KØNSMORAL

At have sex uden for ægteskabet er udstødelsesgrund for Jehovas Vidner, masturbation er en uren vane, men er ikke udstødelsesgrund

Citaterne er taget fra "Hvordan opnår man et lykkelig familieliv? (1983)" og "Unge spørger - Svar der duer"(1989)

HVORDAN OPNÅR MAN ET LYKKELIGT FAMILIELIV?

VORE EGNE UFULDKOMMENHEDER

Satan forsøger også at gøre os illoyale ved at benytte sig af vore ufuldkommenheder. Den tingenes ordning han står bag, spiller på vore svagheder og frister os til at gøre det vi ved er forkert i Jehovas øjne. Sørgeligt nok er der hvert år tusinder der bukker under for umoralitet. Nogle gør ondt værre ved illoyalt at leve et dobbeltliv, idet de fortsætter med det urette samtidig med at de giver sig ud for at være trofaste kristne. Da nogle artikler i serien „Unge spørger" i Vågn op! havde behandlet dette emne, skrev en ung kvinde: „De artikler var min livsberetning." Hun havde i al hemmelighed opdyrket venskaber med unge der ikke elskede Jehova. Hvad blev resultatet? Hun skriver: „Jeg nåede bunden og blev involveret i umoralitet og måtte retledes. Mit forhold til Jehova led skade, og mine forældres og de ældstes tillid til mig var gået tabt."

Denne unge kvinde blev hjulpet af de ældste og begyndte igen at tjene Jehova loyalt. For andre får det sørgeligt nok alvorligere konsekvenser, og nogle vender aldrig tilbage til folden. Det er derfor meget bedre at forblive loyal og modstå fristelserne i denne ugudelige verden. Lyt til de advarsler mod en verdslig omgangskreds og dårlig underholdning der bliver givet i Vagttårnet og Vågn op!

Vær besluttet på at du på intet tidspunkt vil optræde illoyalt. Hvis det alligevel sker, så giv dig aldrig ud for at være noget du ikke er. (Salme 26:4) Søg i stedet hjælp. Dine kristne forældre og de ældste vil hellere end gerne hjælpe dig. — Jakob 5:14.

FORLOVELSESTIDEN:

Oprigtig respekt for hinanden er en væsentlig betingelse for lykke i ægteskabet.

Det gælder også når man i forlovelsestiden viser hinanden sine følelser. Upassende fortrolighed eller ubeherskede lidenskaber kan forsimple forholdet endnu før ægteskabet bliver indgået. Kønslig umoralitet er ikke noget godt grundlag at bygge et ægteskab på. En umoralsk optræden røber at man er selvisk og ligeglad med den andens fremtidige lykke.

De stærke lidenskaber der i øjeblikket synes at smede et ubrydeligt bånd kan hurtigt kølnes, og i løbet af få uger, ja måske dage, kan båndet briste. — Jævnfør beretningen i Anden Samuelsbog 13:1-19 om Amnons lidenskabelige kærlighed til Tamar.

Den der i forlovelsestiden giver udtryk for stærke lidenskaber kan så tvivl, så den anden part senere spørger hvorfor vedkommende egentlig ville giftes. Var det kun for at kunne give sine lidenskaber frit løb, eller var det for at kunne dele livet med en han virkelig satte højt og elskede som menneske? Den der mangler selvbeherskelse før brylluppet vil som regel også mangle det efter, og det kan føre til utroskab og ulykkelige forhold. (Galaterne 5:22, 23) Kedelige minder om umoralske affærer i forlovelsestiden kan hindre en gnidningsløs tilpasning på det følelsesmæssige område i ægteskabets første tid.

Endnu alvorligere er det at sådanne umoralske affærer ødelægger ens forhold til Skaberen, hvis hjælp ingen kan undvære. "For dette er Guds vilje, jeres helliggørelse, at I afholder jer fra utugt"

UNGE SPØRGER - SVAR DER DUR (1989):

VOGT DIT HJERTE

For at kunne gemme i sit hjerte hvad Gud har sagt, må man først og fremmest læse og studere Bibelen og bibelsk læsestof. Dette vil hjælpe en til at blive overbevist om at Guds love har stor værdi for en. Hvis man på den anden side læser, lytter til eller kigger på noget der virker seksuelt stimulerende, vil man blive optændt af „seksuel lidenskab". (Kolossenserne 3:5) Undgå derfor omhyggeligt den slags! Hold i stedet tankerne samlet om det der er rent og ærbart.

