Citater hentet fra:
Vagttårnet lærer, at alle kristne siden Jesu død og helt op til omkring 1935 udelukkende havde et himmelsk håb og ikke et jordisk. Da det desuden lærer, at kun 144.000 skal i himlen, betyder det ifølge vidnerne, at de fleste, som i århundreder har bekendt sig til kristendommen, er falske kristne - til trods for at der blot i det første århundrede gik flere hundrede tusinde kristne i døden for deres tro.
Dette er ledelsen bag Vagttårnet udmærket klar over, for i Vagttårnet, 15. juni 1952, var der en artikel, der hed: "Hadet for hans navns skyld". Her beskrives 10 grusomme forfølgelser, der fandt sted i den kristne menigheds første tid. Alene i Ægypten blev der ved en lejlighed dræbt 144.000 kristne, skrev artiklen.
Hvordan dette kan hænge sammen med Vagttårnets lære, som det fremgår af de følgende artikler, ville være et godt spørgsmål at stille vidnerne.
CITAT:
Hvor mange skal i himmelen?
13 … … Det samlede antal af dem der kommer i himmelen, vil være lille i forhold til de mange der får liv på jorden under Rigets styre. Jesus sagde til sine disciple: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget." — Lukas 12:32.
14 Men hvor mange skal høre med til denne lille skare af herskere i Riget? Vil den kun omfatte apostlene og Jesu allerførste disciple? Nej, ifølge Bibelen vil ’den lille hjord’ omfatte nogle flere. I Åbenbaringen 14:1, 3 siger Bibelen: „Og jeg så, og se! Lammet [Jesus Kristus] stod på [det himmelske] Zions bjerg, og sammen med det et hundrede og fireogfyrre tusind . . som er blevet købt fra [eller taget bort fra] jorden." På det himmelske Zions bjerg stod der altså kun 144.000 sammen med Lammet, Jesus Kristus. (Hebræerne 12:22)
Således viser Bibelen at ikke alle gode mennesker kommer i himmelen, men at kun 144.000 prøvede og trofaste mennesker skal i himmelen for at herske sammen med Kristus.
Guds menighed… …
18 Men når Bibelen taler om „den levende Guds menighed", bruges udtrykket om en særlig gruppe af Kristi disciple. (1 Timoteus 3:15) De kaldes også „menigheden af førstefødte som er blevet indskrevet i himlene". (Hebræerne 12:23)
Denne „Guds menighed" består altså af alle de kristne på jorden som op gennem tiden har haft håb om himmelsk liv, og den vil til sidst bestå af 144.000.I dag er der kun nogle få, en rest, tilbage af disse på jorden. De kristne som har det håb at leve evigt på jorden, henter åndelig vejledning hos medlemmerne af „den levende Guds menighed".
Om denne menighed der har 144.000 medlemmer bruger Bibelen også udtryk som „bruden, Lammets hustru," „Messias’ legeme", „Guds tempel", „Guds Israel", „det ny Jerusalem". — Åbenbaringen 21:9; Efeserne 4:12; 1 Korinter 3:17; Galaterne 6:16; Åbenbaringen 21:2.
8 Da Jesus fortalte om sin nærværelse i Rigets magt, sagde han: „Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl hvis hans herre, når han kommer, finder ham i færd med at gøre således. Jeg skal sige jer sandheden: Han vil sætte ham over alt hvad han ejer." (Mattæus 24:45-47) Da Kristus kom i Rigets magt i 1914, fandt han da en gruppe mennesker der var som ’en trofast og klog træl’ der uddelte åndelig „mad", eller oplysning? Ja, han fandt en „træl" der bestod af den rest af hans 144.000 „brødre" der endnu var på jorden. (Åbenbaringen 12:10; 14:1, 3) Og siden 1914 har millioner taget imod den „mad" de har uddelt, og er begyndt at praktisere den sande tro sammen med dem. Denne organisation af Guds tjenere kaldes Jehovas Vidner.
