Hvordan jeg blev et Jehovas vidne og kom ud af sekten igen efter 30 år

af Gudrun Jespersen

Når jeg i dag, hvor jeg tilhører den ældre generation, ser tilbage på mit liv, kan jeg ikke forstå, at jeg kunne tilbringe tredive år indenfor sekten Jehovas Vidner, og at jeg i det hele taget skulle blive et Jehovas Vidne overhovedet. Men set i bagklogskabens lys har jeg alligevel en forklaring. Når jeg har været ude og holde mine foredrag om mit liv som et Jehovas Vidne (fremover blot JV) er jeg sommetider blevet stillet overfor det spørgsmål, om jeg ikke var lidt naiv, at jeg sådan kunne falde for en amerikansk sekt. Det letteste ville sikkert nok være at besvare spørgsmålet med et Ja, men så let er det nu heller ikke.

Naiv eller uoplyst

Tiden omkring 1950/51, hvor jeg begyndte at få kendskab til JVerne, var helt anderledes end i dag, og jeg har talt meget med min mand om dette. Vi er begge kommet til den slutning, at vi nok begge, som så mange andre unge den gang, var uoplyste. Vi havde da begge gået ti år i skole og havde fået en ganske god eksamen. Vort oplysningsniveau var sikkert på linie med det man kunne forvente af unge mennesker på 17/18 år dengang. Det, vi vidste, kom fra det man kunne læse i aviserne, høre de voksne tale om, og så var der selvfølgelig radioen med bare eet program. Fjernsyn og flere afvekslende radioprogrammer lå stadig langt ude i fremtiden dengang.

Så det var min baggrund, og jeg kan i dag godt se, at jeg var et potentielt emne for JV. Og jeg kan også helt sikkert genkendes af mange, der på det tidspunkt tilsluttede sig sekten.

Hvad fik mig til at gå ind i sekten?

I et tilbageblik kan jeg se, at der var tre ting som især optog mig, og det skulle vise sig, at disse var stærkt medvirkende til, at jeg blev et JV. De tre ting var

1. Jeg manglede et ståsted for troen på Gud, og et fællesskab,
2. Jeg var angst for fremtiden, og
3. jeg ville meget gerne have et fornuftig svar på tilværelses spørgsmål.

For mig personligt var det nok en kombination af disse tre ting. I dag kan der jo være så mange andre ting, der kan gøre sig gældende, som fx identitetskrise, tab af familiemedlemmer o.l.

Min barndom

Men når jeg atter ser tilbage, kan jeg godt se at grunden til, at jeg savnede et ståsted skulle søges i, at jeg havde et stærkt åndeligt behov. Og hvad var i grunden årsagen til det? Da jeg var barn, før jeg kom i skole, boede der på vores vej en ældre dame. Hun var meget venlig og god ved os børn; hun samlede os een gang om ugen, lærte os at sy og strikke, og så sang hun meget for os og lærte os en masse sange, salmer var det vel, for de handlede meget om Gud, og vi vidste også, at den gamle dame gik i kirke hver søndag, og at hun hørte hjemme indenfor Indre Mission, og det har sikkert ligget hende meget på sinde at fortælle os om Gud. Det kunne jeg godt lide, så jeg gik hjem til mine forældre og spurgte, om de troede på Gud. Joh, det gjorde de da. Så resonerede jeg med dem og sagde, at hvis man gør det, så skal man gå i kirke hvorefter jeg spurgte dem, om de ikke ville tage mig med. Det blev nu aldrig til noget, og de har sikkert tænkt, at det kom deres lille pige nok over. Mine forældre var da medlem af Folkekirken, men kom der kun til barnedåb, vielser og begravelser. Altså tog jeg sagen i min egen seksårige hånd og gik op til den gamle dame og spurgte, om hun ikke nok ville tage mig med i kirke. Det gjorde hun nu ikke, men hun sørgede for, at jeg kom i Søndagsskole og blev meldt ind i noget der hed Yolaklubben, som var en klub for børn og unge mennesker indenfor Indre Mission. Men det var nu ikke nok til at dække mit åndelige behov, som jeg trods min unge alder havde. Jeg fik nogle enkelte gode veninder i klubben og var en enkelt gang med på et bibelskoleophold på Kildeborg ude ved Sallingsund. Senere, men jeg gik i skole, blev jeg meldt ind i De Grønne Spejdere, som skulle gå for at have et kristent livssyn. Det var der sikkert også mange, der havde, men jeg var uheldig at få nogle førere, især een, som var total uegnet til at have noget med børn at gøre, og da især ikke en som mig, der havde et åndeligt behov; det blev slet ikke opfyldt. Tiden gik, og jeg fik andre interesser og skolekammerater, men det åndelige behov lå stadig og lurede i baghovedet. Jeg blev også konfirmeret, og jeg var en meget glad konfirmand, for konfirmationen betød virkeligt noget for mig. Det var ikke kun gavebordet, det drejede sig om.