Undersøgelser har i øvrigt vist at ens nærmeste venner har stor indflydelse på om man indlader sig på seksuelle forhold eller ej. Salmisten sagde: „Jeg har fællesskab med alle der frygter dig [Gud], og med dem der overholder dine bestemmelser." — Salme 119:63. ... ...

Hvis unge „danner par" og begynder at komme sammen, er faren for umoralitet større. Ved en undersøgelse foretaget i hele USA af Robert Sorensen svarede 56 procent af de unge mænd og 82 procent af de unge kvinder der havde haft et seksuelt forhold, at deres første seksualpartner var en de kom fast sammen med eller i det mindste kendte godt og syntes om.

Men hvad så hvis man er gammel nok til at gifte sig, og er ved at lære en at kende? Hvordan kan man lære den anden rigtig at kende og samtidig ’holde sin sti ren’?
 

UNDGÅ FALDGRUBER I FORLOVELSESTIDEN

Bibelen advarer: „Hjertet er mere lumsk end noget andet, og befinder sig i en fortvivlet tilstand; hvem forstår det?" (Jeremias 17:9, Byington) Man føler sig måske tiltrukket af en anden — det er ganske normalt. Og jo mere man er sammen, jo stærkere bliver tiltrækningen.

Denne normale drift kan imidlertid føre hjertet på afveje. ’Fra hjertet kommer onde overvejelser og utugt,’ sagde Jesus Kristus. Matt. 15:19. ... ...Sæt grænser: En ung mand tror måske at hans veninde forventer at han begynder at kysse og kærtegne hende, skønt dette slet ikke er tilfældet. „Ved overmod gives kun kamp, men hos dem der rådslår er der visdom." (Ordsprogene 13:10) I kan ’rådslå’ sammen ved at fortælle hinanden hvordan I ser på spørgsmålet om kærtegn. Det vil være klogt af dig at sætte nogle konkrete grænser for hvor meget I vil røre ved hinanden. ...

Har man lov til at holde i hånd, kysse eller omfavne hinanden, og i så fald hvornår?

Når man gør det, kan den slags godt være rent og passende. Højsangen i Bibelen fortæller at sjulamitpigen og den hyrde hun snart skulle giftes med, havde udvekslet passende udtryk for hengivenhed. (Højsangen 1:2; 2:6; 8:5)

Men ligesom dette ærbare par må I være forsigtige, så den måde I udtrykker jeres følelser på ikke udvikler sig til urenhed eller umoralitet. (Galaterne 5:19, 21) I hvert fald må man vente med den slags udtryk for hengivenhed indtil man har bestemt sig for hinanden og ægteskabet ikke ligger for langt ude i fremtiden...
 

UNDGÅ FARLIGE SITUATIONER

Bibelen beretter om en ung ugift pige der af sin ven blev inviteret på en udflugt til et afsides sted i bjergene. Hvad var hans motiv? Simpelt hen at de skulle nyde det tidlige forårs skønhed. Men pigens brødre hørte om udflugten, og satte meget afgjort en stopper for den. Var det fordi de mente at deres søster var ude på at opføre sig umoralsk? Slet ikke. Men de vidste hvor stærk fristelsen kan blive under sådanne omstændigheder. (Højsangen 1:6; 2:8-15)

Også du bør undgå at komme i situationer der kunne give anledning til fristelser, såsom at være alene med en af det modsatte køn i et hus, en lejlighed eller en parkeret bil. ... ...

Sig stop — og mén det: ... ... At sige nej i en sådan situation kan være noget af det sværeste du endnu har måttet gøre. Men som en 20-årig kvinde der lod stå til og begik utugt, siger: „Hvis man ikke bryder af, vil man fortryde det!"

