Læg mærke til ordvalget i nedenstående: »Hvordan betragter jeg den vejledning vi får fra den trofaste træl? Tager jeg taknemmeligt imod den, og gør jeg brug af det jeg lærer?’ Når vi villigt adlyder, viser vi at vi støtter den messianske Konge, som benytter den trofaste træl til at uddele åndelig føde i rette tid. « »Den trofaste træl« er ledelsen eller Det Styrende Råd i Jehovas Vidner. Igen og igen bliver det slået fast, at den fornemmeste egenskab, som medlemmerne kan vise, er LYDIGHED mod ledelsen, som til stadighed bliver kædet sammen med Gud eller Jehova.
DECEMBER 1928 holdt bror Richard H. Barber (markeret med en cirkel) et dynamisk radioforedrag over emnet jul. Foredragets indhold blev publiceret i The Golden Age for 12. december 1928 under titlen „Julen, dens oprindelse og hensigt“. Følgende udtalelser er hentet fra dette foredrag: „Satan ... har lært folk at lægge mere vægt på fødslen af barnet Jesus end på den død, som manden Jesus led, for at skjule betydningen af genløsningen.“
„Alle og enhver er bekendt med den ånd der er så fremherskende i juletiden, en ånd kendetegnet af pjank, udsvævelser, drukkenskab og løssluppenhed ... Ingen af disse ting ærer hverken Jehova Gud eller hans søn.“ ”Det er nu lykkedes Djævelen at indpode sine falske højtider, fester, faster og helligdage i kirken ... Det er lykkedes Djævelen at få folk til at følge alle hans onde planer og give dem navn af at være kristne, for at han på den måde kan spotte den store Gud, Jehova
Hvordan reagerede Guds folk på denne klare vejledning fra Hovedkontoret? Bror Charles Brandlein har sagt følgende om det tidspunkt hvor han og hans familie holdt op med at fejre jul: „Havde vi noget imod at lægge disse hedenske ting på hylden? Bestemt ikke! ... Det var som at tage noget snavset tøj af og smide det ud.“
Bror Henry A. Cantwell, der senere blev rejsende tilsynsmand, gav udtryk for en lignende indstilling: „Vi var glade for at vi var i stand til at give afkald på noget for at vise vores kærlighed til Jehova.“ Kristi loyale disciple var villige til at gøre de nødvendige forandringer så de ikke på nogen måde tog del i en højtid der stammede fra uren tilbedelse.[4] — Joh. 15:19; 17:14. 11
Disse trofaste Bibelstudenter er et godt forbillede for os. Når vi tænker på deres eksempel, kan vi passende spørge os selv: ’Hvordan betragter jeg den vejledning vi får fra den trofaste træl? Tager jeg taknemmeligt imod den, og gør jeg brug af det jeg lærer?’ Når vi villigt adlyder, viser vi at vi støtter den messianske Konge, som benytter den trofaste træl til at uddele åndelig føde i rette tid. — Apg. 16:4, 5.
MILLIONER af mennesker verden over betragter julen som en meget glædelig tid. Det er en højtid præget af overdådige måltider, hævdvundne traditioner og familiesamvær. Julen er også en tid hvor venner og slægtninge udveksler julekort og gaver.
Men for blot 150 år siden var julen væsentlig anderledes. I sin bog The Battle for Christmas skriver historieprofessor Stephen Nissenbaum: „Julen . . . var en tid kendetegnet af drukkenskab når reglerne for god opførsel blev midlertidigt forladt til fordel for et hæmningsløst ’karneval’, en slags Mardi Gras i december."
En sådan udtalelse kan virke chokerende på dem der nærer ærbødighed for denne højtid. Hvorfor krænker nogen på denne måde en højtid der formodes at være en mindefest for Guds søns fødsel? Svaret vil sikkert overraske dig.