Skolegangen slutter

Min kommende mand mødte jeg meget tidligt, vi gik i samme skole og boede på samme vej, og vi blev det man kalder skolekærester, og vi legede sammen med alle de andre børn på vejen. Vi havde i det hele taget en dejlig barndom med masser af gode kammerater. Vi kom ud af skolen samtidig, men herefter skete der noget mærkeligt. De fleste af de venner, vi var stærkest knyttede til, mistede vi lidt efter lidt kontakten med. Nogle rejste fra byen, andre begyndte på gymnasiet, der dengang lå i Viborg, og godt nok var vi begge kommet i lære i nogle forretninger i Skive, men vi var forholdsvis alene. Min kæreste var godt nok FDF’er, hvor han havde mange gode venner, men det blev ligesom indenfor de kredse. Jeg var sikkert den, der var mest ensom, og vi manglede begge det, som nærmest kan betagnes som et fælles fællesskab. Så det var det første af mine behov, manglende fællesskab.

Angsten for fremtiden

Den næste årsag til mit behov var angsten for fremtiden. Vi havde jo været store børn under Den anden Verdenskrig og vi havde hørt om krigen og dens grusomheder. Vi havde også siddet i beskyttelsesrum, når de fremmede flyvere kom ind over landet. Og selv om vi trods alt havde det godt her i landet, sammenlignet med andre europæiske lande, så havde krigsårene sat sit spor i mit sind, så jeg var faktisk bange for fremtiden. Og selvom krigen sluttede i 1945, så blev der jo desværre ikke fred i verden. Der blev stadig talt om krig. Amerikanerne havde opfundet og brugt atombomben, men der gik kun et par år, så havde Russerne også en atombombe, og våbenkapløbet var hermed begyndt. Og som det huskes, var det så starten på Den Kolde Krig, som skulle vare årtier ud i fremtiden. I 1950 startede Koreakrigen, og alt var sat på spidsen, nok til at jeg blev endnu mere angst for fremtiden, for hvem ville nu være så tåbelig at trykke på den knap, der kunne sende en atombombe på vej? Magtbalancen mellem Øst og Vest rasede!

Mit første, spæde bekendtskab med sekten

På det tidspunkt skulle min kæreste, Knud, på session og skulle dermed til at aftjene sin værnepligt som soldat. Det syntes jeg var frygteligt, for hvis der nu blev krig igen, var denne opfattelse, hun havde nævnt for Knud, og som han, som ikke var særligt troende, nu videregav til mig. Men han nævnte disse skønne fremtidsforhåbninger for mig og sagde samtidig, at han ikke vidste ret meget om det, men at jeg da kunne prøve at spørge hans mor. Det gjorde jeg så en dag. Desværre lå hun i sengen med en alvorlig halsbetændelse og kunne næsten ingenting sige, men jeg spurgte hende alligevel, hvad det var for noget Knud havde fortalt mig. Det ville hun meget gerne, og jeg skal fortælle dig en lille smule i dag og så noget mere senere. Og så begyndte hun, og så talte hun i TRE TIMER. Da jeg gik hjem til mig selv den aften vidste jeg, at det her måtte jeg høre noget mere om. Min kommende svigermor var ikke JVer, men jeg havde fået fat i, at det var JV’erne, der havde denne tro. Dengang var JV rimeligt nye i Danmark, men jeg havde da set dem gå på gaden med deres blade. Kort tid efter så jeg en ældre dame gå på gaden med de to blade, de tilbød, og jeg styrede lige over til hende og sagde, at jeg gerne ville tegne et årsabonnement på begge blade, Vagttårnet og Vågn Op. At hun ikke fladt besvimet om på stedet, har undret mig lige siden, for jeg kom jo selv til at gå på gaden med bladene senere, men jeg har aldrig været ude for, at nogen er kommet til mig og blot bedt om et enkelt blad.