Vær ikke alene: Selv om nogle betragter det som gammeldags, er det alligevel en god idé at man har en ledsager med. Nogle par beklager sig: „Det virker som om man ikke stoler på os." Sådan ser det måske ud. Men skal man stole for meget på sig selv? Ordsprogene 28:26 siger ligeud: „Den der stoler på sit eget hjerte er en tåbe, men den der vandrer i visdom undslipper." Det vil derfor være klogt at lade en tredje person være sammen med jer når I mødes. „Jeg respekterer virkelig en der selv har en ledsager med. Jeg ved at han er lige så interesseret som jeg i at holde sin sti ren,"

siger Debra. „Det giver ingen problemer, for når vi gerne vil tale fortroligt sammen går vi bare uden for hørevidde. Den beskyttelse det giver er ulejligheden værd." ...

ER MASTURBATION FORKERT?

Jeg spekulerer meget på om masturbation er forkert i Guds øjne.

Hvordan kan det indvirke på min fysiske og/eller mentale tilstand i dag og hvis jeg engang bliver gift?" — ... ...

I dag fremsætter lægevidenskaben dog ikke så alarmerende påstande. Lægerne mener faktisk at masturbation ikke volder fysisk mén. Forskerne William Masters og Virginia Johnson tilføjer: „Der findes ingen bekræftede lægevidenskabelige vidnesbyrd om at masturbation, hvor hyppigt den end øves, fører til mentale sygdomme." Men der er andre skadevirkninger. Og mange unge kristne er med rette bekymrede på grund af denne vane.

Når jeg gav efter for masturbation følte jeg det som om jeg svigtede Jehova Gud," skriver en ung pige. „Det gjorde mig somme tider dybt deprimeret."

Hvad er masturbation? Hvor alvorligt er det, og hvorfor har mange så svært ved at bryde denne vane?

HVORFOR ER DET ISÆR SVÆRT FOR UNGE?

Masturbation består i at man pirrer sine kønsorganer for at opnå lystfølelse. I puberteten vågner kønsdriften, og legemet begynder at producere nogle stærktvirkende hormoner der som bekendt får kønsorganerne til at udvikles. I denne periode opdager man også at disse dele af legemet kan fremkalde nogle behagelige fornemmelser. Man kan endda blive seksuelt opstemt uden at have tænkt på det seksuelle.

Hvis du har mærket en sådan seksuel ophidselse, betyder det altså ikke at der er noget i vejen med dig. ... ...

Nysgerrighed og spændingen ved det nye der sker, kan imidlertid få nogle til at pirre deres egne kønsorganer med vilje, eller nærmest lege med dem.

BENZIN PÅ BÅLET

Bibelen beretter et sted om en ung mand som møder en letlevende kvinde. Hun kysser ham og siger: „Kom, lad os beruse os i kærtegn." Hvad sker der så? „Pludselig går han efter hende som en okse der er på vej til slagtning." (Ordsprogene 7:7-22) Hvad var det der ophidsede ham? Selvfølgelig ikke bare hormonernes normale virke, men også det han så på og lyttede til.

En ung mand fortæller noget tilsvarende: ’Hele mit problem i forbindelse med masturbation stammede fra det jeg fyldte mit sind med. Jeg plejede at se tv-film hvor der indgik umoralske handlinger, og nogle gange så jeg også pornografiske videofilm. Den slags scener brænder sig ind i bevidstheden. De dukkede op for mit indre blik igen og igen; de var den ’benzin på bålet’ der fik mig til at masturbere."

Det der gør det svært at lade være med at masturbere, er altså i mange tilfælde noget man læser, kigger på, snakker om, tænker på eller underholder sig med.

En kvinde på 25 år fortæller: „Det var som om mine forsøg på at holde op var forgæves. Men samtidig blev jeg ved med at læse romanblade, og det gjorde det selvfølgelig sværere."

... ... Denne unge kvinde peger på endnu en årsag — måske den stærkeste — til at det er så svært at komme ud af denne vane. Hun fortsætter: „Når jeg forfaldt til selvtilfredsstillelse var det næsten altid fordi jeg følte mig presset, nervøs eller anspændt. Den kortvarige lystfølelse var ligesom det glas alkoholikeren tager for at dulme nerverne."