Et forkert grundlag
Julen har lige siden den tog form i det fjerde århundrede, været genstand for polemik. Der var for eksempel spørgsmålet om hvornår Jesus blev født. Da Bibelen hverken angiver dagen eller måneden for Kristi fødsel, har der været et utal af gætterier angående datoen. I det tredje århundrede fastsatte en gruppe ægyptiske teologer datoen til den 20. maj, mens andre foretrak tidligere datoer såsom den 28. marts, den 2. april eller den 19. april. I det 18. århundrede var en dag i hver eneste måned af året blevet foreslået som muligt tidspunkt for Jesu fødsel! Hvorfor valgte man til sidst den 25. december?
De fleste lærde er enige om at det var den katolske kirke der fastsatte Jesu fødselsdag til den 25. december. Hvorfor? The New Encyclopædia Britannica siger: „Det skyldes sandsynligvis at de første kristne ønskede at datoen skulle falde sammen med romernes hedenske højtid der markerede ’den ubesejrede sols fødselsdag’." Men hvorfor skulle kristne som i over to og et halvt århundrede var blevet voldsomt forfulgt af hedninger, pludselig give efter for deres forfølgere?
Frafaldet begynder
I det første århundrede advarede apostelen Paulus Timoteus om at „onde mennesker og bedragere" ville snige sig ind i menigheden og vildlede mange. (2 Timoteus 3:13) Dette store frafald begyndte efter apostlenes død. (Apostelgerninger 20:29, 30) Efter kejser Konstantins påståede omvendelse i det fjerde århundrede valgte et stort antal hedninger at bekende sig til datidens form for kristendom. Med hvilket resultat? Bogen Early Christianity and Paganism siger: „Den forholdsvis lille gruppe af ægte troende druknede i den store skare af såkaldte kristne."
Paulus’ ord viste sig at være sande! Meget tydede på at den sande kristendom var ved at blive opslugt af hedenskab. Denne besmittelse kom allertydeligst til udtryk i fejringen af helligdage.
Den eneste højtid kristne har fået påbud om at fejre, er Herrens aftensmåltid. (1 Korinther 11:23-26) Eftersom de romerske højtider var kendetegnet af afgudsdyrkelse, tog de første kristne ikke del i dem. I det tredje århundrede blev de kristne spottet af hedninger som sagde: „I tager ikke på udstillinger; I interesserer jer ikke for opvisninger; I forkaster de offentlige festmåltider og afskyr de hellige lege." Pralende sagde de: „Vi tilbeder guderne med munterhed, med gilder, sange og lege."
I midten af det fjerde århundrede begyndte hedningernes bebrejdelser imidlertid at stilne af. Hvorfor? Efterhånden som flere falske kristne sneg sig ind i folden, vandt de frafaldnes tanker mere og mere indpas. Det førte til kompromiser med den romerske verden. I en kommentar hertil siges der i bogen The Paganism in Our Christianity: „Det var de kristnes helt klare politik at overtage de populære hedenske højtider og give dem en kristen betydning." Det store frafalds skadelige indflydelse var tydelig. Den villighed hvormed de såkaldte kristne accepterede hedenske højtider, hjalp dem til at få et større mål af samfundets accept. Inden længe fejrede de kristne lige så mange årlige fester som hedningerne gjorde. Ikke overraskende blev julen betragtet som den vigtigste.
En international højtid
Efterhånden som den fremherskende del af kristenheden blev udbredt i Europa, voksede julen i popularitet. Den katolske kirke indtog den holdning at det var passende at holde en glædesfest i anledning af Jesu fødselsdag i hævd. I 567 e.v.t. udråbte koncilet i Tours følgelig „de 12 dage mellem jul og helligtrekongersdag til en hellig og festlig højtidsperiode". — The Catholic Encyclopedia for School and Home.
Julen overtog snart mange af de skikke der knyttede sig til de hedenske høstfester i Nordeuropa. Man lagde stadig mere vægt på festivitas end på fromhed, og mange festdeltagere spiste og drak umådeholdent. Kirken fordømte ikke denne løsagtighed, men godkendte den. (Jævnfør Romerbrevet 13:13; Første Petersbrev 4:3.) Ifølge Arthur Weigall, der har været rigsantikvar for den egyptiske stat, skrev pave Gregor I i 601 e.v.t. til Mellitus, hans missionær i England, og sagde at han „ikke måtte sætte en stopper for de gamle hedenske fester, men skulle tilpasse dem kirkens ritualer og sørge for at deres afholdelse blev forbundet med kristendommen i stedet for med hedenskabet".
