VAGTTÅRNETS BESYNDERLIGE FORTOLKNING AF DANIELS BOG

af Jette Svane

I 1999 udgav Vagttårnsselskabet en bog med titlen "Giv agt på Daniels profeti". Ikke siden "Ske din vilje" udkom i 1958, har Vagttårnet udgivet en bog, som forklarer Daniels Bog vers for vers. Med den nye bog er der imidlertid ikke kommet meget "nyt lys". Alt står ved det gamle med hensyn til Vagttårnets evne til at dreje opfyldelsen af bibelvers hen på netop deres organisation .

Det specielle ved Daniels Bog er nok det, at den appellerer til religiøse sværmere, som spekulerer i verdens ende, og til sekter, der mener at sidde inde med "den endelige sandhed". Her tænker jeg først og fremmest på den virkning, som ordene fra en engel i Daniel 12:9-10 har på sådanne mennesker: "Gå bort, Daniel, for ordene er der sat lukke og segl til endens tid. Mange skal sigtes, renses og lutres, men de gudløse handler ugudeligt, og ingen af de gudløse skal forstå, men det skal de forstandige."

Ja, hvem vil ikke gerne høre til de forstandige? Vagttårnsselskabet mener selvfølgelig, at det som det eneste samfund forstår at udlægge Daniels profetier, ligesom det også mener at kunne forklare følgende ord fra Daniels Bog: "Fra den tid det daglige offer ophæves og ødelæggelsens vederstyggelighed rejses, skal der gå 1290 dage. Salig er den, der holder ud og oplever 1335 dage." (Daniel 12:11-12).

Disse ord har gennem tiden givet næring til fantasien hos mange "endetidsprofeter" og gør det stadigvæk. Det samme kan siges om fortolkningen af Nordens og Sydens konge i det 11. kapitel af Daniels Bog. For de vidner, der med et åbent sind derfor går i gang med at læse "Giv agt på Daniels profetier", kan bogen måske virke spændende. De får indgivet en følelse af, at de er på vej til at få indblik i fortid, nutid og fremtid, som det kun er nogle ganske få beskåret. Men efter min mening tangerer bogens indhold noget, der ligner religiøst svindel.

Alle historisk sagkyndige er enige om, at versene i Daniels Bog kapitel 11 og 12 tager sit udgangspunkt i tiden efter Alexander Den Store (død 323 f.v.t.), og at e slutter med den syriske hersker Antiocos IV Ephifanes, som døde i 164 f.v.t. Men ifølge JV har en meget stor del af de to kapitler fået sin opfyldelse i det tyvende århundrede, og Vagttårnsselskabet spiller selvfølgelig en hovedrolle i den forbindelse.

Retfærdigvis skal det dog nævnes, at JV giver læseren af både deres gamle og nye Danielsbog et vist indblik i den historiske baggrund for Daniels omtale af Nordens og Sydens konger. Men hvis man ikke sætter sig lidt dybere ind i dette, og hvis man kun læser Vagttårnets litteratur om emnet, kan nogle naive sjæle måske forledes til at sluge JVs fortolkninger råt. Derfor har jeg kort gjort rede for, hvad der historisk skete i den periode, som disse kapitler handler om. Man kan klikke sig ind på dette herunder eller fra panelet i højre side. Men man kan også blot springe det over, hvis man har lyst til det.

HVORDAN UDLÆGGES DANIELS BOG KAP. 11 OG 12 AF JV?

Helt frem til Daniel 11:19 følger JV stort set den almindelige anerkendte måde at udlægge kampene mellem Nordens og Sydens konger på. Men den sidste Nordens konge, Antiochos IV Ephifanes og dennes bedrifter, som det beskrives i Daniel 11:21-45 samt dele af det 12. kapitel, bliver udlagt på en usædvanligt fantasifuld måde. Ja, selv hvis man forholder sig yderst positivt til denne fortolkning, må man foretage nogle vanvittige hjernevridninger, hvis man blot skal kunne følge dem lidt hen ad vejen.