Jeg begynder at blive viklet ind i sekten

Nå, men damen, jeg tegnede abonnement ved, vidste hvad hun skulle gøre. Hun tog kontakt til menigheden i Skive og sagde, at hun havde mødt en sandhedssøgende ung dame på gaden, og at hun havde tegnet abonnement på bladene. Hun skulle da have et ”studium”, og da hun åbenbart ikke selv følte sig kvalificeret til at påbegynde sådan et studium, så fik hun det lavet sådan, at der skulle komme end mand fra menigheden i stedet for. Jeg havde talt med Knud om det, og han indvilgede i at deltage. Så sådan begyndte vores langsomme vej ind i JV. Den mand, der kom fra menigheden, var meget veltalende, ja han kunne såmænd have solgt sand i Sahara, og han var meget vidende om sektens tro og kunne give mig svar på næsten alle de eksistentielle spørgsmål, jeg havde. For mig var det utroligt berigende, og da han efterhånden også tog sin kone med til de ugentlige studieaftener, ja så hyggede vi os, og vi følte vi havde fået nye venner. Et fællesskab var ved at opstå, og min angst for fremtiden forsvandt. Jeg var virkelig lykkelig, og jeg tror også, at Knud var godt tilfreds. Han var ikke så søgende, som jeg var, men han var meget glad for at se, at jeg blev mindre og mindre angst for fremtiden. Og hermed var mine tre behov for tro lige pludselig blevet opfyldt: Jeg havde fået et ståsted for min tro på Gud og jeg havde fået et fællesskab med ligesindede. Min angst for fremtiden var forsvundet. Og jeg var begyndt at få svar på mine mange spørgsmålet om livet og hensigten med livet i det hele taget. Sekten havde opfyldt mine behov. Alt dette skete i årene 1951 og 1952, og langsomt blev vi viklet ind i JV’s netværk. Vi var begyndt at komme til menighedens møder, og da JV tror på voksendåb, blev vi døbt efter at vi havde fået et nærmere kendskab til ”sandheden”, som JV’erne ynder at sige om deres tro. Efter dåben var vi nu at betragte som ægte JV’er, og vi fulgte menighedens paroler, som var fx. mødepligt til alle møder, men også pligt til at gå ud og lave opsøgende arbejde fra hus til hus for at finde nye emner til sekten. Og jeg blev et meget glad Jehovas Vidne, kan jeg godt sige i dag, jeg havde ”set lyset”.

Jeg bliver gift

I 1953 blev Knud og jeg gift, og i løbet af de næste ti år fik vi tre børn, to drenge og een pige. Dem forsøgte vi at opdrage i sektens tro. Da de var gamle nok til at kunne sidde stille, kom de med til menighedens møder, og de var også med ude i hus-til-hus arbejdet. De havde ikke mange chancer for at sige fra, for det at være JV’er var blevet en livsstil for os. Vi fik mange venner, og det sociale netværk var helt i orden, og i realiteten havde vi vel 30 gode år. Senere blev det et stort spørgsmål, hvorfor der skulle gå 30 år, før vi opdagede der var noget galt. Hvordan kunne det gå til??

