TV-værts bror udstødt

Artikler i BT om Jehovas Vidner 13. maj 2014

Artikel i BT

»Den 10. maj får Morten Jeppesen en frygtelig besked, da han ringer til sin mor. Hun fortæller ham, at han ikke skal dukke op til den årlige familiefest. Han er blevet udstødt.«

Således starter artiklen om Morten Jeppesen - bror til den kendte tv-journalist Michael Jeppesen. Morten var indtil for to år siden medlem af Jehovas Vidner, men holdt op med at have tilknytning til sin tidligere menighed. Han fortæller i artiklen: ”Efter nogle negative oplevelser med medlemmer af Jehovas Vidner begyndte jeg at tvivle på den måde, de så verden på. Jeg efterprøvede eksempelvis mange af de svar, de gav på verdens skabelse og havde umådelig svært ved at se logikken i det. Men han kunne fortsat se sin familie, fordi han ikke var udstødt, og det samme kunne hans bror, Michael Jppesen, som for 20 år siden forlod Jehovas Vidner uden at blive udstødt.

Men så skete der følgende: Den 30. marts i år modtog Morten et opkald fra en af de ”ældste” i hans tidligere menighed. Det var en kort samtale. Morten blev spurgt, om han stadigvæk betragtede sig selv som en del af Jehovas Vidner. Til dette spørgsmål svarede Morten nej, og efter denne samtale bliver det meddelt i hans tidligere menighed på Nørrebro, at han ikke længere er medlem af Jehovas Vidner.

Han har trukket sig tilbage, og nu skulle han betragtes på samme måde som en udelukket (udstødt). Grunden var åbenbart, at Morten havde deltaget i et radioprogram, som ikke faldt i Jehovas Vidners smag, hvilket førte til omtalte udelukkelse. Nu ville forældrene ikke se ham længere. Morten havde ingen interesse i at afskære sig selv, da han ikke var interesseret i at vække opsigt i menigheden på nogen måde og ødelægge forholdet til sine forældre. Morten udtalte om sine forældre: ”Mine forældre er gode mennesker. Selvom de er troende Jehovas Vidner, har vi altid haft et afslappet forhold til omverdenen.

Sådan er det ikke med mange andre i lukkede trossamfund, som ser verden som absolutter.” At sagen kom til pressen var foranlediget af et åbent brev på Facebook, som Morten opslog efter de omtalte begivenheder. På et af de følgende sider i BT kom der så en ny og uddybende artikel om Jehovas Vidner og et par interviews med tidligere medlemmer – Søren Bo Henriksen og Poul Dal. Søren Bo Henriksen udtalte, at udstø-delsen af Morten Jeppesen Vidner om et presset trossamfund. Han udtalte videre, at der primært var to faktorer, som øger presset på Jehovas Vidner. Den ene er begrænset medlemstilgang. Den anden er, at man ikke længere har en dato for dommedag. Seneste tidspunkt var 1975, hvor man forventede verdens ende, og siden har man ikke kunnet diske op med en ny dato. Det er efterhånden blevet svært at holde varm luft i ballonen, og så forsøger man med kæft, trit og retning i stedet, forklarede han. Poul Dal blev interviewet om de konsekvenser frafaldet fra Jehovas Vidner havde haft i hans liv. Begge hans børn ville ikke have forbindelse med ham, og hans to 1½ år gamle børnebørn ser han heller ikke noget til. Han udtaler til slut i interviewet: ”Jeg kan godt forstå at Morten Jeppesen er chokeret og ulykkelig.

Han har haft et godt forhold til sine forældre og pludselig, bang, er de der ikke mere.” Efter denne omtale henvendte Støttegruppen sig til den journalist, som havde skrevet artiklerne og forklarede, at til trods for deres mærkelige udstødelsespolitik i forbindelse med ”afskærelse fra Jehovas Vidner”, var de stadigvæk et anerkendt trossamfund, og det var i modstrid med de retningslinjer, som gælder for anerkendte trossamfund i Danmark.