ER VERDENSHISTORIEN FORUDAGT AF DANIEL?

Sagen er den, at JV ikke blot mener, at Nordens og Sydens konger hørte til i den omtalte tidsperiode. De mener faktisk, at begivenhederne omkring Antiochos IV Ephifanes ikke handler om ham, men er intet mindre end verdenshistorie skrevet på forhånd. Absolut intet sted fra kapitel 11:21-12:13 antydes det, at den omtalte konge skifter identitet - for ikke at tale om nationalitet. Hvis man sammenligner udtrykket "i hans sted" i 11:20 og 21 med 11:7, vil man desuden se, at "i hans sted" på ingen måde betyder, at der sker et spring i tiden, eller at en ny verdensmagt afløser en gammel.

Antiochos IV's forgænger Seleukus IV (11:20) bliver for JV til den romerske kejser Augustus, og dermed har man med et enkelt vers sprunget ca. 160 år frem i tiden. Det næste vers, som omtaler Antiochos IV Ephifanes, bliver hos JV til den romerske kejser Tiberius. I hans regeringstid blev Jesus korsfæstet, og derfor mener JV også, at pagtsfyrsten, som omtales i 11:22, er identisk med Jesus Kristus. Her kunne man måske med lidt god vilje følge deres tankegang. Men derefter foretager man fra vers til vers nogle uhyrlige spring i tiden, fordi man absolut ønsker at lade det sidste i Daniels Bog gå i opfyldelse i vor tid (iflg. JV: endens tid).

Antiochos' felttog mod Ægypten er beskrevet i Daniel 11:25-26 således: "Han opbyder sin kraft og sit mod mod Sydens konge og drager ud med en stor hær, og Sydens konge rykker ud til strid med en overmåde stor og stærk hær, men kan ikke stå sig, da der smædes rænker imod ham. Hans bordfæller bryder hans magt, hans hær skylles bort, og mange dræbes og falder.."

Hvis man tog disse to vers ud af den historiske sammenhæng med hensyn til tid og sted, ja så kunne denne beskrivelse jo gælde utallige krige. JV's bog siger, at disse vers gælder en krig, som udspandt sig omkring år 270 evt. mellem den romerske kejser Octavian som Nordens konge og Ægyptens dronning Septima Zenobia som Sydens konge - Igen et voldsomt spring i tiden på ca. 200 år.

Fra Daniel 11:26 til 27 sker der et spring igen, og denne gang er det fra år 270 evt. til slutningen af 1800 tallet, altså ca. 1600 år, uden at den bibelske tekst så meget som antyder en sådan tidsforskel. Daniel 11:27 siger: "..Begge konger har ondt i sinde og sidder til bords sammen og lyver; men det lykkes ikke." Det opfyldes, skriver man (side 256), på Kejser Wilhelm af Det Tyske Rige i slutningen af 1800 tallet, som nu er Nordens konge, og på England, som hekonge!

Det næste vers (Daniel 11:28) lyder: " Da han er på hjemvejen til sit land med stort forråd [efter krigen mod Sydens konge] oplægger hans hjerte råd mod den hellige pagt, og han fuldfører det og vender hjem til sit land"

Ifølge bogen (side 260) får dette følgende opfyldelse: "Kejser Wilhelm vendte tilbage til "sit land" eller den fortidige Nordens konges tilstand. Hvordan? Ved at opbygge en imperialistisk styreform med det formål at udvide Det Tyske Rige og gøre dets indflydelse gældende viden om".

Om sidste del af verset siger bogen: "Så langt tilbage som i marts 1880 havde bladet Watch Tower forbundet Guds Riges oprettelse med udløbet af "nationernes fastsatte tider" …. Men den tyske Nordens konge var i hjertet "imod den hellige pagt", den hellige pagt om Riget. I stedet for at anerkende dette riges styre "gennemførte" kejser Wilhelm "det han havde i sinde", idet han fremmede sine egne planer om verdensherredømmet. Derved såede han sæd til den første verdenskrig".

