Hvordan jeg blev udstødt, og hvordan jeg kom videre igen på min egen måde.

Af Dorthea Tanja Friis

Min Barndom

Jeg husker mit barndomshjem som meget trygt. Min mor og far har aldrig rigtig skændtes foran mig og min søster. Min far kom tit hjem med kage og alskens hygge. Vores liv var i faste rammer. Både i vores hverdag med møder, tjeneste og familiestudie og med vores sociale netværk. Vi havde, som min far altid sagde, en stor familie, som altid ville være der for os, altså inden for jehovas vidner.

Jeg elskede også stævnerne med alle de forskellige nye mennesker, som vi kunne lære at kende. Jeg var en pige, som godt kunne lide at gøre de ældre i menigheden glade med besøg og lignende. Jeg var faktisk meget velset af menigheden som en god lille forkynder af riget. For mig var det meget vigtigt at gøre min far stolt, hvilket også var den største grund til, at jeg lod mig døbe, selvom jeg var alt for ung til det. Kun 14 år gammel.

Min far sagde, at jeg ikke længere var hans datter

Måske var det netop derfor, det gjorde så ondt, da min far sagde, at jeg ikke længere var hans datter. Han sagde at jeg havde valgt min familie fra, da jeg valgte at gå ud af Jehovas vidner. Han så slet ikke mig, mine behov og følelser i den sag. Jeg var virkelig skuffet over, at han ikke kunne elske mig, for den jeg var.

Da jeg var barn og stadig var et Jehovas vidne, havde jeg det også svært i skolen. Der blev jeg både verbalt drillet, slået og sparket, fordi jeg var anderledes, altså et Jehovas vidne. Jeg blev på grund af mine skolekammerater overbevist om, at jeg aldrig ville kunne få en kæreste eller nogen, der kunne holde af mig. Af den første fyr inden for Jehovas Vidner, som jeg forelskede mig i, blev jeg overbevist om, at de havde ret. Han virkede nærmest, som om han hadede selve synet af mig, selvom jeg egentligt ikke syntes, jeg var særlig grim på nogen måde. Men det blev starten på mine store problemer inden for Jehovas vidner.

Ung kærlighed på husholdningsskolen

Da jeg kom på husholdningsskole, blev jeg dybt forelsket i en fyr, som ikke var et Jehovas vidne, og han virkede også virkelig forelsket i mig. Jeg var så lykkelig over, at der endelig var en, der ville mig og kunne se mit værd. Men han var jo forbudt kærlighed, så jeg fik den ene reprimande efter den anden, selvom det, vi lavede sammen, var meget uskyldigt. Jeg var dybt ulykkelig, men ingen viste forståelse for mine følelser. Tværtimod fik jeg at vide af mine forældre, at jeg ødelagde alt for dem og deres ry på den måde, da min far jo var ældste inden for Jehovas vidner og kunne miste sin stilling ved at have en datter som mig. Min mor klantrede mig samtidig for at have givet min far et mavesår. Så jeg anede ikke, hvor jeg skulle vende mig hen. De veninder jeg havde inden for Jehovas vidner havde længe ikke interesseret sig særligt meget for at være sammen med mig eller for, hvordan jeg havde det, men pludselig blev de meget interesseret i at finde ud af, hvad jeg lavede, for bagefter at angive mig til de ældste.(de mænd som styrede menigheden, en slags præster.)

Jeg ved godt, at de ville have fået skyldfølelser, hvis de ikke havde fortalt de ældste, hvad de vidste. Men det var alligevel en stor skuffelse for mig, at de gjorde det.

