VAGTTÅRNETS NYE VIDEOER - EN REN GYSER

Indsat 17. juni 2016

Vagttårnets videoer 2016

Støttegruppen er kommet i besiddelse af Jehovas Vidners program til sommerens stævner i 2016.

Til hvert indlæg findes der en kort video, som illustrerer de tanker, som Vagttårnsselskabet ønsker at videregive til medlemmerne.Desværre har vi dem kun på engelsk, men videoerne er ikke svære at følge med i. For at gøre det lettere finder du herunder en kortere beskrivelse af handlingsforløbene i de fire, vi har udvalgt:

Se links til videoerne i menuen til venstre

Undgå det, der nedbryder loyalitet

Handlingen i videoen virker helt grotesk. Vidnerne bliver i virkeligheden opfordret til at opføre sig uforskammet over for de af deres medmennesker, der ikke er med i troen. Vagttårnet går så vidt som til at råde vidnerne til at undgå kolleger på arbejdspladsen i kaffe- og spisepauserne. En handlemåde, som virker arrogant og selvretfærdig i almindelige menneskers øjne. De ofrer almindelige, sociale handlinger på fanatismens alter. Kan der blot sættes en lille finger på »de verdsliges« mere eller mindre harmløse opførsel, er det nok til at afvise dem som dårligt selskab. Men ikke et ord om de mange alvorlige problemer, som hersker inden for deres egne rækker. Ved at følge opfordringerne mister vidnerne sansen for rimelighed, almindelig medmenneskelighed og social forståelse.

I videoen prøver Karen, som hovedpersonen hedder, at prædike for sine kvindelige medarbejdere på jobbet, men de ønsker sjovt nok ikke at høre på hende. Men bortset fra det optræder de venligt og hjerteligt over for hende. En morgen har hun imidlertid haft et mindre skænderi med sin mand, Robert. Da han ringer til hende på kontoret, siger en af kvinderne, der er bekendt med skænderiet, at hun ikke behøver at tage telefonen med det samme, hvis ikke hun har lyst. Det skader jo ikke at være lidt kostbar. Derfor er denne kvinde i Vagttårns-regi dårligt selskab.

Det er dog svært at se, hvilken »forbrydelse« kollegaen har gjort sig skyld i.

Det er Karen selv, der har fortalt de andre på kontoret, at hun havde haft et skænderi med sin mand. Det ser imidlertid ud til, at Vagttårnet mener, at Karen, som i deres verden skal underordne sig sin mand, bliver opfordret til at være "opsætsig". At få luft for vrede er en del af livet, og heldigvis ender det som regel med, at vi tilgiver hinanden. Men hos et kvindeligt Jehovas vidne kan det give skyldfølelse, og Vagttårnet puster til ilden. Derfor optræder kollegaen som den, der lokker hende til at gøre noget forkert. Men Karen burde i det mindste fortælle sin kollega, hvad hun mener. I stedet for er hun tavs og vender efterfølgende venligt, men bestemt ryggen til kollegaerne og sætter sig for sig selv i pauserne. Hun føler ikke, at hun skylder de andre kvinder på kontoret en forklaring på, hvorfor hun ikke længere vil deltage i det sociale samvær. Men som vi andre allerede har gættet, føler hun sikkert, at det trods alt er for pinligt - hvis det altså foregik i virkelighedens verden.

I almindelige menneskers øjne er det en ganske uforståelig og uforskammet reaktion på en bagatel. Men sådan ser ledelsen i Jehovas Vidner ikke på det. Ved at undgå de andres selskab viser Karen sin »loyalitet over for Jehova« (læs Vagttårnsorganisationen). Denne handling skulle angiveligt styrke hendes forhold til Gud, så hun forbliver loyal mod ham under den nært forestående »store trængsel«.

Vagttårnets kommentar er efterfølgende: »På dette tidspunkt i videoen er det nu klart, at Robert, Karen og andre er langt inde i den store trængsel. Havde Karen ikke tidligere foretaget de nødvendige justeringer i sin venskabskreds, kunne hun have manglet styrke til at forblive loyal under den store trængsel. Må vi udvise størst mulig omhu med hensyn til dem, vi kommer sammen med nu, så vi kan forblive loyale over for Jehova i fremtiden.« Se videoen

Had det Jehova hader - 1

Den næste video demonstrerer på bedste vis, hvordan Vagttårnet vender op og ned på godt og ondt. Den voksne pige i videoen indleder det mest naturlige, et ungt menneske kan gøre, nemlig et forhold til en mand, hun elsker. Forældrene derimod udviser i deres selvvalgte offerrolle en egoisme og mangel på kærlighed til datteren, så det næsten overgår enhver forstand. Det er dem, der optræder ukærligt, ikke datteren. Hun gør dem intet ondt. Alligevel retter de deres vrede mod hende i stedet for – som de burde - mod den organisation, der tillader sig at udøve en utilstedelig magt over sine medlemmer, så almindelig sund fornuft og naturlige følelser bliver kvalt i en kvalmende masse af manipulerende propaganda.