SKILDRING AF 1. VERDENSKRIG ?

Det næste vers i Daniel 11:29 og 30a lyder "Til den fastsatte tid drager han atter mod syd, men det går ikke anden gang som første; kittæiske skibe [skibe fra Cypern] drager imod ham og han lader sig skræmme og vender om…."

I bogen (side 261-262) bliver dette til: "Guds fastsatte tid til at gøre ende på det hedenske herredømme over jorden kom i 1914………I de tidligere konflikter mellem de to konger havde Romerriget som Nordens konge altid været den sejrende. Men denne gang "blev ikke som første". Norden konge tabte krigen [1. Verdenskrig]. Grunden hertil var, som englen sagde, : "Skibe fra Kittim kommer imod ham, og han bliver nedslået". Hvad var det for skibe?….Under den første verdenskrig viste skibene fra Kittim sig hovedsagelig at være skibe fra England.".

HVORDAN NORDENS KONGE BLIVER HERRE OVER SYDENS KONGES "GULD OG SØLVSSKATTE"

Daniel 11:42 og 43 siger: "Han [Nordens konge] udrækker sin hånd mod landene, og Ægypten undslipper ikke. Han bliver herre over guld- og sølvskattene og alle Ægyptens klenodier; der er libyere og etiopere i hans følge."

Ifølge bogen side 281 er dette gået i opfyldelse på følgende måde: "Har Nordens konge [her Sovjetunionen] hersket over Ægyptens [her USA] skjulte skatte? Han har i hvert fald haft stor indflydelse på hvordan Sydens konge [USA] har anvendt sine økonomiske ressourcer. Af frygt for sin reval har Sydens konge brugt enorme summer på at opretholde en formidabel hær og flåde og et stort luftvåben. I den forstand har Nordens konge "hersket over", eller haft indflydelse på, Sydens konges konomiske dispositioner. "

JV har klart nok været nødt til at ty til denne meget søgte fortolkning, fordi deres tidligere udlægning har slået fatalt fejl. I JV's gamle Danielsbog "Ske din vilje" var Nordens konge Sovjetunionen, mens Ægypten i nutiden var et billede eller et symbol på "den gamle verden, som Jesus og hans efterfølgere ikke var en del af." (Ske din vilje side 301) (.Åbenbaringen 11:8) Dette er i den nye bog blevet ændret, og Sydens konge er nu England/USA.

Men dengang udlagde man altså Daniel 11:42-43 på følgende måde: "Det er denne verden, i hvilken den kommunistiske konge er besluttet på at tilvende sig en førende stilling. Han hævder nu, at han kan erobre verdensherredømmet, "..Hvor langt Nordens konge vil være kommet, når "endens tid" er inde for ham, kan kun fremtiden vise. Men det er forudsagt, at han skal få kontrol over alle denne kommercielt og materialistiske indstillede verdens skatte af guld og sølv, over alle dens klenodier, bl.a. dens olie. De som er denne verdens naboer [???] billedligt skildret ved Ægyptens naboer, libyerne og etioperne, vil være at finde i hans følge." (Ske din vilje side 302-303)

HVEM BLIVER DEN NÆSTE OG DEN NÆSTE OG DEN NÆSTE NORDENS KONGE MON?

Gennem tiden har Nordens konge ifølge JV skiftet identitet utallige gange. I nyere tid - under anden verdenskrig f.eks. - mente man, at det var Hitlertyskland, og derfor troede man også, at Tyskland ville vinde krigen. Herefter blev Nordens konge Sovjetunionen, og man lærte helt frem til Berlinmurens fald, at Sovjetunionen ville bestå til Harmagedon. Ja Sovjetunionen ville oven i købet blive den førende verdensmagt. Da det nu slog fejl, så skriver man derfor i den nye bog (side 281) følgende om, hvem den fremtidige Nordens konge vil være: "Kun tiden kan besvare dette spørgsmål, og vi gør klogt i ikke at spekulere! "

HVAD MED DANIEL KAPITEL 12 OG DE SIDSTE VERS I DANIEL KAP. 11?