HVAD SIGER BIBELEN?

En ung mand spurgte: „Er masturbation en utilgivelig synd?" Faktisk nævnes masturbation ikke i Bibelen.

Masturbation var udbredt i den græsktalende del af verden på Bibelens tid, og på græsk findes der flere ord som beskriver denne handling. Men ikke et eneste af disse ord bruges i Bibelen.

Men betyder dét at masturbation ikke direkte nævnes i Bibelen, at der ikke er noget forkert ved denne vane? Bestemt ikke! Selvtilfredsstillelse er ganske vist ikke i samme kategori som alvorlige synder som utugt, men det er en uren vane. (Efeserne 4:19) Principperne i Guds ord viser at det er til gavn for dig selv at du med fasthed modstår denne urene vane. — Esajas 48:17.

VÆKKER SEKSUEL LIDENSKAB

’I skal gøre jeres lemmer døde med hensyn til seksuel lidenskab,’ tilskynder Bibelen. (Kolossenserne 3:5) Med „seksuel lidenskab" tænkes der ikke her på den normale kønsdrift, men på en drift som personen har mistet kontrollen over. En sådan lidenskab kan føre til grov umoralitet, som beskrevet af Paulus i Romerbrevet 1:26, 27.

MENTAL OG FØLELSESMÆSSIG URENHED

Masturbation fremkalder desuden visse holdninger der kan fordærve sindet. (Se Andet Korintherbrev 11:3.) Når man masturberer lader man sig helt og holdent opsluge af sig selv og sin egen fysiske nydelse. Det seksuelle bliver revet løs fra kærligheden og reduceret til en refleks der skal skaffe udløsning for en spænding.

Men det var Guds hensigt at seksualdriften skulle tilfredsstilles i et nært forhold der var udtryk for kærlighed mellem en mand og hans hustru. — Ordsprogene 5:15-19.

Den der tilfredsstiller sig selv bliver også tilbøjelig til at se det modsatte køn som et seksualobjekt, som noget der kun er til for hans egen seksuelle nydelses skyld.

En sådan forkert indstilling, som masturbation kan føre til, er en besmittelse af ’ånden’ (et menneskes fremherskende tilbøjelighed). I nogle tilfælde giver masturbation problemer der fortsætter efter at man er blevet gift! Det er med god grund at Guds ord tilskynder os: „I elskede, . . . lad os rense os for enhver besmittelse af kød og ånd." — 2 Korinther 7:1.

ET LIGEVÆGTIGT SYN

Mange unge som i almindelighed har styrke til at afholde sig fra masturbation, bukker fra tid til anden under for trangen. Gud er imidlertid meget barmhjertig. „Du, Jehova, er god og rede til at tilgive," siger salmisten. (Salme 86:5) Når en kristen giver efter for masturbation, føler han ofte at hans hjerte fordømmer ham. Men Bibelen siger at „Gud er større end vort hjerte og kender alle ting". (1 Johannes 3:20) Gud lægger ikke kun mærke til vore synder. I sin store indsigt lytter han også til os med forståelse når vi oprigtigt anråber ham om tilgivelse. En ung kvinde skriver: „Jeg har følt mig meget skyldbetynget. Men når jeg har tænkt på hvor kærlig en Gud Jehova er og at han kan se mit hjerte og kender alle mine gode ønsker og bestræbelser, har det hjulpet mig til ikke at blive helt opslugt af depression når jeg af og til er ’faldet i’." Hvis du oprigtigt kæmper mod masturbation er der langt mindre risiko for at du vil begå den alvorlige synd som utugt er.

Hvordan kan jeg bekæmpe masturbation?

„AFHÆNGIGHEDEN er meget stærk," sagde en ung mand der havde kæmpet med masturbation i over 15 år. „Det kan være lige så vanedannende som et euforiserende stof eller som alkohol."

Netop fordi det kødelige begær kan være så stærkt, passede apostelen Paulus på ikke at blive træl af det; tværtimod ’bankede han løs på sit legeme og behandlede det som en træl’. (1 Korinther 9:27) Han var streng over for sig selv! Ved ligesom han at behandle sig selv strengt kan enhver aflægge den vane der hedder masturbation.

