Støttegruppen - hvorfor "ikke-religiøs"?

I foreningens vedtægter hedder det i §2, stk. 1 og §3 stk. 5: ", at foreningen er upolitisk og ikke-religiøs. Dens formål er at hjælpe mennesker der udstødes eller selv forlader Jehovas Vidner." .

Som det fremgår af de to citerede paragraffer fra foreningens vedtægter, er der tale om en forening med et humanistisk formål, hvor der primært bliver lagt vægt på at yde hjælp til dem, som måtte have problemer efter at have brudt med Jehovas Vidner, eller som på anden måde har problemer inde på livet som følge af en kontakt med Jehovas Vidner.

At foreningen er "ikke-religiøs" er faldet mange for brystet, særligt blandt troende generelt, men især blandt de tidligere medlemmer af Jehovas Vidner, som har fundet sig et religiøst holdepunkt efter deres brud med sekten. Mange har det tilsyneladende - i denne sammenhæng - med at forveksle "ikke-religiøs" med "anti-religiøs". "Ikke-religiøs" betyder ikke at vi er imod religion, men at vi forholder os neutrale i religiøse spørgsmål. Der ikke noget til forhinder for at tale om tro og religiøsitet, men det er ikke det der er vort mål. Målet er at hjælpe de udstødte og frafaldne til blive resocialiseret i samfund, få etableret et nyt socialt netværk uden for sekten.

Dette skal ses i lyset af at mange, ofte i mange år efter deres brud med Jehovas Vidner reagerer psykisk og følelsesmæssigt meget voldsomt på religiøse emner, og specielt når de møder mennesker, der er eller virker "missionerende" i deres måde at udtrykke sig på eller i diskussioner.

Støttegruppen er blevet oprettet primært med det formål, at de der har problemer som følge af deres tilværelse som et Jehovas Vidne, kan have et fristed, hvor de kan tale om deres oplevelser med ligesindede på deres egne vilkår. Den der for eksempel står med psykiske problemer efter Jehovas Vidner har i mange tilfælde kun støttegruppen, som et fristed til at møde ligesindede De der har været i stand til bibeholde deres religiøsitet og som har tilsluttet sig til et nyt trossamfund, har så at sige "deres på det tørre". Hvis Støttegruppen havde en religiøs holdning, eller havde det som mål at udvikle en sådan, kunne den meget vel udvikle sig til blot at blive en "contra-sekt" af Jehovas Vidner, fordi der altid vil være en udtalt risiko for, at den religiøse nyorientering vil være betinget af, at skulle være i et modsætningsforhold til Jehovas Vidners tro.

Hvis vi som forening gjorde os til talsmand eller talerør for bestemte holdninger eller udlægninger i religiøse spørgsmål, set i forhold til Jehovas Vidner, vil der være en udtalt risiko for, at vi ville få bortledt opmærksomheden fra det der er det væsentlige for støttegruppen: At støtte den enkelte i bestræbelserne på at få løst sine problemer, til at starte en ny tilværelse uden for Jehovas Vidner, at hjælpe den enkelte frem til selv at vælge, hvad han eller hun måtte anse at være det rette for vedkommende selv. Hvis støttegruppen havde religiøse funktion, som det væsentlige ville den blot overtage den rolle som Jehovas Vidner tidligere havde i vedkommendes liv, og hvad har vi så udrettet?

En anden vigtig side ved dette spørgsmål er det billede som Jehovas Vidner som har af udstødte og frafaldne. Sektens medlemmer har fået opbygget et følelsesmæssigt skræmmebillede, som gør det yderst vanskeligt for dem at kontakte tidligere medlemmer, og specielt dem der "organiserer" sig. Mange er i adskillige år efter bruddet med sekten fortsat overbeviste om, at det er Jehovas Vidner der ikke alene har, men også er "sandheden". Hvis Støttegruppen udtrykker eller formidler religiøse holdninger, vil dette kun virke som et angstprovokerende og skræmmende element, som vil afholde dem fra at henvende sig.

De erfaringer vi har gjort siden foreningens begyndelse i 1989 har med al tydelighed vist, at der er brug for er et forum, som Støttegruppen, hvor det er muligt at kunne tale om sine oplevelser og sine følelser, uden risiko for at blive præsenteret for nye religiøse holdninger, før man har lært at forholde sig til det man har forladt. Har vedkommende så lyst til at gå over til en anden trosretning, ja så er det hans valg og beslutning, alene!

At støttegruppen er "ikke-religiøs", udelukker ikke, som tidligere nævnt, at der kan tales om religiøse emner. Det vil imidlertid altid ske inden for de rammer som er afstukket i foreningens vedtægter, hvor vægten er lagt på det oplysende. Bliver religiøse emner bragt på bane, vil det altid være den som psykisk har det dårligst med hensyn til religiøsitet i den pågældende sammenhæng, der vil være retningsgivende for omfanget og arten af det der tales om.