Jeg blev hængende i 34 år

af Poul Dal

Poul Dal

I 1885 flyttede min oldefar, A. K. Poulsen Dal til De Forenede Stater med sin kone og otte voksne børn. Han var 60 år på det tidspunkt. De slog sig ned i en lille by Elkhorn i nærheden af Omaha i Nebraska. Det var mere af nød end af lyst, at denne emigration fandt sted fra øen Mors i Nordvestjylland. Baggrunden for dette var en religiøs strid, som vendte op og ned på min oldefars liv. Han havde en del år tidligere startet den kold-grundtvigske, Galtrup Højskole (nu Galtrup Efterskole), med stor succes. Skolen var blevet til på opfordring af ledende personer fra det grundtvigske miljø på øen.

Men efter mange år med stor søgning til skolen, så opstod pludselig en religiøs strid midt i den lokale grundtvigske valgmenighed (nu Morsø frimenighed) Min oldefar ville ikke gå på kompromis med hensyn til børns eller mindreåriges deltagelse i nadvermåltidet. Han meldte sig ud af menigheden, og så mistede han stort set hele sit kundegrundlag til Højskolen. Poulsen Dal og hele hans familie drog afsted for at tage til "Det forjættede Land", for at tjene nogle penge til at komme af med den store gæld, som var oparbejdet på grund af skolens pludselige manglende elevtal.

I næsten 8 år sled og slæbte familien i Staterne med forskelligt arbejde. I løbet af disse år tjeneste de så mange penge, at de kunne rejse hjem til Danmark igen og betale gammel gæld og oven i købet købe en gård på Mors, som sikrede familiens fortsatte eksistens fremover. En søn blev dog tilbage i Staterne. Det var den ældste søn Niels Ebbesen Dal.

Han kom efter nogle år i kontakt med Bibelstudenterne, denne nye religiøse bevægelse, som blev ledet af en velhavende forretningsmands søn ved navn Charles Taze Russel. Niels E. Dal blev grebet af budskabet og han begyndte at sende lange breve hjem til familien i Danmark, der fortalte om denne fantastiske nye lære, der forkyndte at nu var Hedningernes Tider forbi i 1914 og man kunne forvente "Den Nye Verdens" oprettelse og dermed paradiset om ganske få år.

I Jehovas vidners årbog for 1993, side 79 omtales Niels E. Dal meget positivt

"Et nidkært eksempel var Niels Ebbesen Dal, en dansk- amerikaner der i 1918 vendte tilbage til sin fødeegn - øen Mors i Nordjylland. I Amerika havde han lært sandheden at kende ved at læse bogen "Tidsaldrenes Plan", som han tilfældigt havde fundet på et hotelværelse. Efter hjemkomsten begyndte han straks som kolportør at forkynde for sin familie, ja for hele øens befolkning.

Det vakte et værdigt røre. Dal-slægten havde nemlig været ledende inden for den grundtvigske kreds og nød stor anseelse blandt befolkningen. Men nu kom denne N.E. Dal og forkyndte en ny lære. Hans ældste bror Frode Dal, blev straks interesseret, og det samme blev denne søn Kristian, der netop var færdiguddannet som skolelærer. Kristian begyndte som kolportør i 1920, og et par år senere gik hans broder Knud også ud i kolportørtjenesten."

På side 84 i samme årbog berettes der om den aktivitet, som fulgte efter omvendelserne:

"Nu begyndte et mere intensivt arbejde i landdistrikterne. I Januar 1924 dannede Selskabet en "kolportørkolonne" bestående af Kristian og Knud Dal samt Christian Rømer, som blev sendt ud for at virke i Jylland, med Skive som udgangspunkt. Broder Lüttichau lagde for med et offentligt foredrag i byen største sal, hvorefter der blev holdt møder i omegnens forsamlingshuse og krosale med foredrag af Kristian Dal.".

