Handicappet i JV

Af Lars Thue Hansen

Jeg er i dag 50 år, og har været med i sekten Jehovas Vidner i 5 år. Efter nogle uheldige oplevelser med de såkaldte "venner" inden for sekten, besluttede jeg mig for at træde ud i vinteren 1993.

Da jeg var en lille dreng på tre år og spastiker, var min mor alene med mig. Efter endt barselsorlov ville min mor ud på arbejdsmarkedet igen og var derfor nødt til at finde et sted hvor jeg kunne blive passet. Eftersom jeg er handicappet, var det umuligt at finde en daginstitution der kunne passe mig. Så fandt den kommune, som vi boede i, frem til to damer, der hjalp hinanden i en dagpleje. Det viste sig senere at de to damer var JV.

Da jeg kom derud, var jeg "et lille pjok", som var hjælpeløst. Dette sted betød meget for mig. Jeg sluttede mig til en af damerne, og hvis min mor ikke kunne have mig hjemme en dag efter dagplejen, så blev jeg derude og deltog som et naturligt led i familiens liv. Dette medførte at jeg sammen med familien deltog i møderne i Rigssalen. Det var meget naturligt at vi børn svarede på de spørgsmål, der kom fra podiet i Rigssalen, og det samme var tilfældet, når vi var til gruppestudiemøde, ude i private hjem.

Med tiden blev jeg også af min dagplejemors døtre accepteret som en del af familien, og jeg var altid med, når døtrene havde nogle legekammerater på besøg.

Efter jeg var startet i skolen, skulle jeg stadig passes en gang om ugen. Jeg fortsatte ligeledes med at komme på ferie hos min gamle dagplejemor, og derved fortsatte jeg med at komme til møder i Rigssalen. Min mor og jeg blev inviteret til stævner, når de blev holdt i Herning og Holstebro. Der oplevede jeg igen fællesskabet mellem brødrene inden for menigheden og egentlig sad jeg vel nok og lyttede til de foredrag, der blev holdt på podiet på de forskellige stævner.

Min mor og jeg blev også inviteret til receptioner i Rigssalen i forbindelse med min dagplejemors døtres bryllupper. Min mor og jeg deltog også i min dagplejemors sølvbryllup, og jeg var omtalt som deres lillebror i en sang fra døtrene ved dette sølvbryllup. "Den Nye Verden", som er det grundlæggende fundament i JV's tro, var et centralt punkt i hverdagen hos min dagplejemor.

Da jeg var 22 år gammel fandt jeg ud af, at verden uden for så elendig ud, så jeg begyndte at tænke tilbage på, hvad jeg fik at vide, da jeg var barn. Det førte til, at jeg ringede til min dagplejemor og spurgte, om jeg kunne få et studie med Jehovas Vidner. Min dagplejemor og hendes mand har nogle venner, der bor i Hadsten, og de startede studiet op med mig. Vi startede med at studere paradisbogen. Senere blev der fundet et ægtepar, der overtog studiet. De var tilknyttet en menighed i Århus, og tilmed i nærheden af den institution, hvor jeg boede. Jeg var meget ivrig efter at komme til møde i Rigssalen, og jeg havde forstået på min dagplejemors venner fra Hadsten, at det ægtepar fra Århus ville komme og hente mig på institutionen. Men da de ikke kom, gik jeg ind til institutionens chauffør og bad ham køre mig derned. Jeg ankom midt i et møde, hvor de var i gang med den teokratiske skole.

Et par uger efter var jeg til møde i rigssalen, og der blev jeg chokeret, fordi en søster blev udstødt af den kristne menighed, og det kunne jeg ikke forstå.

Men efterhånden fik jeg åndelig kundskab, så jeg kunne begynde at forstå, hvorfor man havde udstødt hende. Tiderne gik, og jeg fik mere kundskab, og derved blev jeg en del af menigheden, og jeg deltog i de forskellige stævner.

Det første stævne, jeg oplevede som voksen, var i 1987, hvor jeg kørte frem og tilbage mellem institutionen og Århus Stadion, og ved det stævne, mødte jeg en gammel legekammerat, der var søn af en af mine dagplejemødre. Vi holdt derefter kontakten ved lige.