Det skal her siges, at den sidste konfrontation mellem Nordens konge (Antiochos IV Ephifanes) og Sydens konge (11:40-45) ikke fandt sted på den tid, og heller ikke ved Jerusalems ødelæggelse i år 70 eller senere endnu. Og ud fra versene fremgår det ikke, at Nordens konge skifter identitet. Ved denne sidste konfrontation, som altså aldrig har fundet sted, falder Nordens konge også ind i det herlige land (Israel). Videre i Daniels Bog kap. 12 står der, at "til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste", og en stor trængsel uden fortilfælde bryder løs. Men på den tid skal Guds folk frelses. En opstandelse af de døde finder herefter sted, og så skal "de forstandige stråle som himmelhvælvingens glans." (12:1-5) Herefter spørger en engel en anden engel: " Hvor længe varer det, før disse sælsomme ting er til ende?" Hertil svarer englen: "én tid to tider og en halv tid [3½ tid]". "Når hans magt, som knuser det hellige folk, er til ende, skal alle disse ting fuldbyrdes" Hertil spørger Daniel om, hvad det sidste af disse ting er, og englen svarer: "Fra den tid, det daglige offer ophæves og ødelæggelsens vederstyggelighed rejses, skal der gå 1.290 dage. Salig er den, der holder ud og oplever 1.335 dage."

ER TIDSPUNKTET FOR BIBELSTUDENTERNES ÅRSTEKST FOR 1915 MON FORUDSAGT AF DANIEL?

Hvordan er dette da gået i opfyldelse ifølge JV's nye Danielsbog? De 3½ tid begyndte, skriver man, den 31.12. 1914, fordi man da havde en årstekst for 1915, der lød: "Kunne I drikke den kalk, som jeg skal drikke?" Man skal her lægge mærke til, at der kun er tale om noget fiktivt, altså en årstekst. Ingen begivenheder markerede nemlig de 3½ års begyndelse. Ifølge bogen endte perioden i midten af 1918, hvor ledende inden for Vagttårnsorganisationen blev fængslet i en kortere periode (ca. 9 mdr.). USA gik først ind i krigen i 1917, så derfor havde bibelstudenterne indtil da kun mødt en vis modvilje fra samfundets side, og deres organisation var på ingen måde "knust". Det blev den derimod efter fængslingen af de ledende, men kun en kort tid (side 294-296). Hvordan man derfor kan få de 3½ tid til at ende på det tidspunkt, hvor "forfølgelsen" starter, er mig en gåde. Og hvordan man kan få det til at hænge sammen med englens spørgsmål om, hvornår "disse sælsomme ting var til ende" (konfrontationen mellem Nordens og Sydens konge, Mikael, der står frem, og de dødes opstandelse) er for mig komplet uforståeligt.

"Det daglige offer", skriver man, var bibelstudenternes forkyndelse, som blev standset i midten af 1918, og "ødelæggelsens vederstyggelighed" var dengang Folkeforbundet (senere FN), der blev oprettet i januar 1919. Ifølge deres logik var det derfor fra foråret 1919, at de følgende 1.290 dage skulle regnes, som var "det sidste af disse ting" (12:8), og de endte i efteråret 1922, fordi der da (som så mange andre gange) blev holdt et stort stævne. Det var denne gang i Cedar Point, Ohio i USA, som ifølge JV skulle have været noget ganske særligt (side 297-303). De sidste 1.335 dage (12:13) lader man gå i forlængelse af de 1.290 dage, og de slutter således i 1925. På dette tidspunkt var det, at Rutherfords proklamation: "millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø" viste sig at være en fiasko, for han havde profeteret, at "den nye verden" skulle tage sin begyndelse i dette år. Mange forlod derfor organisationen, men de, der blev tilbage, skulle altså være "de salige" i Daniels Bog, "som holdt ud og oplevede 1.335 dage!" (Side 303-305)