Det nye budskab fra Bibelstudenterne blev antaget af mange flere i familien ud over min farfar, hans bror, min far Knud og hans bror Kristian. Bl.a. blev min fars to søstre og flere andre omvendt til Bibelstudenternes lære. Hvad Jehovas vidners årbog fra 1993 ikke fortæller er, at hovedparten om disse ellers så begejstrede nyomvendte forlod Vagttårnsbevægelsen hen ad vejen. Det gælder både min farfar Frode Dal, min faster og min fars onkel Niels Ebbesen Dal, som jo trods alt havde bragt den nye tro ind i familien. Desuden skabe den nye tro også en del splittelse i familien, især i hvor ægtefællerne ikke indtog det samme standpunkt.

Det var i 20erne, at det opmuntrende budskab lød: "Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø" Og det tidspunkt var meget nær, hvor trosheltene fra fortiden skulle stå frem, og paradiset begynde. Jeg kan huske at min far fortalte om den store skuffelse, hvor mange faldt fra, men han holdt dog ud nogle år som missionær, men blev så gift i 1931 og startede en tømrerforretning på Mors. Der fulgte nogle hårde år med masser af arbejde, og i den sparsomme fritid masser af forkyndelse med Jehovas vidners budskab. Hus til hus arbejde og offentlige møder. Dette tempo fortsatte under krigen helt op i halvtredserne, og så var det som om min far mistede pusten, og han blev efterhånden temmelig negativ overfor Vagttårnsorganisationen, men han gik dog ikke helt i stå. Mange af de øvrige i familien, som også var blevet vidner i 30erne havde fået nok. Afslutningen på den 2. Verdenskrig med udbruddet af fred var i virkeligheden en skuffelse for dem, og for de øvrige Jehovas vidner i det hele taget.. Man var helt overbevist om at Harmageddon sådan set havde begyndt med udbruddet af 2, verdenskrig i 1939, og så fusede det ud med fredslutningen i 1945. Det var jo skuffelse nr. 2 (den første i 1925, skuffelsen i 1914 havde de jo ikke direkte oplevet). Senere fulgte en nye skuffelse - nemlig forventningen til året 1975, som ikke blev indfriet.

Selvom jeg blev født ind i Jehovas vidners trossamfund (1943), og mine forældre var aktive Jehovas vidner, i alt fald i de første år af min barndom, har jeg næsten ingen negative oplevelser fra den tid. Mine forældre var meget fornuftige, og fanatisme lå dem meget fjernt. De var præget af Bibelstudenternes tro - og tænkemåde, men efterhånden som Vagttårnselskabets ledelse blev mere og mere diktatorisk, faldt mine forældres begejstring for sagen. I halvtredserne ophørte min mor helt at komme til menighedens møder, og min far ophørte med at have ansvarsposter i menigheden, men han fortsatte dog med at være en del af menigheden, men på lavere niveau. Det skal lige siges at begge mine forældre tilhørte den såkaldte "Salvede Skare" på 144.000, som havde himmelsk håb i modsætning til de fleste af vidnerne, som så frem til et jordisk liv under paradisiske forhold. Jeg tror, at det forhold, at min far var den eneste i menigheden, som ved den årlige "Mindehøjtid" (årsdagen for Kristi død) nød symbolerne, brødet og vinen, var med til at holde ham til menigheden, trods hans periodevis vrede mod organisationens ledelse og fremgangmåder. Han nød trods alt en vis anseelse ved at være medlem af denne noget eksklusive himmelsk skare, og han havde jo også mange gode venner i menigheden, selvom han var lidt kendt som en slags "frafalden" ude omkring i blandt de mere snæversynede og ensrettede Jehovas vidner. Min far døde oven i købet som ældste i 1977, men alligevel slap han ikke for besværligheder trods denne forfremmelse i 1972. Et par år før han døde undgik han med nød og næppe en såkaldt udvalgssag, fordi en nidkær ældste i menigheden havde fundet ud af at hans søn og samleverske overnattede i samme værelse når de var på besøg hos ham. Min far var ikke typen som blandede sig i folks privatliv, og da slet ikke, når de ikke var med i "sandheden". Min bror og hans samleverske blev så pludselig gift på lovformelig vis, og så var sagen jo ude af verden. Hans søn, min bror, havde meget tidligt i sin ungdom givet udtryk for at Jehovas vidner ikke var noget for ham, og dette respekterede min far fuldt ud.