Vagttårnselskabets opbygning

Jo, først må jeg fortælle lidt om sektens opbygning og fundament. Vagttårnsselskabet, som JV’s organisation hedder, er en Pyramideorganisation, som er topstyret. Den øverste ledelse, som sidder på pyramidens top, består af en håndfuld ældre mænd med en gennemsnitalder på over 75 år. Disse mænd, der er vel 16-17 stykker, udgør det ”Styrende Råd”, og noget af det første, man lærer som JV, er at disse mænd er ”Guds Talerør” til mennesker. De er overbeviste om, at den måde, de udlægger Bibelens ord på, er den 100% rigtige! Så alt hvad der kommer fra toppen er sandhed og ufejlbarligt. Og har man som et nyt JV slugt den påstand, ja så accepterer man alt, hvad der kommer fra talerøret i form af blade, bøger, brochurer, og meget andet. Selv kalder JV deres organisation et ”Teokrati”, som betyder Gudsstyre. Det er altså lige modsat vores ”Demokrati”, hvor det er folket, der vælger deres ledelse.

I grunden er JV's organisation meget fundamentalistisk Man lever på mange måder efter Bibelens regler og love, hvilket bl.a. også vil sige, at kvinder ikke kan være aktive i ledelsen, som beskrevet i det forangående. Kvinder er heller ikke med i de lokale menigheders ledelse; det er kun mænd, der bestemmer her. Først når hus-til-hus arbejdet kommer på tale, så kan kvinderne deltage i sektens arbejde. – Og på utallige andre måder griber Bibelens ord ind i det almindelige JVs måde at leve på.

Det vil her komme for vidt at tale om alle sektens regler og lovbud. Dog vil jeg lige nævne et påbud, og det er JV's holdning til blod, som jeg er sikker på, de fleste har hørt om. Vi havde som alle andre JV store skyklapper på; vi kunne kun se een vej, og det var ligeud. Men som et trofast JV registrerer man ikke dette, man ser kun det der kommer fra ledelsen, altså fra pyramidens top, og man stiller ikke spørgsmål ved noget, for når de har talt, så er det Guds ord!

Ændringer på vej

En gang imellem sker der det, at der kommer ændringer i reglerne, når ledelse har fået en opfattelse af noget, de ønsker anderledes. Det skete bl.a. omkring nytår 1980/81. Nu blev kravet om ikke at have noget at gøre med mennesker, der af een eller anden grund havde forladt sekten, strammet voldsomt op.

Når jeg ser i bakspejlet kan jeg se, at det var omkring det tidspunkt, hvor nogle af de øverste i pyramiden havde forladt JV. Bl.a. en af lederne der hedder Raymond Franz; han havde siddet nitten år i ”Det Styrende Råd”, altså topledelsen. Men han var blevet udstødt af JV, fordi han stillede spørgsmål til nogle af ledelsens udlægninger af Bibelens passager. Men alt sådan noget fik vi almindelige JV ikke noget at vide om . Og herefter blev det sådan, at man, hvis man bare var ”gået”, så skulle dette menneske betragtes som et ondt menneske, som ingen indenfor sekten måtte have noget som helst at gøre med. D.v.s. ikke tale med, ikke hilse på, slet ikke spise sammen med, vedkommende skulle være som luft for en. Og hvis man var et ”rigtigt” JV, så skulle man betragte en sådan person som død. På det her omtalte tidspunkt havde vi en søn, som bare var gået. Han havde fortalt os, at JV’s religion aldrig havde sagt ham noget; han ønskede ikke længere at være tilsluttet sekten. Han meddelte ledelsen her i Danmark sin beslutning hvorefter han blev besøgt af nogle af menighedens ”Ældste”, som spurgte ham, om han ikke ville ændre beslutningen, men det ville han ikke. Nå, om han så ville gå ud og tale ondt om JV? Nej det havde han ingen intention om. Så kunne han godt få lov til at forlade organisationen i stilhed. Dette skete i 1978, og det blev respekteret. Vi som forældre var naturligvis kede af, at han havde mistet troen.