BETRAGTNINGER TIL SLUT

Skønt "Giv agt på Daniels profetier" klart skriver, at "ødelæggelsens vederstyggelighed" er det samme som Folkeforbundet og FN, så kan det undre, at de i samme bog (side 232) nævner, at Jesus henviser til "ødelæggelsens vederstyggelighed" (Mattæus 24:15), som er omtalt ved profeten Daniel (11:31), og kæder dette sammen med Jerusalems ødelæggelse i år 70. Hidtil har man i den sammenhæng kun henvist til vers 27 i Daniel kap. 9, der handler om de 70 åruger. At man i den nye bog nu også bruger 11:31 i samme forbindelse, kan måske forklares ved, at de tillægger profetierne om Jerusalems ødelæggelse en dobbelt opfyldelse - hvilket igen tvinger dem til at komme med nogle, efter min mening, vanvittige fortolkninger. Men det skal jeg ikke komme videre ind på her.

Så kan man jo spekulere sig til vanvid over, hvorfor det sidste i Daniels Bog ikke fik sin opfyldelse dengang. Var Daniel i virkeligheden en sand profet? og hvis ikke - hvorfor henviser Jesus da til ham i sin profeti om Jerusalems ødelæggelse? Nu var det således dengang, at jøderne udmærket var bekendt med den historiske beretning, som var omtalt i Makkabærbøgerne og hos Daniel. Hvert år fejrede jøderne nemlig en højtid til minde om genindvielsen af templet i år 165 f.v.t. (Johannes 10:22). Jesus, der selvfølgelig også kendte den del af jødernes historie, kunne derfor ikke have ment, at det, der var "omtalt ved profeten Daniel", slet ikke havde fået sin opfyldelse 165 f.v.t., men derimod at templet kort før Jerusalems ødelæggelse skulle vanhelliges endnu engang, som det skete på Antiochos' tid - ja ikke nok med det - denne gang skulle der ikke "lægges sten på sten tilbage."

Men bortset fra det, så er det for en stor del på grund af Jesu ord fra Mattæus 24:15,16, at Daniels Bog i det hele taget er blevet taget med i den bibelske kanon. Jamen omtaler Jesus da ikke Daniel som en profet? - så hvorfor er det sidste i Daniels Bog da ikke gået i opfyldelse? Det kan man selvfølgelig have flere meninger om. Personligt tror jeg ikke, at Jesus behøvede at anerkende Daniel som en sand profet, selvom han omtaler ham som "profeten Daniel". Det har sikkert dengang været almindeligt at benævne hans skrifter således. Der er også den mulighed, at udtrykket profeten er en senere tilføjelse. Selv JV erkender jo, at bibelvers, som ikke er med i de ældste håndskrifter, kan være senere tilføjelser, og ingen af de ældste håndskrifter går så langt tilbage som til tiden før Jerusalems ødelæggelse (Se Johannes kap. 8 i Ny Verden-oversættelsen og Johannes 8:1 i den aut. danske oversættelse af 1948). Derudover er der mange forskere, der mener, at hele Daniels Bog ikke er skrevet på samme tid. Der er forskel på sproget (aramæisk og hebraisk) og på selve stilen i første og sidste del, dog ikke sådan, at der er en knivskarp deling. Men alt dette vil her være for omfattende at komme ind på.

Til sidst vil jeg sige, at læserne naturligvis selv skal tage stilling til, hvad de mener om Daniels Bog - og så i øvrigt - håber jeg - bevare deres sjælefred.