I middelalderen tog reformister til orde mod disse udsvævelser. De udstedte adskillige dekreter angående „julefestlighedernes uvæsen". I sin bog Christmas in America — A History siger dr. Penne Restad: „Nogle præster fremhævede at det faldne menneske havde behov for en lejlighed til løssluppenhed og umådehold, forudsat at det foregik under kristent tilsyn." Dette var kun med til at øge forvirringen angående fejringen af julen. Det betød dog ikke så meget, for hedenske skikke var allerede smeltet så meget sammen med julen at de fleste ikke ville give afkald på dem. Forfatteren Tristram Coffin udtrykker det på denne måde: „Folk i almindelighed gjorde nøjagtig som de altid havde gjort, og fæstede sig ikke så meget ved moralisternes diskussioner."
Da europæerne begyndte at kolonisere Den Ny Verden, var julen en velkendt højtid. Julen var dog ikke velset i de engelske kolonier i Nordamerika. Puritanske reformister betragtede denne helligdag som hedensk, og i årene mellem 1659 og 1681 blev den forbudt i Massachusetts.
Da forbudet blev hævet, vandt fejringen af julen stadig større indpas i kolonierne, især dem der lå syd for New England. I betragtning af julens blakkede fortid er det imidlertid ikke overraskende at nogle festdeltagere var mere optagede af at more sig end af at ære Guds søn. Drikkelag var en af de juleskikke der var særlig nedbrydende. Støjende grupper af unge mænd gik ind i deres velhavende naboers hjem og forlangte i bedste fastelavnsstil at få gratis mad og drikke. Hvis beboerne nægtede det, udtalte de ubudne gæster som regel forbandelser over dem og øvede undertiden hærværk på deres hus.
Ifølge professor Nissenbaum havde situationen i 1820’erne nået det punkt hvor „julekaoset" var blevet en „alvorlig trussel mod samfundet". I byer som New York og Philadelphia lejede rige jordbesiddere vagtfolk til at passe på deres ejendomme. Det forlyder at man i New York oprettede byens første professionelle politikorps som reaktion på voldsomme optøjer i julen 1827/28.
Julen i ny skikkelse
Det 19. århundrede betød hidtil ukendte forandringer for menneskeheden. Transport- og kommunikationsmulighederne blev stærkt forbedrede efterhånden som vejnet og jernbaneforbindelser blev udbygget. Den industrielle revolution skabte millioner af arbejdspladser, og fabrikkerne udspyede en stadig strøm af handelsvarer. Industrialiseringen medførte samtidig nye og komplekse samfundsproblemer, som endog påvirkede den måde man fejrede jul på.
Det har længe været praksis at bruge helligdage til at styrke familiebåndene, og sådan er det også med julen. Ved at udvælge og tilpasse nogle af de gamle juletraditioner ændrede man julen fra at være et vildt karneval til en familiefest.
I slutningen af det 19. århundrede blev julen opfattet som en slags modgift mod de onder nutidens amerikanske livsform havde ført med sig. Dr. Restad siger: „Af alle helligdage var julen det perfekte middel til at bringe religion og religiøsitet ind i hjemmet og til at rette op på fiaskoer og verdens mangel på mådehold." Hun tilføjer: „Gaveudveksling, velgørenhedsgerninger og julehilsener samt den glæde der var forbundet med at udsmykke et stedsegrønt træ i dagligstuen eller, på et senere tidspunkt, i forhallen til en søndagsskole, knyttede kernefamiliens medlemmer nærmere til hinanden, til kirken og til samfundet."