De ældste forhørte mig og kørte psykisk på mig i et par timer

De ældste kom op på den skole, hvor jeg gik, og hentede mig. De troede, jeg havde haft sex med min kæreste, selv om det eneste der var sket var, at jeg lå på hans seng og snakkede og var ked af det. Men de ældste tog mig med ud i deres bil. Jeg kan ikke huske, om der var 2 eller 3 voksne mænd. Men jeg var meget bange for, om de ville udstøde mig eller tage mig væk fra skolen. De forhørte mig og kørte psykisk på mig i et par timer. De nægtede at lukke mig ud og lade mig komme ind på skolen, før jeg kunne love dem, at jeg ikke nogen sinde ville se min kæreste igen som kæreste. Jeg er et meget ærligt menneske og kunne derfor ikke lyve og love noget, jeg ikke kunne holde. Derfor tog det så lang tid, før jeg fik lov til at gå ud af bilen igen.

Panikangst

Min panik over at være indespærret og blive truet af flere voksne mænd og min angst for at brække mig i bilen gjorde, at jeg til sidst lovede dem ikke at se min fyr igen, selvom jeg vidste, at det kunne jeg ikke holde. Det er i hvert fald sådan, jeg husker det. Jeg kan ikke huske, om vi kørte nogen steder hen i bilen, eller om jeg bare sad i den. Faktisk er det meget angstprovokerende at tænke tilbage på.

Det var første gang jeg fik et ægte panikangst-anfald. Det skete, da jeg kom ud af bilen og gik op på min kærestes værelse på skolen. Jeg rystede, så jeg faldt og dirrede inden i, som om jeg aldrig ville kunne finde ro igen. Bagefter græd jeg og hylede og var helt ude af mig selv. Jeg rev mit tøj af og sagde, at han bare kunne tage mig. Men han skyndte sig at give mig et tæppe på og ville på ingen måde komme mig nær seksuelt. Da lærerne på skolen fandt ud af, hvad der var sket, var der en der tilbød, at vi kunne søge om, at jeg kunne bo hos hende. Men desværre turde jeg slet ikke tænke tanken på det tidspunkt. Jeg var så bange for at blive udstødt og dermed være død i forhold til Gud. For tænk hvis enden kom, Harmagedon, og jeg så skulle dø i den.

Efter et par dage kom min mor og far og ville hente mig. Jeg måtte ikke engang sige farvel til min kæreste, som jeg aldrig mere ville få at se. Et kort øjeblik, hvor de ikke holdt øje med mig, hoppede jeg op i vindueskarmen og halvvejs ud ad vinduet, som sad temmelig højt oppe. Da greb lærerne ind og fik truet mine forældre med politi osv., hvis de ikke lod mig være. Det gjorde de så.

Hjemme igen

Men jeg måtte ikke blive på skolen og blev sendt til Ålborg, hvor jeg blev nøje overvåget i ca. et år. Herefter blev jeg sendt hjem til mine forældre igen, fordi de ikke kunne styre mig. Jeg var jo endt med at være sammen med, som var i samme kategori som mig, altså dårligt selskab, som vi blev kaldt. For dem, der var grundigt rodfæstede inden for Jehovas vidner, ville jo ikke være sammen med en, der havde fået reprimander.

Jeg oplevede på det tidspunkt megen dobbeltmoralskhed, da jeg hørte, hvad de fleste andre unge havde gjort uden at få reprimander, fordi de ikke havde været så ærlige som mig. Og sjovt nok tillod de sig at se ned på mig som den store synder, fordi jeg havde indrømmet de små ting, jeg havde lavet. Jeg oplevede også, at de ældste, som jeg havde set op til, reagerede fuldstændig uprofessionelt og endda tillod sig at dømme i stedet for at lade Gud gøre det. Jeg så, hvordan nogle af dem udnyttede deres magt til at nedgøre og direkte øve psykisk vold på flere af medlemmerne inklusiv mig. For eksempel blev jeg ved to lejligheder spurgt ud om, hvad jeg havde lavet med en fyr. De ville have alle slibrige detaljer, selvom jeg ikke engang havde haft sex endnu med nogen.

