Hvordan jeg kom videre efter Jehovas vidner og blev troende igen

på min egen måde

Af Dorthea Tanja Friis

Der er nok mange måder at komme videre på efter bruddet med Jehovas Vidners organisation. Måske mest afhængig af, hvad man har følt sig mest presset af og hvilken frihed man har mest brug for. Hvis man har været socialt presset til at tro på Organisationens fortolkninger og holde dens regler, kan det jo næsten være en frihed i sig selv bare at gå ud af Jehovas Vidner. Men hvis presset kommer indefra, gennem samvittigheden og konstante skyldfølelser, så er det nok mere troen, der stadig er i en i en eller anden form. Så kan man jo let blive sin egen dommer og dermed ødelægge sig selv med skyld og dårlig samvittighed og følelsen af aldrig at være god nok for Gud og altid være forkert. Hvis det er sådan man har det, kan det tage mange år at få sin frihed igen og få sit selvværd genoprettet. Så er man først nødt til enten at komme dertil, hvor man ikke længere tror på Gud og/eller religion, eller også se den gamle sandhed i øjnene og indse, at det måske ikke er den endegyldige sandhed. At der måske er flere sandheder. At Gud måske i virkeligheden ikke har udstødt en, men at det kun er en menneskeskabt organisation, der har udstødt en, på grund af deres egen fortolkning af Bibelen. Samtidig med skyldfølelserne kan det også være svært at føle sig rigtig fri, hvis ens angst for døden fylder for meget i ens liv, og man ikke længere føler, at man har et håb om liv efter døden. Det kan være svært at få et liv efter JV, fordi man jo er nødt til at skabe et helt nyt verdensbillede og derfor også tit misforstår andre mennesker og føler sig selv misforstået af andre. Det er svært at skabe en ny omgangskreds og få dem til at forstå, hvilken situation man er i, og hvilken angst man (evt.) lever med. Andre forstår bedre ens sorg over savnet af familien og vennerne, som man har mistet, da man brød med organisationen. Så man kan føle sig meget alene. Samtidig med at andre forventer man har sin egen mening om alting, hvilket man jo først skal til at danne sig. De kan selvfølgelig ikke forstå, hvis man siger "ifølge bibelen" eller "Organisationen" … … Man er nødt til at lære at diskutere, og at man godt kan have hver sin mening uden at blive uvenner af den grund.

For mig personligt har det vigtigste i min helingsproces været at turde se JV's fortolkninger dybt i sømmene. Det har været svært at starte op, da det var meget angstprovokerende for mig at se på den tro og de bibelvers, der havde dømt mig til døden. Jeg læste flere bøger, bl.a. bogen: "Samvittighedskrise" skrevet af Raymond Franz, som var med i det styrende råd inden for JV i mange år. Den var en stor øjenåbner for mig. Og efter studie af Bibelen og flere historikeres måde at se den på må jeg sige, at min nye "sandhed" har frigjort mig. Jeg ser ikke mere Organisationens fortolkning som sandheden. Nok tværtimod. Jeg ser nærmere JV som nogle mennesker med en fortolkning af Bibelen, som er blevet dem pålagt, uden at de selv studerer bibelen og stiller spørgsmålstegn ved noget, og uden at de danner sig deres egen mening og dermed heller ikke danner deres egen samvittighed samt et personligt forhold til Gud. Jeg ser dem som mennesker, der har brug for kollektivt at tilbede Gud og føle tryghed i, at kun de har "sandheden".

Jeg mener nu at vi alle har muligheden for at tilbede Gud og have et personligt forhold til ham gennem Jesus. At det er vores gerninger og kærligheden til andre mennesker og vores barmhjertighed over for andre, endda de mindste, altså dyrene, der er af afgørende værdi for, hvor gode og hvor åndelige vi er. Et mærkat som "JV" tror jeg ikke er nok til at være et godt menneske. Ellers var der vel ikke så mange sager omkring incest osv. inden for vidnerne. Der er brodne kar alle vegne uanset tro og mærkater. Efter at jeg er begyndt at se Organisationen med nye øjne og ikke engang mener, de har belæg for alle deres regler ud fra Bibelen, må jeg sige, at jeg føler mig mere åndelig, når jeg læser Bibelen og forsøger at leve et liv i glæde med andre og ønsker andre det godt. Det giver en helt ny følelse af tilfredshed at ønske at gøre godt.

Jeg har i mange år levet med en massiv angst for døden. Nu tror jeg ikke længere, at jeg er mere udsat for at dø end andre mennesker. Men har alligevel haft det dårligt med det manglende håb efter døden.

Men for et par år siden læste jeg en bog, skrevet af en tidligere sognepræst, som havde haft en nærdød-oplevelse. Den hedder: "Lys bag døden" skrevet af Kirsten Mørch-Nielsen. Den gav mig meget at tænke over i forbindelse med, hvordan man i virkeligheden kan vælge at leve sit liv og være ond eller god på flere måder. Den gav mig også et nydt aspekt i det at have åndelighed i sit liv. Efter den har jeg læst flere andre bøger om emnet, og de bekræfter alle samme erkendelse. Det blev springbrættet til, at jeg begyndte at interessere mig for reinkarnation. Jeg har i mit liv i forvejen haft flere oplevelser der bekræfter, hvad jeg nu læste mig til. Efterhånden føler jeg, at jeg har fundet en mening med mit liv og med de sorger og erfaringer jeg har haft. Det har også givet mig en mere positiv måde at se fremtiden på.