Også i dag bruger mange julen som en anledning til at bekræfte deres kærlighed til hinanden og til at gøre en indsats for at bevare enheden i familien. Man må selvfølgelig heller ikke overse de åndelige aspekter. Millioner fejrer jul for at mindes Jesu fødsel. De overværer måske julegudstjenester, arrangerer krybbetableauer i hjemmet eller beder en takkebøn til Jesus. Men hvordan ser Gud på sagen? Har dette hans godkendelse? Læg mærke til hvad Bibelen siger.
„Elsk sandhed og fred"
Da Jesus var på jorden, sagde han til sine disciple: „Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed." (Johannes 4:24) Jesus efterlevede selv disse ord. Han talte altid sandt. Han efterlignede sin Fader, ’Jehova, sandhedens Gud,’ til fuldkommenhed. — Salme 31:5; Johannes 14:9.
Igennem hele Bibelen har Jehova gjort det klart at han hader alle former for svig. (Salme 5:6) Med dette i tanke er det da ikke ironisk at så mange af juleskikkene bunder i usandhed? Tag for eksempel skrønen om julemanden. Har du nogen sinde prøvet at forklare et barn hvorfor julemanden foretrækker at komme ind i huset gennem skorstenen frem for gennem døren, sådan som historien fremstilles i mange lande? Hvordan kan julemanden nå at besøge mange millioner husstande i løbet af en enkelt aften? Og hvad med rensdyr der kan flyve? Vil det ikke undergrave barnets tillid til forældrene når det opdager at det er blevet narret til at tro at julemanden er en virkelig person?
The Catholic Encyclopedia siger ligeud: „Hedenske skikke . . . er blevet knyttet til julen." Hvordan kan det da være at den katolske kirke og andre af kristenhedens kirker fortsætter med at fejre denne højtid hvis skikke ikke er af kristen oprindelse? Er det ikke et udtryk for accept af hedenskab?
Da Jesus var her på jorden, prøvede han ikke at få mennesker til at tilbede sig. Han sagde: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste." (Mattæus 4:10) Efter at Jesus var blevet herliggjort i himmelen, sagde en engel til apostelen Johannes at han skulle ’tilbede Gud’, hvilket viste at intet havde forandret sig i spørgsmålet om hvem man bør tilbede. (Åbenbaringen 19:10) Dette rejser spørgsmålet: Godkender Jesus al den hengivne tilbedelse der vises ham, i stedet for hans Fader, ved juletid?
Kendsgerningerne om julen er tydeligvis ikke videre smigrende. Det er i det store og hele en konstrueret højtid med dybe rødder i en beskæmmende fortid. Millioner af kristne har derfor af samvittighedsgrunde valgt ikke at fejre jul. For eksempel siger en ung mand ved navn Ryan om julen: „Folk er så opstemte et par dage om året når familien er sammen og alle er glade. Men hvad særligt er der ved det? Mine forældre giver mig gaver hele året!" En 12-årig pige siger: „Jeg føler ikke at jeg går glip af noget. Jeg får gaver hele året rundt, ikke kun på én særlig dag hvor folk føler sig presset til at købe gaver."
Profeten Zakarias tilskyndede sine israelitiske landsmænd til at ’elske sandhed og fred’. (Zakarias 8:19) Hvis vi ligesom Zakarias og andre af fortidens trofaste mænd ’elsker sandhed’, vil vi afvise enhver falsk religiøs højtid der vanærer den ’levende og sande Gud’, Jehova. — 1 Thessaloniker 1:9."
I kinesiske samfund brager fyrværkeriet hele natten. I Japan genlyder der 108 gongongslag fra de buddhistiske templer. I USA stemmer klokker, bilhorn og fløjter i ved midnatsslaget. Alt dette foregår nytårsaften.
Var du klar over at disse forskellige former for postyr oprindelig havde til formål at jage de onde ånder væk og rense folk til det nye år? De fleste ser larmen og spektaklet som et udtryk for en lystighed der ganske naturligt hører med til en „rigtig" fejring af nytåret. Hvordan betragter du nytåret? Er det i harmoni med Bibelen at fejre det?