Nu kom så de nye regler i 1980/81, og det blev forventet af os, at vi skulle slå hånden af vores søn. Så begyndte jeg at lette på skyklapperne, for hvad var nu det her for noget. Jeg havde altid været tryg i visheden om, at JV fulgte Bibelens bud om kærlighed, og jeg kunne bestemt ikke se, at denne nye forordning skulle være et udtryk for kærlighed. Også al den stund, at sekten nu gennem deres blad ”Vagttårnet” krævede, at vi skulle hade den slags mennesker med et ”fuldkomment had”. Jeg gjorde derefter det, som er naturligt for mig: Jeg skrev et brev til JV’s ledelse i Danmark og bad om en nærmere forklaring på deres opfattelse af Bibelens princip om kærlighed. Jeg fik ikke svar lige med det samme, men efter nogle måneder dukkede der et svar op. Og til JV’s ros skal jeg sige, at de prøvede på at gyde olie på vandene. Jeg skrev et par gange mere, for jeg forstod simpelthen ikke, at vi skulle hade nogle i det hele taget. Og efterhånden faldt maskerne af sektens ledelse i Holbæk, hvor JV har deres hovedkontor. De svar, jeg nu modtog, var efterhånden blevet iskolde og benhårde, og de gav udtryk for, at hvis vi havde det dårligt, så var det sikkert vores egen skyld. Vi kunne jo blot have gjort, som de sagde: Komme mere til møderne, gå ud fra dør-til-dør, og i det hele taget bede noget mere. Det ville give det bedste resultat i den sidste ende. Altså: Total lydighed og underkastelse af sekten!

En del af mit livsgrundlag forsvinder

Jehovas Vidners fanatisme

For helt at forstå spørgsmålet om tro inden for JV har vi opdaget, at man kan dele sektens medlemmer op i en skala fra ”1 til 10” med hensyn til fanatisme. De, der leder menigheden og er toneangivende, er dem der ligger på ”10”. Dem er der en del af i hver menighed, men langt de fleste ligger på skalaen 5/6 og nedefter. Efter denne beregningsmåde har jeg for mit vedkommende nok ligget på et 8-tal og min mand på et 4-tal. Derfor var det noget lettere for ham at slippe ud af sektens klør.

Men tilbage stod stadig spørgsmålet: Hvorfor skulle der gå 30 år, inden vi mistanke om, at der var noget galt indenfor Vagttårnsselskabet?

Jeg får hjælp

På det tidspunkt, hvor jeg havde det allerværst, så jeg en film i TV. Filmen hed ”Lille Guds Barn”, og den handlede om en ung mand i USA; han var blevet grebet af ”Moon-bevægelsen”, og det var hans kammerater ikke særligt begejstrede for, så de kidnappede ham og kører ham ud til et motel udenfor byen, hvor han boede. Man ser i filmen, hvordan den unge mand ligger på sengen, og han er godt sur og utilfreds med, at han er blevet ”bortført” af sine venner. Videre ser man, at vennerne sidder på sengekanten og læser i en lille bog, og de giver samtidig udtryk for, at han skal deprogrameres. Da jeg ser filmen bliver jeg med det samme klar over, at det er det, jeg skulle. Jeg skulle også deprogrameres. Jeg skulle have noget andet puttet ind i hjernen, så at sige.

Jeg gik omgående på biblioteket og bad dem om at hjælpe mig med at finde den bog, de unge mennesker havde brugt, og jeg forklarede bibliotekspersonalet hvad det drejede sig om. Jeg havde heldigvis optaget tv-udsendelsen på video, så jeg havde fået fat i enkelte ord. Biblioteket kunne via deres EDB-system hurtigt finde ud af, hvilken bog, der var tale om. Det var en bog skrevet af en Niels Johan Lavik, og han var psykologiprofessor ved Oslos universitet. Bogen hedder ”Frelst eller Forført”, og jeg gik straks i en boghandel og købte den, og hvor blev jeg glad. Bogen handler ikke om religion af den ene eller anden slags, men den handler om hjernevask. Professoren forklarer, at der er 8 grundregler i al slags hjernevask, og dem beskriver han meget nøje i sin bog, og jeg kunne nikke genkendende til alle.

