Uddraf fra "Åbenbaringen - det store klimaks er nær"
(Udgivet af Vagttårnet 1988)
Åbenbaringen 19:11-21: Emne: Jesus drager ud i spidsen for de himmelske hære for at tilintetgøre Satans tingenes ordning efter Babylon den Stores [Babylon er alle religioner undtagen Jehovas Vidner] ødelæggelse.
HARMAGEDON er for mange et ildevarslende ord. Men for dem der elsker retfærdighed varsler det om den længe ventede dag da Jehova vil fuldbyrde den endelige dom over nationerne. Det vil ikke være menneskers krig, men „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag" — den dag han tager hævn over jordens herskere. (Åbenbaringen 16:14, 16; Ezekiel 25:17) Med ødelæggelsen af Babylon den Store vil den store trængsel allerede være begyndt. Derefter vil det skarlagenrøde vilddyr og dets ti horn, ansporet dertil af Satan, koncentrere deres angreb mod Jehovas folk. Mere rasende på Guds hustrulignende organisation end nogen sinde er Djævelen besluttet på at lade sine håndlangere føre en krig på liv og død mod dem der er tilbage af hendes afkom. (Åbenbaringen 12:17) Det er Satans sidste chance!
2 Djævelens voldsomme angreb bliver levende beskrevet i Ezekiel, kapitel 38. Den fornedrede Satan kaldes her „Gog fra Magogs land". Jehova sætter symbolske kroge i Gogs kæber og trækker ham og hans vældige kampstyrke frem til angrebet. Hvordan gør han dette? Ved at lade Gog se hans vidner som et forsvarsløst folk der er „samlet fra nationerne, et folk der erhverver sig velstand og ejendom, som bor på jordens navle". De befinder sig midt på verdensskuepladsen som det eneste folk der har nægtet at tilbede vilddyret og dets billede. Deres åndelige styrke og velstand gør Gog rasende. Derfor rykker Gog og hans talrige kampstyrke, som omfatter vilddyret fra havet med dets ti horn, imod dem for at udslette dem. Men i modsætning til Babylon den Store nyder dette rene folk Guds beskyttelse! — Ezekiel 38:1, 4, 11, 12, 15; Åbenbaringen 13:1.
3 Hvordan gør Jehova det af med Gog og alle hans horder? Lyt! „’Jeg vil kalde et sværd frem imod ham i hele mit bjergland,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.’Hver mand har sit sværd rettet mod sin broder.’" Hverken kernevåben eller konventionelle våben vil hjælpe noget i denne kamp, for Jehova erklærer: „Jeg vil have et retsopgør med ham, med pest og blod; og en rivende skylregn og haglsten, ild og svovl lader jeg regne ned over ham og hans hærafdelinger og de mange folkeslag der er med ham. Og jeg vil vise mig stor og hellige mig og gøre mig kendt for øjnene af mange nationer; og de skal vide at jeg er Jehova." — Ezekiel 38:21-23; 39:11; jævnfør Josua 10:8-14; Dommerbogen 7:19-22; Anden Krønikebog 20:15, 22-24; Job 38:22, 23.
Den der kaldes „Trofast og Sand"
4 Jehova kalder et sværd frem. Hvem er det der svinger dette sværd? Vender vi tilbage til Åbenbaringen finder vi svaret i et andet dramatisk syn. Himmelen åbner sig for Johannes’ øjne og afslører noget som indgyder ærefrygt — Jesus Kristus som kampklar kriger! Johannes fortæller: „Og jeg så himmelen åben, og se! en hvid hest. Og han som sad på den kaldes Trofast og Sand, og han dømmer og fører krig med retfærdighed. Hans øjne er en ildflamme, og på hans hoved er der mange diademer." — Åbenbaringen 19:11, 12a.
5 Ligesom i synet af de fire ryttere, er den ’hvide hest’ her et passende symbol på retfærdig krigsførelse. (Åbenbaringen 6:2) Og hvem af Guds sønner kunne være mere retfærdig end denne vældige kriger? Eftersom han kaldes „Trofast og Sand", må han være „det trofaste og sande vidne", Jesus Kristus. (Åbenbaringen 3:14) Han fører krig for at eksekvere Jehovas retfærdige domme. Han optræder således i egenskab af Jehovas udnævnte dommer, den der kaldes „Vældig Gud". (Esajas 9:6) Hans øjne er frygtindgydende, som „en ildflamme", idet han ser hen til sine fjenders brændende tilintetgørelse.
Krigerkongens hoved er kronet med diademer.
Det vilddyr Johannes så komme op af havet, havde ti diademer, hvilket symboliserede dets midlertidige herredømme på den jordiske skueplads. (Åbenbaringen 13:1) Jesus har imidlertid „mange diademer". Hans herlige herredømme er uforligneligt, for han er „Kongen over dem der hersker som konger, og Herren over dem der hersker som herrer". — 1 Timoteus 6:15.
7 Johannes’ beskrivelse fortsætter: „Han har et navn skrevet som ingen kender uden han selv." (Åbenbaringen 19:12b) Bibelen har tidligere omtalt Guds søn ved navne som Jesus, Immanuel og Mikael. Her omtales imidlertid et „navn" som ikke nævnes. Det synes at stå for den stilling og de privilegier Jesus har på Herrens dag. (Jævnfør Åbenbaringen 2:17.) I en beskrivelse af Jesus efter 1914 siger Esajas: „Hans navn skal være Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste." (Esajas 9:6) Apostelen Paulus forbandt Jesu navn med hans store tjenesteprivilegier da han skrev: „Derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig." — Filipperne 2:9, 10.
... ... 9 Johannes siger videre: „Og han er klædt i en yderklædning der er bestænket med blod, og det navn han bærer er Guds Ord." (Åbenbaringen 19:13) Hvis „blod" er dette? Det kunne være Jesu eget livsblod, som han har udgydt for menneskeheden. (Åbenbaringen 1:5) Men i denne sammenhæng sigter det snarere til hans fjenders blod, som bliver udgydt når Jehovas domme eksekveres over dem. Vi mindes her om det tidligere syn hvori jordens vintræ blev høstet og trådt i Guds harmes store vinperse indtil blodet stod „helt op til hestenes bidsler" — hvilket betegnede en stor sejr over Guds fjender. (Åbenbaringen 14:18-20) På samme måde bekræfter det blod der er stænket på Jesu yderklædning, at hans sejr bliver afgørende og fuldstændig. (Jævnfør Esajas 63:1-6.) Nu taler Johannes igen om at Jesus bærer et navn. Denne gang er det et navn som er almindeligt kendt — „Guds Ord". Det viser at denne krigerkonge er Jehovas ypperste talerør og forkæmper for sandheden. — Johannes 1:1; Åbenbaringen 1:1.
CITAT SLUT