Teokratisk ledelse i dag
13 Også i Guds synlige organisation i dag gives der teokratisk ledelse og vejledning. På Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn i New York er der et styrende råd af kristne ældste fra forskellige dele af jorden som sørger for det nødvendige tilsyn med Guds folks verdensomspændende arbejde. Medlemmerne af dette styrende råd hører alle til „den trofaste og kloge træl". Det styrende råd tjener som talerør for denne trofaste "træl".
CITAT SLUT
CITAT:
17 De 144.000 udvælges blandt mænd og kvinder, men de er alle trolovede med den himmelske brudgom og skal være hans brud. I det gamle Israel måtte ypperstepræsten kun tage en jomfru til hustru. Eftersom Jesus Kristus er Jehovas ypperstepræst bør han i harmoni med denne regel kun have en jomfru som sin himmelske brud. (2 Korinter 11:2) Som følge heraf kræves det af de 144.000 at de ’ikke besmitter sig med kvinder’ men bevarer deres jomfruelighed. De gør dette ved at bevare sig selv uplettede af verden og undgå religiøst ægteskab med denne verdens religiøse samfund, der sammenlignes med kvinder. De må ikke være som jomfruerne i det gamle Babylon, der, før de kunne gifte sig lovformeligt, skulle begive sig hen til templet for Venus (Ishtar) og over for hende prisgive deres jomfruelighed til den højestbydende. Ingen af dem kan være „skøger" fra Babylon. (Jakob 1:27; 4:4) Var de det, ville den himmelske brudgom aldrig optage dem i sin brudeskare.
18 Da der ’ikke blev fundet løgn i deres mund’ og „de er dadelfri", er det sikkert at de altid forkynder den gode nyhed om Guds rige uforfalsket. De holder ikke fast ved Babylons falske læresætninger eller udbreder dets løgne og falske religion. De har ikke Babylons navn skrevet på deres pander som om de var Babylons trælle og tilhørte det.
I stedet har de Lammet Jesu Kristi navn og hans Faders navn skrevet på deres pander. Dette viser tydeligt og offentligt hvem de tilhører som trælle og disciple. Som Lammets brud er det rigtigt af dem at bære hans navn. Eftersom sproget hebraisk nævnes to gange i bogen (Åbenbaringen 9:11; 16:16) og eftersom apostelen Johannes var hebræer, var det andet navn han så skrevet på de 144.000’s pander uden tvivl det hellige hebraiske tetragrammaton ( ... ... JHVH). Dette er et afgørende vidnesbyrd om at de 144.000 trofaste kristne der ses på Zions bjerg, er Jehovas vidner. — Esajas 43:10.
CITAT SLUT
CITAT:
Spørgsmål fra læserne: Er Jesus kun „mellemmand" for de salvede kristne?
Ordet „mellemmand" forekommer kun seks gange i De kristne græske Skrifter, og det benyttes hver gang i forbindelse med en formelt indgået pagt. Moses var „mellemmand" for Lovpagten, der blev indgået mellem Gud og Israels folk. (Gal. 3:19, 20)
Kristus er derimod „mellemmand for en ny pagt" mellem Jehova og det åndelige Israel, „Guds Israel", hvis medlemmer skal tjene som konger og præster sammen med Jesus i himmelen. (Hebr. 8:6; 9:15; 12:24; Gal. 6:16) På et tidspunkt da Gud var i færd med at udvælge dem der blev taget med i denne nye pagt, skrev apostelen Paulus at Kristus var den eneste „mellemmand imellem Gud og mennesker". (1 Tim. 2:5) Vi kan gå ud fra at Paulus her benyttede ordet „mellemmand" i samme betydning som de øvrige fem gange han brugte det (før han skrev Første Timoteusbrev) — nemlig med henvisning til dem der dengang blev taget med ind i den nye pagt, den pagt som Kristus er „mellemmand" for. I denne strengt bibelske betydning er Jesus altså kun „mellemmand" for de salvede kristne.
CITAT SLUT