Frådseri og drikkeri
Mircea Eliade, en internationalt kendt professor i religionshistorie, har beskrevet ritualerne i forbindelse med fejring af nytårsaften som „en blanding af karnevallet og saturnalierne, en fuldstændig ophævelse af den normale orden, et ’orgie’". I mange lande udarter festlighederne sig til drikkegilder.
For eksempel benytter forretningsfolk i Japan bonenkai (selskaber hvor man skal glemme det gamle år) som en undskyldning for at drikke for meget. Så følger shinnenkai (nytårsselskaber) med endnu mere mad og drikke. Følgen er at de sene tog bliver hjemsøgt af „tigre", den japanske betegnelse for berusede personer, som tolereres på denne årstid.
Virker det ikke nedværdigende at bære sig sådan ad eller blot tolerere noget så beskæmmende? Apostelen Paulus formanede de kristne i Rom: „Lad os vandre anstændigt som ved dag, ikke med sviregilder og drikketure." „Men ifør jer Herren Jesus Kristus, og læg ikke på forhånd planer for kødets lyster." (Romerne 13:13, 14) Kan du forestille dig Jesus tilrettelægge en sammenkomst for sine disciple hvor de skulle spise og drikke uden mådehold? Nej, vel?
Måske har Paulus med ordene „sviregilder og drikketure" hentydet til nytårsfestligheder. Hvordan kan vi sige det? Bogen Christmas Traditions af William M. Auld oplyser: „Fra Julius Cæsars tid [46 f.v.t.] markerede den 1. januar begyndelsen på det borgerlige år og blev til en højtid." Auld nævner desuden at „man festede og morede sig i stor stil i mindst tre dage".
Er det havesyge?
I østen vedligeholder man en skik med at give børn særlige pengegaver til nytår. Kineserne bruger røde pengepakker, da de tror at den røde farve ikke blot vil bringe held og rigdom men også drive det onde på flugt. Japanerne bruger derimod små hvide konvolutter med lykkevarslende tegn på. Hvilken virkning har denne tradition?
En japaner beretter: „Jeg plejede at glæde mig til nytårsfesten, og jeg spekulerede mest på hvor meget jeg ville få i otoshidama (nytårspenge) det år." Kan børn blive påvirket af denne skik? Ja, svarer rubrikken Vox Populi, Vox Dei i den japanske avis Asahi Shimbun. Der siges: „Børn bedømmer i hemmelighed de voksne efter hvor meget ’otoshidama’ de får af dem." Beløbet er blevet ved med at stige og udgjorde i 1985 cirka 20.000 yen (cirka 1000 kroner) pr. barn.
Kan denne skik andet end fremme havesygen? De voksne er ivrige efter anseelse og børnene efter penge. Det er nøjagtig sådan Vine’s Expository Dictionary of New Testament Words definerer ordet „havesyge" i Første Korintherbrev 6:10: „(ivrig) efter at få mere."
Hvilke forældre har lyst til at vække havesyge hos deres børn og lade dem opdyrke „kærligheden til penge"? Bibelen advarer om at „kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt". — 1 Timoteus 6:10.
Men der er endnu flere grunde til forbehold over for fejring af nytår.
En utiltalende oprindelse?
Forestil dig at du opdager et vandløb med klart vand som virker fristende at drikke af. Længere oppe ad strømmen møder du imidlertid nogle campister som vasker deres snavsede tøj og deres kogegrej i det samme vand. Kunne du stadig tænke dig at drikke dette vand og risikere at pådrage dig en sygdom? Det samme spørgsmål kan man stille angående nytårsskikkene. Nogle måder at fejre nytår på kan synes uskyldige for mennesker, men Jehova, Bibelens Gud, kender deres oprindelse.
Hvor finder vi da de tidligste beretninger om fejring af nytår? „Den tidligste beskrivelse vi kender af fejring af nytår, stammer fra det gamle Mesopotamien," svarer Theodor Gaster i sin bog New Year — Its History, Customs and Superstitions. Lertavler med beskrivelse af nytårsfestligheder fortæller om „et sæt ritualer der blev fulgt i Babylon fra den tidligste del af det andet årtusind f.v.t."