Som barn kom jeg naturligvis med til de møder, som mine forældre tog til, men da min mor holdt op med denne aktivitet, begyndte jeg også at følge hendes eksempel og efterhånden var jeg sjælden i kontakt med menigheden. Men så pludselig en dag i januar 1960 fik jeg den ide, at det kunne da være ganske sjovt at tage med min far til møde i rigssalen i Nykøbing, nærmest som udslag af en slags nysgerrighed. Jeg kom ikke bare den ene gang. Jeg blev hængende i 34 år!

Jeg blev omgående begejstret for det som foregik i rigssalen. Til mit første møde var der en meget veltalende leder fra Jehovas vidner, som forklarede forskellige skriftsteder på en meget overbevisende måde, og så var jeg omvendt.

I løbet af få år endte jeg som specialpioner i Struer! Først skulle jeg dog tage en uddannelse i fotobranchen, der havde min store interesse, men eftersom verdens ende (Harmageddonslaget) var meget nær følte jeg, at så snart min uddannelse var afsluttet måtte jeg ud af virke for sagen på heltidsbasis. Det blev til knap tre år i Struer menighed. Det var en lille menighed og medlemmerne sad i beskedne kår og derfor foregik møderne i et temmelig usselt og halvfugtig kælderlokale, nær byens store røde og flotte kirke. Så vidt jeg husker, var det først hen i 70erne at menigheden fik en rigtig rigssal.

Begejstringen begyndte dog at kølnedes efterhånden, som jeg fik stemt hundredvis af dørklokker uden at de store resultater indfandt sig, og det var endog dengang at forventningen til verdens endeligt i 1975 tog sin begyndelse. I 1967 flyttede jeg til Viborg, men fortsatte som almindelig pioner nogle måneder, hvorefter jeg blev helt almindelig forkynder eller vidne og fik heldagsarbejde i fotobranchen.

At komme til menigheden i Viborg var en stor forandring. Her var der adskillige friske unge mennesker, som dog var mere eller mindre velfunderet i Jehovas vidner. Ledelsen af menigheden var også mere vidtskuende og liberal end jeg førhen havde oplevet i de andre menigheder. Som et eksempel kan jeg nævne forventningen om verdens ende i 1975 lå på et meget lavt niveau, især blandt de ledende ældste i menigheden.

Jeg blev efter få år gift med et Jehovas vidne fra det sydlige Jylland og det daglige livs bekymringer og anstrengelser bevirkede at mit aktivitetsniveau i menigheden efterhånden kom til at ligge på, selv efter min egen menig, temmeligt lavt plan. Stor var min overraskelse da jeg 1974 blev jeg udnævnt til menighedstjener. Det kom som lynet fra en klar himmel, idet jeg ikke gjorde særligt meget ved sagen, men menighedens ledelse på det tidspunkt var ret liberalt indstillet, og så på egnede emner med andre øjne end som organisationens forskrifter ellers krævede det. Jeg havde lige startet fotografisk virksomhed året i forvejen, og betragtning at enden var mere eller mindre var forventet i 1975, skulle det jo sådant set være en umoden handling, men sådan så min menigheds ledere ikke på det . De betvivlede som sagt Vagttårnsselskabets udregning i temmelig stærk grad, og syntes at det var frisk gjort af mig, at jeg havde mod til at gå i gang med mit projekt. I 1978 blev jeg så pludselig, også som lynet fra en klar himmel, udnævnt til ældste. Den præsiderende sagde til mig ved den lejlighed, at han og de andre ældste ville gerne have mig ind i som ældste fordi jeg ikke var så fanatisk, som nogen var det. På det tidspunkt havde menigheden sluppet af med en et meget fanatisk vidne og ældste, som voldte uro i mange sammenhænge, på grund af hans ensidighed og fanatisme.