Jeg fik at vide, jeg var et brugt håndklæde

Bagefter kaldte de mig for et brugt håndklæde, som alle mændene kunne tørre sig i. Jeg begyndte mere og mere at se troen ”Jehovas vidner” udefra. og kunne til sidst ikke få øje på Guds kærlighed overhovedet. Jeg glemmer aldrig en bestemt lejlighed, hvor jeg fik en offentlig reprimande. Der sad 50 - 60 mennesker i menigheden og hørte på, at jeg havde gjort mig skyldig i grov umoralsk adfærd, selvom jeg stadig ikke havde haft sex. Det nævnte de selvfølgelig ikke. Så de fleste troede nok, at jeg havde gjort noget meget værre end det, jeg rent faktisk havde gjort. Jeg følte, de så mig som luder på grund af den reprimande. Men der sad jeg ved siden af min far, som jeg altid havde forsøgt at gøre stolt. Efter mødet kom de alle, en efter en, gående forbi mig og hen og krammede min far og sagde, at de følte med ham. Han tog bare imod al deres trøst i stedet for at se, hvad de gjorde mod mig. Jeg var så ulykkelig, at jeg troede, det aldrig skulle ende. Men selv der var der ingen, der så mig og mine følelser.

Bange for at miste troen

Jeg begyndte efter hånden at se troen som hyklerisk og begyndte at blive mere lyttende over for andres meninger, tanker og overbevisninger, når jeg gik ud og forkyndte. Jeg har altid stillet mange spørgsmål og undret mig over mange af Jehovas vidners læresætninger, også da jeg var barn. Men da min far så det som et tegn på, at jeg ikke var et barn af ”sandheden”, gjorde han det klart for mig, at det var syndigt at stille sig tvivlende. Derfor holdt jeg op med at tænke så meget over det. Men det fik så sit comeback efter alle de ydmygende oplevelser, jeg havde været udsat for.

Jeg tvivlede

Jeg følte jo efterhånden ikke, jeg havde noget at miste mere. Så jeg begyndte igen at stille spørgsmål, og jeg følte ikke, der var nogen, der kunne svare på dem, fordi de bare blev affærdiget. Jeg var især vred over Jehovas vidners syn på minoriteter som homoseksuelle. Og jeg var vred over de ældstes magtanvendelser og deres måde at dømme på. Jeg har heller aldrig forstået deres politik med, at det skulle tage ca. 3 måneder, før man kunne hilse på en udstødt igen, efter vedkommende var vendt tilbage. Den fortabte søn i bibelen blev taget imod næsten allerede før, han kom tilbage. Hvordan kan mennesker se ind i hjertet og bedømme, hvornår man er klar til Gud igen?

Der er også mange løse ender i spørgsmålet om blodet, der for Jehovas vidner står for livets hellighed, og som jo netop bliver brugt som sådan gennem transfusion. Og der er også spørgsmålet om dåben. Hvordan kan Jehovas vidner mene, at de forstår den på en anden måde end kirken, idet de tror på voksendåb, når de kunne døbe mig i en alder af 14 år og min søster som 12-årig?

Ja der var mange tvivlsspørgsmål.

Mine forældre gjorde det klart for mig, at vi ikke længere kunne se hinanden

Jeg begyndte at interessere mig for andre måder at se troen og mit liv på. Så efter at jeg i et par år gjorde mig psykisk klar til at gå ud af Jehovas vidner, fik jeg gjort alvor af min længe planlagte udtrædelse. Jeg havde til det sidste håbet på, at mine forældre ville acceptere mig og mit valg. Men det var desværre kun ønsketænkning.

Selvom jeg selv meldte mig ud, hed det sig selvfølgelig, at jeg blev udstødt, og mine forældre gjorde det klart for mig, at vi ikke længere kunne se hinanden som før. De så mig nu alligevel nogle år efter udstødelsen, og de hjalp mig også økonomisk fra tid til anden. Men da de blev enige om, at jeg kunne stå på egne ben, stoppede kontakten.