... ... Det er særlig svært at afvise urene tanker når man er alene om natten. En ung kvinde giver et råd: „Det bedste man kan gøre er at komme ud af sengen med det samme og gå i gang med en eller anden form for arbejde, eller måske tage en lille forfriskning, sådan at man kommer til at tænke på noget andet."

Ja, tving dig selv til at ’have dét i tanke som er af alvorlig betydning, retfærdigt, rent, værd at holde af, det der tales godt om’. — Filipperne 4:8.

TAG ØNSKET I OPLØBET

„Den kloge ser ulykken og skjuler sig, men de uerfarne går videre og må bøde," skrev den inspirerede vismand. (Ordsprogene 22:3)

Du kan vise dig ’klog’ ved at være forudseende. Hvis du finder ud af at bestemte aktiviteter, stramtsiddende tøj eller visse former for mad virker seksuelt stimulerende på dig, så undgå dem for enhver pris. For eksempel kan alkoholiske drikke svække hæmningerne og gøre det sværere at vise selvbeherskelse. Læsestof, tv-programmer eller film med sanseligt indhold må du sky som pesten. „Lad mine øjne vige fra at se på det der er uden værdi," bad salmisten. — Salme 119:37.

Der kan være tider hvor du kan forudse at du vil være svagere end ellers. Tag højde for situationen på forhånd. En kvinde ved måske at hendes kønsdrift er stærkere på bestemte tidspunkter af måneden. ...

I sådanne situationer må du undgå at være alene for længe ad gangen. Sørg for at have noget opbyggende at gøre, aktiviteter der vil holde dig beskæftiget med noget krævende, så du ikke får lejlighed til at dvæle ved umoralske tanker.

EN ÅNDELIG OFFENSIV

En 27-årig mand der havde kæmpet med masturbation siden han var 11 år, overvandt omsider vanen. „Jeg har måttet gå offensivt til værks," fortæller han.

„Jeg læser mindst to kapitler i Bibelen hver eneste dag uden undtagelse." Det har han gjort i over tre år uden at svigte én eneste dag.

... En kvinde der overvandt masturbation, udtaler: „Noget der stærkt medvirker til at jeg kan undgå denne vane, er at jeg som heltidsforkynder koncentrerer mit sind og mine kræfter helt om at hjælpe andre til at opnå et godkendt forhold til Gud."

HJÆLP FRA ANDRE

Hvis dine personlige bestræbelser ikke slår til, så tal med en der kan hjælpe dig, for eksempel din far eller mor eller en af de kristne ældste.

En ung pige kan måske betro sig til en moden kristen kvinde. (Titus 2:3-5) En ung mand der var lige ved at opgive kampen, siger: „En aften betroede jeg mig til min far. Det kostede al min selvovervindelse at gå til ham, og jeg var så skamfuld at jeg græd mens jeg talte med ham. Men jeg vil aldrig glemme hvad han svarede. Med et beroligende smil sagde han: ’Du får mig til at være stolt af dig.’ Han vidste hvad jeg havde måttet gennemgå for at komme til ham. Han kunne ikke have sagt noget bedre for at sætte humør og beslutsomhed i mig."

Den unge mand fortsætter: „Så viste min far mig nogle skriftsteder der slog fast at jeg ikke var ’redningsløst fortabt’.

HVIS DU FALDER TILBAGE

En ung mand havde arbejdet hårdt for at blive vanen kvit, men oplevede så et tilbagefald. Han indrømmer: „Det var som om det fuldstændig tyngede mig til jorden. Jeg følte mig helt uværdig, og tænkte: ’Jeg er kommet for langt ud. Nu kan jeg ikke regne med Jehovas tilgivelse mere, så hvorfor blive ved med at kæmpe?’" Men et tilbagefald er ikke ensbetydende med at hele kampen er tabt.

BELØNNINGEN FOR AT HAVE KÆMPET

En ung mand som vandt kampen mod masturbation, siger: „Siden jeg har overvundet problemet har jeg kunnet bevare en ren samvittighed over for Jehova, og det vil jeg ikke bytte for noget som helst!" CITAT SLUT