Babyloniernes år begyndte ved forårsjævndøgn, i marts. Fejringen varede elleve dage og var centreret om tilbedelsen af Marduk, Babylons bygud. Man genfinder levn fra nytårsfestlighederne i Babylon i den måde hvorpå man verden over fejrer nytår, for eksempel med pantomimeforestillinger og frugtbarhedsritualer. Maskeradeoptoget i Philadelphia i USA og den frugtbarhedsfest der afholdes i byen Akita i Japan den 17. januar er blot to eksempler på sådanne levn.
Gud betragter de religiøse skikke der har deres oprindelse i Babylon, som besmittede. Han omtaler den falske religions verdensimperium, hvis skikke har deres rødder i det gamle Babylon, som „Babylon den Store", og advarer: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager." (Åbenbaringen 18:2, 4) Da nytårsfestlighederne røber deres hedenske oprindelse, vil de der ønsker at leve i harmoni med Bibelen holde sig fri af sådanne festligheder.
Nogle måder at fejre nytår på kan synes uskyldige for mennesker, men Jehova Gud kender deres oprindelse"
Mange Jehovas vidner fejrer årsdagen for deres bryllup. En fødselsdag er jo også en slags årsdag, nemlig årsdagen for ens fødsel. Hvorfor fejrer man bryllupsdag, men ikke fødselsdag?
Egentlig behøver man ikke at fejre nogen af delene. Men dermed være ikke sagt at de to ting har samme betydning, eller at kristne må anlægge samme syn på bryllupsdage som på det at fejre fødselsdage.
I begge tilfælde er der som sagt tale om en årsdag, og en årsdag kan markere mange forskellige begivenheder — en bilulykke, en måneformørkelse man har oplevet, eller en strandtur med familien og så videre. Kristne gør naturligvis ikke alle årsdage til noget særligt eller holder en fest for at fejre dem. Inden man beslutter sig til hvad man vælger, må man betragte de forskellige aspekter af begivenheden.
For eksempel gav Gud israelitterne et direkte påbud om hvert år at mindes den dag hans engel gik forbi deres huse i Ægypten, og hans folks efterfølgende udvandring i 1513 f.v.t. (2 Mosebog 12:14) Når jøderne, deriblandt Jesus, mindedes årsdagen for denne begivenhed, var det i lydighed mod Guds vejledning, men de gjorde det ikke ved at feste og give gaver. Jøderne betragtede også genindvielsen af templet som en dag der var værd at mindes. Der stod intet sted i Bibelen at de skulle fejre denne historiske begivenhed, men ifølge det der siges i Johannes 10:22, 23, lader det ikke til at Jesus kritiserede dette. Kristne holder desuden et særligt møde på årsdagen for Jesu død, hvorved de adlyder en direkte befaling i Guds ord. — Lukas 22:19, 20.
Hvordan forholder det sig med bryllupsdage? I nogle lande er det almindeligt at ægtepar fejrer den dag de indgik ægteskab, en ordning som Gud har indstiftet. (1 Mosebog 2:18-24; Mattæus 19:4-6) Bibelen omtaler tydeligvis ægteskabet i positive vendinger. Jesus overværede et bryllup og bidrog til at det blev en glædelig begivenhed. — Johannes 2:1-11.
Der er altså ikke noget mærkeligt i at et ægtepar på deres bryllupsdag vælger at mindes deres bryllup og overvejer hvad de gør for at holde fast ved deres beslutning om at bevare et godt ægteskab. Hvad enten de to vælger at gøre dette under private former eller måske inviterer nogle få familiemedlemmer eller nære venner, er deres egen afgørelse. Man bør imidlertid ikke bruge anledningen som en undskyldning for at holde en stor fest. På bryllupsdage lader kristne sig lede af de samme principper som de følger til daglig. Om de vil fejre bryllupsdage eller ej, er altså en personlig sag. — Romerne 13:13, 14.
Hvad så med at fejre fødselsdag? Siges der noget i Bibelen om fødselsdage?