Hele min verden var meget skrøbelig

Måske også fordi jeg insisterede på, at de skulle acceptere mig, mine meninger og beslutninger og elskede mig for den jeg var, kunne vi ikke længere ses på deres præmisser. Vores forhold havde længe været anstrengt, fordi de ville prædike for mig. Men jeg måtte ikke engang forholde mig til det de sagde eller modsige det. De blev også ved med at nedgøre mine meninger ved at sige, at jeg godt nok var kommet langt væk fra sandheden. Jeg følte, at de så mig som mindre intelligent på grund af min måde at se verden på. Men samtidig tror jeg alligevel, at min mor har været lidt stolt af mig over, at jeg har formået at skabe mig et godt liv uden deres hjælp. Min far har også et par gange ringet og sagt, at han elsker mig, selvom vi ikke længere kan ses.

Den gang jeg lige var gået ud af jehovas vidner, var det dog ret svært at finde fodfæstet. Hele min verden var meget skrøbelig, og jeg havde svært ved at forstå, hvad der var normalt uden for Jehovas vidner. Jeg var meget naiv og troede blindt på andre mennesker. Jeg var yderst grænseløs og havde svært ved at tyde andres grænser, da jeg jo altid havde været vant til, at mine grænser ikke betød noget. Jeg havde jo oplevet, hvordan jeg skulle være ærlig og udstille mig selv for bagefter at blive nedgjort totalt af de ældste. Jeg var derfor udsat for flere grænseoverskridende og farlige forhold, efter jeg havde brudt med jehovas vidner. Jeg kunne slet ikke sige fra over for mennesker, som udnyttede mig og behandlede mig dårligt. Så det har været svært at lære de sociale spilleregler uden for Jehovas vidner, som andre tager for givet at man kender. Det har kostet mange knubs.

Jeg lærte ikke at sætte personlige grænser

Inden for Jehovas vidner lever man jo meget beskyttet, og der er derfor ikke grund til at lære at passe på sig selv og sætte personlige grænser. Det er man så nødt til at lære gennem bitre erfaringer, når man går ud.

Det tager tid at skabe en omgangskreds og finde nogle venner, man virkelig kan stole på. Og det har været svært at finde mig selv i forhold til min angst for døden og mit forvrængede forhold til gud og kærlighed. Jeg har også lidt meget af panikangst i flere år, men angsten har jeg efterhånden lært at styre. Det har samtidig kostet flere filosofi-kurser og uddannelser med psykologi som fag at finde ud af, hvad jeg selv mener og tænker og tror på i stedet for altid at sige:” "bibelen siger ... ".

Sorgen over at have mistet min familie er naturligvis stadig en del af mit liv, især ved højtiderne jul og påske, hvor andre snakker om deres familier og besøger dem. Det har også været meget hårdt ikke at have bedsteforældre til min søn og samtidig høre udefra, at min søster har fået børn, som de gør alt for.

Jeg har fundet roen i mig selv og fundet nye værdier

Men med tiden og igennem dygtige psykologer og gode venners opbakning har jeg fundet roen i mig selv og fundet nye værdier - også åndelige. Jeg lever nu et roligt og glædesfyldt liv sammen med min søn i smukke omgivelser. Men min fortid kommer jeg nok aldrig til helt at glemme, og det er jo også den, der har gjort mig til den, jeg er i dag. Jeg ser det som en læring og udvikling af min personlighed. Jeg tror nu på, at normale forældre ville have været stolte over at have en datter som mig. Det betyder dog ikke så meget mere for mig, at mine forældre ikke har kunnet se mit værd og kunnet forstå mig.

Jeg ville ønske alle de ulykkelige og ensomme udstødte, at de kunne se ud i fremtiden, at de har mange valg og muligheder, som kan gøre dem til hele og glade mennesker igen. Selvom der er mange ting, man mister, når man går ud af Jehovas vidner, så findes der også et liv efter Jehovas vidner, hvor man personligt og menneskeligt kan få det dobbelte igen.