Da jeg havde læst bogen, som ikke er andet end et lille hæfte, blev jeg klar over, at her var grunden til, at der skulle gå så mange år, inden vi fandt ud af, at der var noget galt med Vagttårnsselskabet. Vi var jo blevet opdraget til ikke at stille spørgsmål til noget, der kom fra pyramidens top. Det gjorde vi først, da vi så et eklatant bevis på sektens ukærlige fremfærd med hensyn til de udstødte JV. Efter at jeg havde læst bogen fik jeg det lidt bedre, og nu ”gik” jeg, og jeg smækkede med døren.

Det med hjernevasken talte vi en del om i familien, og vi blev klar over, at vi mod vores vilje havde været udsat for den. Når man er indenfor sekten bemærker man intet; man er langsom blevet spundet ind i et net, hvor det er næsten umuligt at frigøre sig. Igennem alle årene havde vi siddet ved møderne, ved de store stævner, og privat talt om det samme. Og altid var det Vagttårnsselskabets meninger og holdninger, og ikke mindst udlægningen af deres tro om Bibelens budskab, der var det trodannende. Der var kun een sandhed, og det var deres. Det havde været fundamentalisme i renkultur, og vi var bare kørt med på vognen.

Jeg får mere hjælp

Jeg fik på det tidspunkt midt i 80'erne et brev fra min søster, som boede i Sverige. Hun havde gjort mange forsøg på at få os ud af sekten, men forgæves. Nu sendte hun mig et annonceudklip fra en svensk avis, og udklippet var en omtale af en bog, der var udgivet af føromtalte Raymond Franz, ham der var blev udstødt fra pyramidens top, og ham der havde siddet nitten år i Det Styrende Råd. Bogen var netop udgivet i USA, men kunne også købes her i Europa, som annoncen viste. Da Franz forlod sekten havde han besluttet ikke at sige noget afslørende om sine år indenfor, men efter fire år, hvor hans navn var blevet smudset til på alle mulige måder, besluttede han at skrive en bog om sin tid i sekten og samtidig fortælle om, hvad der foregik indenfor murene i Brooklyn. Bogen, som kun var på engelsk hed ”Crisis of Conscience”, (senere på dansk Samvittighedskrise), og den bestilte jeg, men jeg var stadig så godt et opdraget Jehovas Vidne, at jeg var meget nervøs, da jeg skulle hente bogen på posthuset. JVerne må jo nemlig ikke læse frafaldnes litteratur. Jeg fik bogen, og jeg tyggede mig igennem den. Mange af os har lært engelsk i skolen, men sproget her var fyldt med ord, som jeg ikke kendte. Men ved hjælp af en ordbog fik jeg efterhånden hold på det hele, og gan-ske langsomt fik jeg indblik i, hvad der foregik og var foregået i Vagttårnsselskabet.

Det var en kolossal hjælp. Men alligevel tog det lang tid at komme sig og finde sit eget ståsted. Min familie kom også ”ud” af sekten. Min mand og vores ældste søn mente, at de bare kunne ”sive” lige så langsom ud, men det lod sig ikke gøre, så de meddelte den lokale menighed i et brev, at de ikke mere ville betragtes som JV’er. Kort tid efter forlod også vores datter sekten, og herefter var hele familien ude. Men det var mig, der havde fået de værste skrammer. Min mand og børn tog det lettere, og heldigvis for det, for vi opdagede senere, at det ikke var alle der kom ud, der fik det så godt, som vi efterhånden fik det.

Støttegruppen

Hjælp fra anden side fik vi på daværende tidspunkt også, og det var nærmest det man kalder ”Hjælp til Selvhjælp”. Vi var nemlig med til at starte ”Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner”, en forening som det skulle vise sig, der var et mægtigt behov for, men også en forening, som da vi var i sekten, aldrig havde troet der var behov for. Vi fik snart en anden opfattelse.

Starten på Støttegruppen begyndte vel egentlig med, at jeg og vores mellemste søn, ham der havde forladt sekten i 1978, stod frem og fortalte vores historie i BT, og det var vel omkring 1987, og artiklen var sikkert blevet læst med interesse af folk, som gerne ville høre mere om sekten, end det der kom fra Vagttårnsselskabet selv.