Det gik meget godt med min ældste stilling i et par år, men så begyndte "ånden fra Brooklyn" at slå igennem i Danmark og også i Viborg menighed. "Ånden fra Brooklyn" benævner jeg den nye linje, som organisationen gennemførte efter den mislykkede reformbevægelse, som blev bragt til ophør på hovedkontoret i New York i 1980 og som resulterede i at Raymond Franz og mange af hans ligesindede blev udstødte og forlod organisationens hjerte. Denne nye ånd mærkede vi især ved kredstilsynsmands-besøgene og ved stævnerne. Det blev f.eks. forbud, at familier mødtes udenfor menighedens regi og foretage bibelstudium eller studium af Vagttårnet sammen. Der blev direkte sagt til et stævne i Silkeborg Stævnehal af den daværende Områdetilsynsmand, at det kunne være farligt at flere familier kom sammen privat og drøftede bibelske emner.. Det kunne føre til en kritisk indstilling og diskussion af farlige emner, og det kunne løbe løbsk. Tonen i Vagttårnets litteratur blev også skrappere og det samme blev tonen i de instruktioner vi ældste fik direkte fra hovedkontoret i Holbæk specielt om hvordan udstødte skulle behandles. I 1981 havde jeg fået nok og opsagde min ældste position med en grundig skriftlig begrundelse. Jeg blev dog overtalt af den præsiderende til at fortsætte som menighedstjener. Han var egentlig ret forstående over for mine synspunkter, men var sikkert bange for at jeg skulle falde helt fra, og så foreslog han denne løsning.

Så gik der nogle år som menighedstjener i en noget forandret menighed. Der var nemlig sket det, at flere af de "fornuftige ældste" var flyttet til andre himmelstrøg, og den mest betydningsfulde og liberale ældste blev alvorlig syg, og kom helt uden for indflydelse på tingenes tilstand. Der kom nye boller på suppen i form af tilflyttede ældste, som var af en hel anden kaliber og som gik 100 % efter vagttårnsorganisationens forskrifter. Bandt andet mærkede vi det i min familie ved, at vi blev ret ofte udspurgt om vore studievaner, hvor meget vi studerede med vore børn , om de ikke snart skulle mere med i hus til hus arbejdet osv. Jeg kedede mig bravt som menighedstjener, og tænkte at hvis jeg blev ældste igen, så ville menighedslivet måske være mere interessant, og jeg ville også bedre kunne undgå unødig indblanding i familiens privatliv og, desuden ville jeg opleve mere ved f. eks. ved at komme ud at holde foredrag i forskellige menigheder. Jeg fik i løbet af kort tid mit timeantal i hus til hus arbejdet til at stige og fluks, så blev jeg udnævnt til ældste i 1987.

Der gik et par år, men så skete der skelsættende ting. Jeg var ældste i Viborg Syd menigheden og det gik nogenlunde fredeligt til. Men i Viborg Nord menigheden var der store problemer. De ældste der var i stor indbyrdes strid om menighedens ledelse, ansvarsposter osv. Den ene ville være større end den anden. De ,som var ældste der, havde også en del problemer med at styre de unge mennesker i menigheden efter Vagttårnets regler. Nogle gik på diskotek og andre fik for meget at drikke, og andre fandt kærester udenfor menighedens regi. Der var hele tiden udvalgssager i gang - også mod de ældstes børn og efterhånden blev menigheden delt i to lejre med hvert hold ældste i hver lejr. Der forekom mindst et tilfælde af anonym smædebrev til en ældste og mange tilfælde af verbale sammenstød med ukvemsord. Det blev nødvendigt for Vagttårnsselskabet i Holbæk at gribe ind og afgøre stridighederne og formane til ro og enhed i menigheden. Det skete to gange, men forgæves ,og så blev der taget et nyt initiativ. De to menigheder blev delt på en anden led. Nu kom det til at hedde Viborg Vest og Viborg Øst, og i den nye Viborg Vest menighed skulle jeg så virke som skoletjener - en relativ neutral post. hvor jeg til en vis grad kunne køre sit eget løb uden at de andre blandede sig. Jeg var også oftest fri for at være med i udvalgssager, som igen i nogle tilfælde kunne føre til udstødelse for overtræderen med deraf følgende kendte konsekvenser for vedkommende.

