mig. De troede jeg havde haft sex med min kæreste, selv om det eneste der var sket var, at jeg lå på hans seng og snakkede og var ked af det. Men de ældste tog mig med ud i deres bil. Jeg kan ikke huske om de var 2 eller 3 voksne mænd. Men jeg var meget bange for om de ville udstøde mig eller tage mig væk fra skolen. De forhørte mig og kørte psykisk på mig i et par timer. De nægtede at lukke mig ud og lade mig komme ind på skolen, før jeg kunne love dem at jeg ikke nogen sinde ville se min kæreste igen som kæreste. Jeg er et meget ærligt menneske og kunne derfor ikke lyve og love noget jeg ikke kunne holde. Derfor tog det så lang tid før jeg fik lov til at gå ud af bilen igen. Men min panik i at være indespærret og blive truet af flere voksne mænd og min angst for at brække mig i bilen gjorde, at jeg til sidst lovede dem ikke at se min fyr. Selvom jeg vidste, at det kunne jeg ikke holde. Det er i hvert fald sådan jeg husker det. Jeg kan ikke huske om vi kørte nogen steder hen i bilen eller om jeg bare sad i den. Faktisk er det meget angstprovokerende at tænke tilbage på.

Det var første gang jeg fik et rigtig panik angst anfald. Det fik jeg, da jeg kom ud af bilen og gik op på min kærestes værelse på skolen. Jeg rystede, så jeg faldt og dirrede inden i, som om jeg aldrig ville kunne finde ro igen. Bagefter græd jeg og hylede og var helt fra mig selv. Jeg rev mit tøj af og sagde at så kunne han bare tage mig. Men han skyndte sig at give mig et tæppe på og ville på ingen måde komme mig nær seksuelt. Da lærerne på skolen fandt ud af hvad der var sket, var der en der tilbød at vi kunne søge om jeg kunne bo hos hende. Men desværre turde jeg slet ikke tænke tanken på det tidspunkt. Jeg var så bange for at blive udstødt og dermed være dødsens for gud. For tænk hvis enden kom, Harmagedon, og jeg så skulle dø der.

Efter et par dage kom min mor og far og ville hente mig væk fra skolen. Jeg måtte ikke engang sige farvel til min kæreste, som jeg aldrig mere ville få at se. Et kort øjeblik, hvor de ikke holdt øje med mig, hoppede jeg op i vindues karmen og halvvejs ud af vinduet, som sad temmelig højt oppe. Da greb lærerne ind og fik truet mine forældre med politi osv hvis de ikke lod mig være. Det gjorde de så. Men jeg måtte alligevel fra skolen og blev sendt til Ålborg, hvor jeg blev nøje overvåget i ca et år. Hvorefter jeg blev sendt hjem til mine forældre igen, fordi de ikke kunne styre mig. Jeg var jo endt med kun at kunne gå med dem, som var i samme kategori som mig, dårligt selskab, som vi blev kaldt. For dem der var godt rodfæstet inden for Jehovas vidner ville jo ikke gå med en der havde fået reprimander osv.

Jeg oplevede på det tidspunkt megen dobbeltmoralskhed, da jeg hørte hvad de fleste andre af de unge havde gjort uden at få reprimander, fordi de ikke havde været så ærlige som mig. Og sjovt nok tillod de sig at se ned på mig, som den store synder, fordi jeg havde indrømmet de små ting jeg havde lavet. Jeg oplevede også at de ældste, som jeg havde set op til, reagerede fuldstændig uprofessionelt og endda tillod sig at dømme i stedet for at lade gud gøre det. Jeg så hvordan nogle af dem udnyttede deres magt til at nedgøre og direkte øve psykisk vold på flere af medlemmerne inklusiv mig. For eksempel blev jeg ved to lejligheder spurgt ud om hvad jeg havde lavet med en fyr. De ville have alle slibrige detaljer, selvom jeg ikke engang havde haft sex endnu med nogen.

Bagefter kaldte de mig for et brugt håndklæde, som alle mændene kunne tørre sig i. Jeg begyndte mere og mere at se troen ”Jehovas vidner” udefra. Og kunne til sidst ikke få øje på guds kærlighed over hovedet. Jeg glemmer aldrig ved en af de lejligheder, hvor jeg fik en offentlig reprimande. Der sad 50- 60 mennesker i menigheden og hørte på at jeg havde gjort mig skyldig i grov umoralsk adfærd, selvom jeg stadig ikke havde haft sex. Det nævnte de selvfølgelig ikke. Så de fleste troede nok at jeg havde gjort noget meget værre end det jeg rent faktisk havde gjort. Jeg følte de så mig som luder på grund af den reprimande. Men der sad jeg ved siden af min far, som jeg altid havde forsøgt at gøre stolt af mig. Efter mødet kom de alle, en efter en, gående forbi mig og hen og krammede min far, og sagde at de følte med ham. Han tog bare imod al deres trøst i stedet for at se hvad de gjorde mod mig. Jeg var så ulykkelig at jeg troede det aldrig skulle ende. Men selv der var der ingen der så mig og mine følelser.

Jeg begyndte efter hånden at se troen som hyklerisk og begyndte at blive mere lyttende over for andres meninger, tanker og overbevisninger, når jeg gik ud og forkyndte. Jeg har altid stillet mange spørgsmål og undret mig i forhold til Jehovas vidners læresætninger, også da jeg var barn. Men efter som min far så det som et tegn på at jeg ikke var et barn af ”sandheden”, og han gjorde det klart for mig at det var syndigt at stille sig tvivlende, var jeg jo holdt op med at tænke så meget over det. Men det fik så sit comeback efter alle de ydmygende oplevelser jeg havde været udsat for. Jeg følte jo efterhånden ikke jeg havde noget at miste mere. Så jeg begyndte igen at stille spørgsmål og jeg følte ikke der var nogen der kunne svare på dem, de blev bare affærdiget. Jeg var især vred over Jehovas vidners syn på minoriteter, som homoseksuelle. Og jeg var vred over de ældstes magtanvendelser og deres måde at dømme på. Jeg har heller aldrig forstået deres politik med at det skulle tage ca. 3 mdr. før man kunne hilse på en udstødt igen, som er vendt tilbage. Den fortabte søn i bibelen blev taget imod næsten allerede før han kom tilbage.

