Alle trofaste kristne må mærke sig den alvorlige sandhed som Gud inspirerede Johannes til at skrive: „Den der hilser på ham [en udstødt synder der forfægter en fejlagtig lære eller fortsætter med en gudløs adfærd] er delagtig i hans onde gerninger." — 2 Joh. 11.
Mange af kristenhedens bibelkommentatorer gør indsigelse mod dette. De påstår det er ’en ukristen vejledning, i strid med vor Herres ånd’, eller at det fremmer en intolerant holdning. Men sådanne opfattelser kommer fra religiøse retninger der ikke følger Guds bud om at ’fjerne det onde menneske fra deres midte’, retninger som sjældent, om nogen sinde, udstøder selv forhærdede overtrædere. (1 Kor. 5:13) Deres „tolerance" er ubibelsk og ukristen. — Matt. 7:21-23; 25:24-30; Joh. 8:44.
Det er ikke forkert at være loyal mod Bibelens retfærdige Gud. Han siger at han på ’sit hellige bjerg’ kun vil modtage dem der vandrer fuldkomment, øver ret og taler sandhed. (Sl. 15:1-5) Hvis en kristen gør fælles sag med en overtræder der er blevet forkastet af Gud og udstødt, eller som har afskåret sig selv fra hans menighed, vil det faktisk være det samme som at sige: ’Jeg ønsker heller ikke at bo på Guds hellige bjerg.’ Hvis de ældste ser en kristen styre i denne retning ved regelmæssigt at have samkvem med en udstødt, vil de kærligt og tålmodigt søge at hjælpe ham til at genvinde Guds syn på sagen. (Matt. 18:18; Gal. 6:1) De vil formane ham og, om nødvendigt, ’retlede ham med strenghed’. De ønsker at hjælpe ham til at forblive på ’Guds hellige bjerg’. Hvis han ikke vil holde op med at pleje fællesskab med den udstødte, gør han sig „delagtig i hans onde gerninger" (idet han enten støtter ham eller selv øver de samme gerninger) og må derfor fjernes fra eller udstødes af menigheden. — Tit. 1:13;
Jud. 22, 23; jævnfør Fjerde Mosebog 16:26.
Loyalitet mod Jehova Gud og hans ordninger fører til lykke, for alle hans veje er rette, retfærdige og gode. Det gælder også den ordning at ubodfærdige overtrædere skal udstødes. Når vi støtter denne ordning kan vi have tillid til Davids ord om at „Jehova nok skal gøre noget særligt for sin loyale". (Sl. 4:3, NW) Ja, Gud udskiller og leder dem der er loyale mod ham og hans veje, og han viser dem ære. En af de mange velsignelser vi opnår ved at være loyale, er den glæde at høre til dem som Gud godkender og giver adgang til ’sit hellige bjerg’. — Sl. 84:11, 12.
[Fodnoter]
„Fra nu af var han som død. Han måtte ikke studere Skrifterne sammen med andre; man måtte ikke have [selskabelig] omgang med ham, end ikke vise ham vej. Han kunne købe livsfornødenheder, men det var forbudt at spise eller drikke sammen med ham." — The Life and Times of Jesus the Messiah af A. Edersheim, bind II, s. 184.
Bibelkommentator Adam Clarke understreger forskellen idet han siger: „Hav intet fællesskab med [en udstødt synder] i noget helligt eller borgerligt anliggende. Du kan ordne dine verdslige anliggender med et menneske der ikke kender Gud og ikke bekender sig til kristendommen, uden hensyn til hans moral; men selv ikke i denne grad må du anerkende en der bekender sig til kristendommen men er skandaløs i sin adfærd. Lad ham få dette ekstra udtryk for din afsky for al synd."
Kirkehistorikeren Joseph Bingham skriver angående de første århundreder: „Kirketugten bestod i at man havde magt til at fratage mennesker alle dåbens fordele og privilegier, ved at udelukke dem fra kirkens samfund og fællesskab, . . . og alle undgik dem i den almindelige omgang, dels for at stadfæste kirkens fordømmelse af og indgriben over for dem, dels for at få dem til at skamme sig, og dels for at sikre sig selv mod faren for besmittelse." „. . . ingen måtte modtage ekskommunikerede personer i deres hjem eller spise ved samme bord som de; de måtte ikke tale familiært med dem så længe de levede, og ikke forrette begravelsen for dem når de var døde, . . . Disse retningslinjer var udarbejdet på grundlag af apostlenes regler, som forbød de kristne at yde uforbederlige overtrædere nogen som helst moralsk støtte." — The Antiquities of the Christian Church, s. 880, 891.
Vi har hidtil sagt at sådanne „har trukket sig tilbage" fra Jehovas folks menighed. (Se Organiseret til at forkynde og gøre disciple, s. 167.) Fra nu af vil vi imidlertid bruge det mere betegnende udtryk „har afskåret sig selv fra menigheden", idet der er tale om en bevidst afstandtagen fra menigheden og fornægtelse af troen.
I Vagttårnet for 1. november 1981 behandlede vi Andet Tessalonikerbrev 3:14, 15, hvor Bibelen siger at det kan være nødvendigt at ’mærke sig’ en kristen der bliver ved med at ’vandre uordentligt’. Han er stadig en broder og skal formanes som sådan, men andre kristne skal ’holde op med at omgås ham’. Hvis de skal undgå selskabelig omgang med en sådan, hvor langt mere bør de da ikke holde sig fra overtrædere som er blevet udstødt eller har afskåret sig selv fra menigheden?
Emnet sindsændring er behandlet i Vagttårnet for 1. november 1981.