En af de første mødeaftener i den nye menighed med nye "barske ældste" fra den gamle Viborg Nord, husker jeg følgende episode: Lige før jeg skulle indlede torsdagens møde "Den Teokratiske Skole" henvendte den præsiderende sig til mig og sagde: "Det er kommet frem, at du svovler og bander!" Jeg lignede et spørgsmålstegn og han forklarede, at hans bibelstudie havde oplyst ham om dette. Bibelstudiet bestod af et midaldrende ægtepar. Manden havde stået for leveringen af aviser i byen i en del år, og der var problemer med leveringen af aviserne til rette tid om morgenen på den gade, hvor jeg boede. Jeg kunne ikke mindes, at jeg havde svovlet og bandet over de manglende aviser og det kunne mine daværende kone heller ikke.. Den præsiderende sagde at jeg kunne bare spørge bibelstudiet. Det gjorde jeg så næste gang han var til et af vore møder. Jeg gik direkte hen til ham og sagde: "Sig mig en ting, havde vi et problem dengang du leverede aviserne på vores gade. Han kiggede lidt må mig og rystede på hovedet og sagde så at han ikke mindedes noget problem nogen retning." Senere da jeg drøftede sagen med min daværende kone, kom vi i tanker om at lidt længere nede af gaden var der en husejer, som også led under manglen af tilstedeværelsen af sin morgenavis, og han var kendt for at bruge temmelig store sprogblomster, når situationen krævede det. For øvrigt blev "bibelstudiet" aldrig til et Jehovas vidne, selvom det var tæt på.

Så gik der nogle år med nogenlunde rolige forhold i den nye Vest-menighed,. Jeg holdt lav profil med hensyn til de spørgsmål, som jeg ikke gik ind for. Jeg var efterhånden kommet i en tilstand af uvilje ved at være et Jehovas vidne. Jeg var imod organisationens meget indskrænkede frelseslære, og desuden følge jeg at der var for megen selvretfærdighed og dømmesyge af anderledes tænkende mennesker både af de, som var indenfor og udenfor menighedens regi. Jeg tænkte ofte at komme ud af det religiøse system, som jeg vitterligt var fanget i, men hvordan vidste jeg egentlig ikke, men så skete der noget, som gav et skub i den rigtige retning.

stormen bryder løs

Familien Rosendahl fra den tidligere Nord menighed, (nu Vest) var næsten "gået i stå", som det hedder i JV's terminologi. Da, de var nogle af vor personlige venner, blev jeg som ældste sat på opgaven, at få dem med igen som aktive medlemmer af menigheden. De havde en del indvendinger, både af læremæssig karakter, og i det hele taget med hensyn til den måde tingene blev grebet an på af menighedens ældste, når der var problemer. De havde to børn, som var på vej ud af organisationen, og det voldte dem en del problemer i form af gentagne besøg af ældste, som ville blande sig i deres privatliv i forbindelse med dem og deres børns trosforhold. Min tidligere kone og jeg skulle altså få dem tilbage i folden.