I begyndelsen af dette århundrede fejrede bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt, fødselsdag. Mange af dem førte fortegnelse over andres fødselsdage ved hjælp af en lille bog der hed Daglig himmelsk Manna. Disse bøger indeholdt et skriftsted til hver dag, og mange kristne satte små fotografier ind i bogen der mindede dem om hvornår andre bibelstudenter havde fødselsdag. I The Watch Tower for 15. februar 1909 kan man læse at Selskabets daværende præsident, broder Russell, ved et stævne i Jacksonville i Florida blev bedt om at komme op på podiet. Her fik han en overraskelse — en fødselsdagsgave i form af nogle kasser med grapefrugter, ananas og appelsiner. Det giver os et lille indtryk af hvordan det var før i tiden. Det er også værd at bemærke at bibelstudenterne dengang fejrede den 25. december som Jesu fødselsdag. Det var endda skik at man fik en særlig julemiddag på hovedkontoret i Brooklyn.
Siden da er det åndelige lys hos Guds folk naturligvis vokset i mange henseender. I 1920’erne blev der kastet øget lys over sandheden, hvilket satte brødrene i stand til at forstå følgende:
Jesus blev ikke født den 25. december, en dato der er knyttet til falsk religion. Bibelen lader forstå at vi skal mindes årsdagen for Jesu død, ikke årsdagen for hans fødsel eller andres fødselsdag. Det stemmer med det der siges i Prædikeren 7:1 om at det er vigtigere hvordan en person har levet sit liv, end hvornår han blev født. Bibelen siger ingen steder at Guds trofaste tjenere fejrede deres fødselsdag. Den omtaler kun at visse hedninger fejrede fødselsdag, og at der i den forbindelse skete noget grusomt. Men lad os se på baggrunden for disse fødselsdagsfester.
Den første fødselsdag der omtales i Bibelen, er Faraos på Josefs tid. (1 Mosebog 40:20-23) I den forbindelse står der under opslagsordet fødselsdag i Hastings Encyclopædia of Religion and Ethics: „Den skik at fejre mindet om sin fødselsdag er, i sin form, forbundet med udregning af tid, og, i sit indhold, forbundet med visse primitive religiøse principper." Senere citerer opslagsværket ægyptologen sir J. Gardner Wilkinson for at sige: „Alle ægyptere tillagde denne dag, og endda selve fødselstimen, stor betydning; og det er sandsynligt at den enkelte, ligesom i Persien, fejrede sin fødselsdag med en stor fest, idet han indbød sine venner til at deltage i selskabelighederne og nyde en usædvanlig overflod af lækre retter."
Bibelen nævner også Herodes’ fødselsdag, hvor Johannes Døber blev halshugget. (Mattæus 14:6-10) The International Standard Bible Encyclopedia (1979-udgaven) siger: „De præhellenistiske grækere fejrede fødselsdag for guder og fremtrædende mænd. Disse fester blev på græsk kaldt genéthlia, mens genésia blev brugt om en fest hvor man fejrede en fremtrædende afdød persons fødselsdag. I Anden Makkabæerbog 6:7 omtales en månedlig genéthlia for Antiochos IV, hvor jøderne blev tvunget til at ’deltage i offermåltiderne’. . . . Da Herodes fejrede sin fødselsdag, fulgte han en hellenistisk skik; der findes ikke noget vidnesbyrd om at man fejrede fødselsdag i Israel i præhellenistisk tid."
I dag er sande kristne ikke overdrevent optaget af hvor enhver tradition og skik stammer fra, og om de har tilknytning til noget religiøst i fortiden. På den anden side ønsker de heller ikke at ignorere relevante oplysninger i Guds ord. De ovennævnte to fødselsdagsfester, som er de eneste der omtales i Bibelen, blev fejret af hedninger, og ved begge lejligheder skete der noget grusomt. Det er således klart at Bibelen sætter fejring af fødselsdage i et dårligt lys, noget som oprigtige kristne ikke vil se bort fra.
Det er altså helt og holdent en personlig sag om kristne vælger at gøre noget særligt ud af deres bryllupsdag. Men der er gode grunde til at modne kristne ikke fejrer fødselsdag".