Vi oplever det unge vidne sige: »Jeg følte først skyld. Men efter et stykke tid mente jeg, at det var det, folk, som elskede hinanden, gjorde. Han forstod mig. Jeg elskede ham«. Men det er ikke det, det handler om i forældrenes og Vagttårnets univers. Her bliver hendes kærlighed til den unge mand forvandlet til ondskab, idet kommentaren er, at hun ikke hader det, der er »ondt«, og at hun ikke synes, der er noget i vejen med hendes valg. Hun bliver derfor udstødt af menigheden. Hun får da at vide af sin far, at hun øver en dårlig indflydelse på sine yngre søskende, og af den grund bliver hun bedt om at forlade familien. Pigen kommer da med den for Vagttårnet helt uantagelige meningstilkendegivelse: »For første gang i mit liv gør jeg det, jeg har lyst til, og jeg er villig til at opgive alt for ham.« Se videoen

Had det Jehova hader - 2

Efterfølgende bliver der i videoen fokuseret på, hvor synd det er for forældrene. Pigen alene er skyld i deres store hjertesorg. Men de er loyale mod Vagttårnstroen og undgår al kontakt med datteren. Selv hvis hun ringer, tager de ikke telefonen. Det ender efter flere år med, at datteren vender tilbage uden sin mand til Jehovas Vidner. Hun er da fuld af anger over den sorg, hun har voldt sine forældre og Jehova. Nu er alt så lykke og idyl igen, og hun kan se frem til at være blandt de overlevende i »den store trængsel«, der snart tilintetgør dem, der ikke har vist sig at være loyale mod Vagttårnet. Hvordan de ellers har levet deres liv, kan i den forbindelse være komplet ligegyldigt. Se videoen

Vær loyal ligesom Jesus i din ungdom

Den fjerde video viser en unge pige, der netop har fundet et barndomsbillede af sin far med en violin. Hun vidste ikke, han kunne spille violin, fortæller hun ham smilende. Herefter går vi tilbage i tiden og oplever den på sin vis grusomme historie.

Da pigens far var barn, var han virkelig god til at spille violin, og da han en dag spiller et stykke for en musiklærer, bliver han inviteret til at deltage i en talentkonkurrence for børn med helt særlige evner. Men det ønsker hans far ikke og nedlægger forbud. På trods af det er der en venlig stemning mellem far og søn, der gør det lettere at sluge kamelen.

Men der er ikke kun tale om, hvorvidt drengen kunne tage skade af at deltage i en konkurrence. Faderen ønsker slet ikke, at sønnen skal udvikle sit talent ved fremover at blive undervist af professionelle musikere. Hvis han skal gøre karriere i branchen, vil han ikke kunne undgå at være sammen med folk, der ikke elsker Jehova, er et af argumenterne. »Vi spiller violin for vor egen fornøjelses skyld. Det er anderledes med verden«, forklarer faren også og fortsætter: »Presset for at blive den bedste vil være så stærkt, at det vil kunne opsluge dig. … Folk, der kommer på konservatoriet, tænker kun på deres karriere. … Vi må vise Jehova, at vi først og fremmest elsker ham.«

Og hvad blev enden på historien? Drengen vokser op og bliver far til en pige, der som teenager end ikke vidste, at hendes far kunne spille violin. Hans drømme var blevet knust af en organisation, der siger, som janteloven foreskriver: »Du skal ikke tro, du er noget«. Det er et religiøst foretagende, der vil stjæle sjæle. Se videoen

Nej til blod

Den næste video er en fortsættelse af den forrige. Faren er nu blevet indlagt på sygehuset og nægter at modtage blod. Situationen lægger op til, at han risikerer at dø. Datteren sidder ved hans side, og vi ser, at de begge får tårer i øjnene. Men ellers ingen dramatik. Kravet om nej til blod er ikke til diskussion. Faren ser tilbage i tiden og husker, at hans egen far lærte ham: »Vi må vise Jehova, at vi først og fremmest elsker ham.«

Men det ser ikke ud til, at kærligheden bliver gengældt, for hans gud har frataget ham glæden ved at spille violin, og nu ser det også ud til, at han vil berøve ham selve livet. Se videoen

Loyale anerkender Jehovas domme

Vagttårnsorganisationen vil nu stramme op over for dem, for hvem det er lykkedes at glide lige så stille ud af trossamfundet uden at blive udstødt. Det skal ikke bare gå ustraffet hen. Hidtil har mange med familiær baggrund inden for sekten, fortsat kontakt med dem. stadigvæk »med god samvittighed« kontakt med dem fortsat med at komme sammen med disse personer, især hvis det er medlemmer af deres nærmeste familie. Men det skal være slut, mener Jehovas Viners styrende organ.

Vagttårnet kan ikke holde øje med alle. Derfor bliver vidnerne opfordret til personligt at udstøde disse mennesker, hvis de begår "en alvorlig synd". I Vagttårns-regi er det blandt andet følgende handlinger og meninger:

De siger med andre ord: »Gør det, vi fortæller dig, ellers vil du aldrig se dine elskede igen.« Se videoen

Dårligt selskab

Om »dårligt selskab« skriver Vagttårnet i øvrigt: »Vi kunne begynde at sympatisere med verdens opfattelse; at der ingen mening er i at forblive i et vanskelig ægteskab. Vi kunne komme til at godtage verdens tolerante syn på umoral, herunder homoseksualitet. Vi kunne blive optaget af materielle sysler, hobbyer og fritidsaktiviteter.« Se programmet