Jeg indlod mig efterhånden med dem i dybe samtaler om Jehovas vidners religionssystem og dets lære, og vi var faktisk enige på mange punkter. Jeg forsøgte dog først, at overbevise dem om, at de ting man ikke kunne forstå skulle man lade ligge, og så bare nyde samværet med de mennesker i menigheden man kunne sammen med, og ellers holde lav profil. Det lykkedes i nogen tid, men tvivlen havde fået fodfæste, og så havde de fået fat i en bog ved navn "Samvittighedskrise", og de anbefalede mig meget kraftig at læse den, selvom den nærmest var at betragte som en forbudt bog for Jehovas vidner at læse. Jeg pløjede mig igennem den på én dag, og blev omgående begejstret for den. Bogen satte en masse ting på plads for mig. Mange af mine tvivlsspørgsmål og forbehold over for Jehovas vidners lære blev behandlet i bogen på en fornuftig og logisk måde. Jeg var ikke det samme vidne efter at have læst "Samvittighedskrise"! Jeg var nu frigjort fra organisation rent psykisk, men dog stadig væk et vidne og medlem af menigheden, men på min egen måde. Jeg fortsatte som ældste, men omlagde efterhånden min fremholdelse af de forskellige emner ved møderne, når de ikke stemte med min nye overbevisning. Dog ikke sådan, at jeg fremførte andre ting end organisationen lærte, men undlod de emner som jeg ikke kunne gå ind for, og havde ofte citater fra Bibelen, som ikke var så meget brugte af Jehovas vidner i almindelighed, fordi de ikke særlig støttede Vagttårnets lære og bragte andre tankebaner frem hos tilhørerne end det de var vant til. Eftersom jeg citerede Bibelen direkte, og ikke fortolkede kunne ingen sige noget til det, og jeg tror egentlig heller ikke, at man lagde rigtig mærke til det. Der blev jo sagt må meget til møderne, som gik ind af det ene øre og ud af det andet.

Der gik ca. 1½ år, hvor jeg fungerede som ældste på denne specielle måde, men så besluttede jeg at nu kunne det være nok. Min tænkepause var forbi. Jeg skrev et brev til ældsterådet, hvori jeg blandt andet gav udtryk for at jeg havde svært ved at håndtere "visse konklusioner og udregninger angående løfternes opfyldelse", men at jeg så frem til at var der tvivlsspørgsmål, vil disse også blive afklaret, når tiden er inde til det. Dette brev resulterede dog i at jeg blev afkrævet en slags troskabserklæring af de lokale ældste. Om jeg troede på "Den Tro og Kloge Træl"? Ved på en lidt snedig kryptisk måde at besvare deres spørgsmål på klarede jeg denne "prøvelse" uden yderligere problemer fra de ældstes side.

Så gik der nogle måneder, hvor jeg nedtrappede mit forhold til den lokale menighed og søgte lidt efter lidt selskab med andre x-vidner. En dag mødte en ældste fra en anden menighed op i min fotoforretning for at høre til mit åndelige velbefindende. Han udspurgte mig om min tro på Jehovas vidner eller mangel på samme. Først sagde jeg til ham, at det var et farligt emne at begive sig ind på, eftersom man kunne blive udstødt for at have de forkerte meninger. Det benægtede han, og sagde desuden, at han gik ind for tankefrihed og ville heller ikke sige noget til andre, hvis det viste sig at jeg mente noget andet end Vagttårnsselskabet officielle lære. Ok - tænkte jeg, så kan jeg da godt tale lige ud af posen. Og det gjorde jeg så - dog på en høflig og saglig måde. Vi skiltes så efter samtalen som de bedste venner, og jeg troede at alt var godt.