Hvordan kan mennesker se ind i hjertet og bedømme hvornår man er klar til gud igen. Der er også mange løse ender i spørgsmålet om blodet, som er livets hellighed, og som jo netop bliver brugt som sådan gennem transfusion. Og spørgsmålet om dåben. Hvordan kan Jehovas vidner mene at de ser det anderledes end kirken og kun er til voksen dåb, når de kunne døbe mig i en alder af 14 år og min søster som 12 årig. Ja der er mange tvivl spørgsmål. Og de fik mig til at interessere mig for andre måder at se troen og mit liv på. Så efter at jeg i endnu et par år gjorde mig psykisk klar til at gå ud af Jehovas vidner, fik jeg gjort alvor af min længe planlagte udtrædelse. Jeg havde til det sidste håbet på at mine forældre ville acceptere mig og mit valg. Men det var desværre kun ønsketænkning.

Selvom jeg selv meldte mig ud, hed det sig selvfølgelig at jeg blev udstødt. Mine forældre gjorde det klart for mig, at vi ikke længere kunne se hinanden som før. De så mig nu alligevel nogen år efter udstødelsen og de hjalp mig også økonomisk fra tid til anden. Men da de blev enige om at jeg kunne stå på egne ben, stoppede de kontakten. Måske også fordi jeg insisterede på at de skulle acceptere mig, mine meninger og beslutninger og elske mig for den jeg er, kunne vi ikke længere ses på deres præmisser. Vores forhold havde længe været anstrengt, fordi de ville prædike for mig. Men jeg måtte ikke engang forholde mig til det de sagde eller modsige det. De blev også ved med at nedgøre mine meninger ved at sige, at jeg godt nok var kommet langt væk fra sandheden. Jeg følte at de så mig som mindre intelligent på grund af min måde at se verden på. Men samtidig tror jeg alligevel at min mor har været lidt stolt af mig over, at jeg har formået at skabe mig et godt liv uden deres hjælp. Min far har også et par gange ringet og sagt at han elsker mig, selvom vi ikke længere kan ses.

Den gang jeg lige gik ud af jehovas vidner, var det dog ret svært at finde fodfæstet. Hele min verden var meget skrøbelig og jeg havde svært ved at forstå alle de normale, her udenfor jehovas vidner. Jeg var meget naiv og troede blindt på andre mennesker. Jeg var yderst grænseløs og kunne heller ikke tyde andres grænser. Da jeg jo altid havde været vant til at mine grænser ikke betød noget. Og da jeg jo havde oplevet hvordan jeg skulle være ærlig og udstille mig selv, for bagefter at blive nedgjort totalt, igennem de ældste- sager og reprimander jeg havde fået. Jeg var derfor udsat for flere grænseoverskridelser og farlige forhold, efter jeg havde brudt med jehovas vidner. Og kunne slet ikke sige fra til de mennesker, som udnyttede mig og behandlede mig dårligt. Så det har været svært at lære de sociale spille regler her i verden udenfor, som andre tager for givet at man kender. Det har kostet mange knubs.

Inden for Jehovas vidner lever man jo meget beskyttet og der er derfor ikke grund til at lære at passe på sig selv og sætte personlige grænser. Det er man så nødt til at lære, af bitter erfaring, når man går ud.

Det tager tid at skabe en omgangskreds og finde nogen venner man virkelig kan stole på. Og det har været svært at finde mig selv i forhold til min angst for døden og mit forvrængede forhold til gud og kærlighed. Jeg har også lidt meget af panik angst i flere år, men angsten har jeg efterhånden lært at styre. Det har samtidig kostet flere filosofi kurser og uddannelser med psykologi fag, at finde ud af hvad jeg selv mener og tænker og tror på, i stedet for at sige:” bibelen siger”, eller tænke det. Og sorgen over at have mistet min familie er naturligvis stadig en del af mit liv, især ved højtiderne jul og påske, hvor andre snakker om deres familier og besøger dem osv. Det har også været meget hårdt ikke at have bedste forældre til min søn, og samtidig høre udefra at min søster har fået børn, som de gør alt for.

Men med tiden og igennem dygtige psykologer og gode venners opbakning, har jeg fundet roen i mig selv. Og fundet nye værdier også åndelige. Og jeg lever nu et roligt og glædesfyldt liv sammen med min søn i smukke omgivelser. Men min fortid kommer jeg nok aldrig til helt at glemme, og det er jo også den der har gjort mig til hvad jeg er i dag. så jeg ser den som en læring og udvikling af mig og min personlighed. Jeg tror nu på, at normale forældre ville have været stolte over at have en datter som mig. Det betyder derfor ikke så meget mere for mig, at mine forældre ikke har kunnet se mit værd og kunnet forstå mig.

Jeg ville ønske alle de ulykkelige og ensomme udstødte, at de kunne se ud i fremtiden, at de har mange valg og muligheder, som kan gøre dem til hele og glade mennesker igen. Selvom der er mange ting man mister når man går ud af Jehovas vidner, så findes der også et liv efter Jehovas vidner, hvor man personligt og menneskeligt kan få det dobbelte igen.