I foråret 1989 blev jeg tilknyttet den teokratiske skole, hvor jeg fik opgaver på lige fod med andre brødre og søstre, og i sommeren 1989 blev jeg døbt og dermed officielt et vidne. Det kristne fællesskab mærkede jeg ikke meget til, jeg havde næsten ingen omgang med søstrene og brødrene uden for møderne. I forkyndelsen ville de ikke have mig med, fordi de var usikre på, hvad folk mente om handicappede, så derfor blev jeg fritaget fra at gå med i tjenesten for menigheden. 1 1990 flyttede jeg fra institutionen ud i egen bolig, hvilket medførte, at jeg måtte flytte menighed. Der kom jeg i daggruppen, hvor jeg var yngste medlem.

Tjenesteudvalget bad mig om at skrive et brev til de mennesker, man ikke kunne træffe hjemme i forkyndelsen. Heller ikke i denne menighed blev jeg inviteret hjem til de andre brødre og søstre pga. mit handicap. Endvidere ville gruppetjeneren ikke lade mig begynde eller slutte med bøn til Jehova. Det bekræfter at deres princip om næstekærlighed er en meget stor floskel.

I begyndelsen af 1991 fik jeg den opgave at hjælpe med at lave programmerne for den teokratiske skole, og dertil udviklede en anden bror og jeg et edb-program.

Det var meningen med tiden, at jeg skulle udarbejde et program og derefter vise det til skoletilsynsmanden, som skulle sige god for det, før jeg kunne gå hjem og udskrive opgavesedler til de forskellige søstre og brødre. Til trods for, at jeg fik disse opgaver for menigheden, ville jeg aldrig blive udnævnt til menighedstjener, før Jehova griber ind. Dette er et tydeligt udtryk for, at organisationen JV ikke har plads til anderledes fungerende personer.

I forsommeren 1991 var der en bror fra en af de andre menigheder i Århus, der ville starte et importfirma sammen med mig, og han fik mig til at købe en bil til sig, som jeg skulle afholde alle udgifter på, hvilket jeg på det tidspunkt var dum nok til at hoppe på. Det varede kun tre uger, før jeg gik til ældsterådet og fortalte det hele, men jeg følte at den ældste, (Knud Beck Jensen på 73 år i Århus syd) der blev sat til at se på sagen, skubbede det hele ind under gulvtæppet, fordi jeg bare var en "lille, stakkels handicappet". Dette fik mig til at tænke på, hvad det egentlig var for en organisation, jeg var tilknyttet. Jeg følte, der var lagt mange bånd på os i menigheden med hensyn til omgangen med det modsatte køn. Endvidere følte jeg, at den måde, den ældste havde løst sagen på, absolut ikke var retfærdig.

I vinteren 1992 var der en bror fra min egen menighed, der kom og spurgte mig, om han kunne låne nogle penge af mig, som han skulle bruge, til at købe en bil. Igen var jeg dum nok til, at sige ja. Jeg fik heldigvis pengene efter en hård kamp. Denne sag fik jeg løst gennem retshjælpen i Århus.

I foråret 1992 var der en 28-årig kvinde, der døde på Århus kommunehospital pga. blodmangel. Hun var opvokset inden for JV, men var ikke døbt og som følge deraf nægtede hun at modtage blod, hvilket kostede hende livet. Kvinden, som døde, havde en datter på 4 år, og den situation fik mig til endnu engang at overveje hvilken organisation det var, jeg var medlem af.

I maj måned 1992 forsøgte jeg at bryde ud. Men det lykkedes ikke, fordi jeg ikke havde et alternativt netværk bygget op. Jeg gik ind igen kun tre uger efter, jeg var trådt ud, og jeg følte denne gang at jeg faldt til. Men kort tid efter spurgte jeg igen mig selv, om det virkelig var stedet, hvor jeg ville tilbringe min ungdom? Svaret var NEJ.

I efteråret 1992 begyndte jeg at sidde og grine af søstrene og brødrene til møderne, fordi jeg godt kunne se, hvor hult det var inden for organisationen, så jeg sagde til mig selv, at det var nu, jeg skulle begynde at leve et liv udenfor JV.

Så meldte jeg mig ind i Socialdemokratiet, hvor jeg kom med i nogle udvalg, og jeg begyndte derefter at pjække fra møderne i Rigssalen. Senere skrev jeg et brev til dem i begyndelsen af januar 1993 til alle de såkaldte venner, jeg havde inden for organisationen, hvor jeg fortalte dem om min beslutning. Jeg blev gudskelov ikke indkaldt til et såkaldt dømmende udvalg. Jeg har ikke hørt fra vennerne siden!