Der gik nogle uger, så dukkede pludselig to meget alvorlige ældste fra min tidligere menighed op på min private adresse og ville indkalde til et møde i rigssalen. Jeg svarede, at det ville jeg tænke over, og senere samme aften, da talte jeg med dem over telefonen, kom det frem, at der var en anklage mod mig. Jeg mødte ikke op til omtalte møde, og så blev sagen åbenbart stillet i bero. Men nogle måneder senere i december 1995 optrappedes sagen imidlertid og for anden gang opsøgtes jeg af to ældste fra Viborg - Vest menigheden, som nu havde mere bistre miner på. De indkaldte igen til et møde angående mine tidligere udtalelser. Jeg var nu klar til en konfrontation og mødte op. Hvem var også mødt op til dette såkaldte udvalgsmøde? Det var såmænd den ældste, som under venskabsmaske havde opsøgt mig tidligere på året. Hans vidneudsagn var afgørende, og jeg blev udstødt for frafald fra "den sande tro". For princippets skyld ankede jeg afgørelsen, og efter en ny behandling af sagen blev jeg udstødelsen så endelig stadfæstet. Det bekymrede mig dog ikke så meget, da jeg var helt fri af vagttårnsindflydelsen, men bekymringen gjaldt hvordan min familie vil tage det. I begyndelsen gik det nogenlunde, men som tiden gik mærkede jeg mere og mere "udstødelsesånden" fra min families side (kone og to store børn). De havde nok først regnet med, at jeg ikke kunne klare mosten, og ville hurtigt komme tilbage til menigheden. Dette skete dog ikke, og den familiære situation forværredes, og efter et år som "familiens sorte får" tog jeg mit gode tøj og gik. Jeg slog mig ned i en lejlighed i en anden ende af byen også røg det ægteskab. Nu fulgte så en ny periode i mit liv. Jeg var fuldstændig fri af Jehovas vidner, men desværre også adskilt fra mine to børn og naturligvis også fra min tidligere kone, som omgående ved min fraflytning havde søgte separation, selvom jeg havde opfordret hende til at se tiden an.

Nu var jeg så ude i "kulden"; men dog ikke alene. Ægteparret Ina & Thorkild Rosendahl, som jeg tidligere havde omtalt var blevet udstødt nogle måneder før for samme forteelse som mig, nemlig frafald og yderligere to havde forladt menigheden. Den ene havde udmeldt sig og den anden blev udstødt også for frafald. Vi var nu 5 i alt som var i samme situation, så vi var jo ikke helt alene. Derudover fik vi efterhånden kontakt med andre tidligere Jehovas vidner både blandt andet fra Sjælland og det sydlige Jylland.

Denne kontakt resulterede i at bladet "Kristen Frihed" blev startet som et kvartalstidsskrift. Bladet indeholdt i begyndelsen en del artikler, hvor man søgte at forklare Bibelen på en anden måde end Jehovas vidner, men endnu mere med en almen kritik af Jehovas vidners organisation og dens fremgangsmåder. Efter et nogle år blev foreningen "Kristen Frihed dannet. Det var i 1998 og allerede i 2004 blev "Kristen Frihed slået sammen med "Støttegruppen for Tidligere Jehovas vidner" eftersom kontakten mellem medlemmerne af de to foreninger voksede mere og mere, og man indså det nyttige og praktisk i kun at have en forening , en årlig generalforsamling , en formand osv. Desuden havde jeg truffet Jette, som også havde forladt Jehovas vidner under dramatiske omstændigheder. Vi blev gift i 1998 og Jette engagerede sig i støttegruppearbejde og specielt med at få vor hjemmeside op at stå.

Det er i år 20 år siden at "Støttegruppen for Jehovas vidner" blev oprettet ved et møde i Silkeborg. Jeg var jo ældste dengang og hørte lidt i ny og næ om "de frafaldnes" aktiviteter. Jeg kan huske, at jeg tænkte dengang at det kunne da være interessant at tale med en af initiativtagerne fra denne Støttegruppe. Ikke fordi jeg ligefrem ville gå ud af Jehovas vidner på dette tidspunkt, men jeg havde alligevel en fornemmelse af at oprettelsen af Støttegruppen var forårsaget af mange urimeligheder, som havde sit udspring Vagttårnsorganisationens lære og væsen. Barndommens oplevelser med mine forældres manglende begejstring og ligefrem modvilje mod visse sider af omtalte organisation lå dybt i mig og da jeg gennem årene som vidne og specielt som ældste havde oparbejdet lignende modvilje mod religiøs fanatisme og dogmatisme, var det uden tvivl en naturlig udvikling, at jeg endte med at tage afstand fra Jehovas vidners organisation og tilslutte mig kritikernes række af dette autoritære trossamfund.