Jeg føler sagtens jeg kan kæde den tro sammen med troen på Gud og Jesus. Det kommer jeg nærmere ind på senere i artiklen. Alt i alt føler jeg nu at åndelighed for mig er meget mere end regler og principper. Det er en livsindstilling. Min angst for døden er også blevet minimal, nu da jeg tror på mere efter døden og en højere mening med livet. Sorgen er samtidig blevet mindre, efter jeg føler, jeg forstår grunden til, at jeg skulle opleve den. Noget der har hjulpet på min dødsangst er at forholde mig til, at vi alle skal dø. De fleste andre mennesker begynder først at tænke på døden når de bliver ældre. Men da jeg jo er opdraget til at tænke på døden og Harmagedon fra jeg var helt lille, er døden for mig meget nærværende. Jeg har på grund af min angst gået hos en psykolog, der arbejder med kognitiv terapi, som er måden at tænke på. Derved har hun hjulpet mig til at vende mine negative tanker og sætninger, som ødelagde mit liv. Samtidig arbejder hun med Geron-terapi, som er alderdomsterapi. Det har for mig været en god kombination, da hun så forstod min dødsangst og kunne gå ind i den sammen med mig. Jeg har de sidste par år arbejdet meget med mig selv, også gennem det at heale mig selv og andre efter deres eget ønske. Det har skabt ro i min sjæl. Især fordi jeg mediterer samtidig. Jeg har aldrig følt mig så meget i balance, som jeg føler mig nu. Og jeg tror især den kommer gennem roen og ligevægten indvendig. Jeg er efterfølgende blevet meget interesseret i det alternative, hvilket giver mig en ekstra dimension i mit liv, som både skaber glæde og nye værdier for mig. Samtidig med at jeg har lært hvor vigtigt det er at være positiv og se livet som en læring på både godt og ondt.

Jeg anser Jesus for at være den største healer og da helt klart den største af guds sønner og døtre på jorden. Og for mig set forstår jeg godt, hvorfor hans eksempel var værd at følge. Han var imod alle de regler og måden farisæerne dømte folk på. Han mente at kærligheden og "barmhjertigheden triumferer over dommen." Han så på mennesket bag handlingen. Og appellerede til det positive og åndeligheden i os selv. Derfor ser jeg troen på Jesus og Gud som nemt foreneligt med filosofien bag reinkarnation. Det at man skal leve et værdigt liv, skal lære af livet og erfaringerne og bruge den viden til forståelse af andre. Og det at man må tage konsekvenserne af de handlinger man gør, og tage ansvaret for sit eget liv og de valg man tager.

Jeg har i mange år savnet det fællesskab mellem forskellige aldersgrupper, som jeg synes der var i min barndom på Ærø blandt JV. Men i mine nye interesser og nye værdier i livet har jeg fundet venner og veninder i mange aldre, og har også fundet flere at være åndelige sammen med. Det har beriget mit liv meget. Gennem mit arbejde og mit medlemskab i Støttegruppen for tidligere JV har jeg også fundet mange kærlige mennesker med hjertet på rette sted og med forståelse for mine tanker og følelser. Samtidig med at vi er meget forskellige i vores måde at se religion og flere andre emner på. Det er både berigende og ganske forløsende, at vi kan have det sjovt sammen uden at skulle være ens.

Den eneste sorg, jeg nok aldrig kommer mig over, er tabet af min mor, far og lillesøster. Og vreden over at en fortolkning af Bibelen og en menneskelig organisation kan skille mig fra min familie og ødelægge deres respekt og kærlighed over for mig som person. Det er så langt fra, hvad jeg tror Jesus ønskede at man skulle bruge troen og Bibelen til. Men det er desværre mine vilkår, som en psykolog engang sagde til mig. Til gengæld ville jeg aldrig have haft så meget empati og forståelse for andre i samme situation uden den erfaring.

Min artikel er ikke skrevet, fordi jeg ønsker at diskutere min religion og livsindstilling med andre. Det er for mig en meget personlig sag og en lang proces, som muligvis slet ikke er færdig endnu. Men jeg har skrevet artiklen for at skildre den lange proces det kan være at komme ud af JV og finde sig selv efter bruddet. Og for at vise at processen er vigtig for at nå målet om åndelig frihed. Det her var bare min måde at komme videre på. Men det er vigtigt, når man går ud af JV og alt ser sort ud, at vide at der er lys for enden af tunnelen. Man kan både finde sig selv og sin Gud igen, hvis man ønsker det. Og der er selvfølgelig mange flere muligheder for at komme videre end dem, jeg har nævnt.

Jeg forstår i dag vigtigheden af skriftstedet, at ”man skal elske andre som man elsker sig selv". Det er vigtigt at elske sig selv, nok til at sætte grænser, og vigtigt at have samme respekt og kærlighed til sig selv, som man har til alle andre. Ellers bliver man drænet for energi, og har derfor intet at give af. Og andre forstår ikke hvad man giver, eller ens værdi, hvis man ikke har respekt og kærlighed til sig selv. Dette er en vigtig læring, når alt man har lært inden for Jehovas vidner er, at give ubegrænset af sig selv. Og at intet man giver og gør er godt nok. Man skal derfor efterfølgende lære, at man er god nok. Bare ud fra det man er, Ikke kun ud fra hvad man gør.

Det var bare min historie.