JV er godt organiserede, og de har bl.a. også deres eget pressebureau. Så da sekten skulle afholde et stort stævne i Århus i sommeren 1989, så fik medierne fra dette bureau en informations-skrivelse om det kommende stævne. Som sædvanlig var denne skrivelse fyldt med herliggørelse af deres organisation o.s.v. På Ritzaus Bureau i Århus modtog man også denne skrivelse, og her sad nogle journalister, som ikke syntes JV’ernes positive selvforståelse var hele sandheden. Nogle af journalisterne kunne huske, at jeg var stået frem i BT et par år tidligere, så de ringede mig op og spurgte, om jeg ikke ville fortælle min historie en gang mere. Jeg kommenterede det med, at det var der vist ingen der havde interesse i, for jeg havde jo været i BT. Det var journalisterne nu ikke enige i, for som de sagde: ”når din historie kommer fra os, så sker der noget”. Jeg kendte på det tidspunkt ikke Ritzaus Bureaus magt, men det kom jeg godt nok til. Jeg sagde Ja til at fortælle historien om min udgang af sekten endnu engang, og næste dag kunne jeg i næsten alle landets aviser læse den.

Og så begyndte der at ske noget. Vi fik breve fra mange forskellige steder i Danmark. Eet fik vi fra Silkeborg, hvor en kvinde fortalte, at de var nogle stykker, der var kommet ud af sekten, men at de havde haft det svært. Hun foreslog, at vi skulle mødes og tale sammen om de problemer, vi havde haft. Det syntes vi var en god idé og besluttede at mødes og snakke lidt sammen. Og hvor blev vi forbavsede. Vi mødtes til kaffe en søndag eftermiddag, i Silkeborg, og vi kom ikke hjem før efter midnat. Det viste sig, at vi ikke var de eneste formastelige, der havde vendt JV’erne ryggen efter de oplevelser mange af dem havde haft med Vagttårnsselskabets iskolde og benhårde linje.

Vi havde det meget godt efter dette møde, der for os alle havde være oplevelsesrigt og inspirerende, og vi talte om, at der måske var andre, der havde brug for at tale om deres ”oplevelser” med sekten. Så vi besluttede at starte ”Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner”, og kort tid efter afholdt vi en stiftende generalforsamling.

Omtalen i aviserne viste os, at der rundt omkring i Danmark var mennesker, der var interesseret i det arbejde, vi nu begyndte, og vi fik stor hjælp fra mange sider. Bl.a. fik vi lov at låne et dejligt mødelokale i Gødvad Sognegård lige udenfor Silkeborg, og hertil inviterede vi så til det første møde. Vi fik også en henvendelse fra en psykolog i Odense; han arbejdede på Odense Sygehus, men havde også en privatklinik, hvor han havde behandlet mange ex-JV. Han syntes at det arbejde, vi nu havde startet med Støttegruppen, var helt rigtigt, og han tilbød og komme til vort første møde og holde et (gratis) foredrag om de psykologiske knapper JV trykkede på, når de udstødte folk fra sekten. Han sagde til os, at vi endelig måtte blive ved med dette arbejde, for der var meget hårdt brug for det. Han sagde, at psykologer nok kunne hjælpe i nogle tilfælde, men langt fra alle. Der var Støttegruppen bedre rustet, fordi vi vidste og havde kendskab til sektens arbejde indefra, og det var en langt bedre position at arbejde ud fra.

Psykologen fortalte de mange fremmødte til vort første møde i Gødvad hvad det i virkeligheden var, mange havde været ude for. Han viste os på et skema, hvordan psykologer ville arbejde med et menneske, der var i den krise. Han fortalte hvordan de som psykologer ville sige til dem, at de skulle søge tilbage til familien og deres venner, og bevare kontakten med dem. Og så viste han os, hvordan JV’erne arbejdede i helt modsat retning: Her udstødte man mennesker, væk fra familie, venner og det netværk de hidtil havde haft. Selvfølgelig havde psykologen tavshedspligt, men han fortalte os dog, at den behandling JV gav de udstødte, havde resulteret i mange kranke skæbner og i værste fald selvmord, fordi det var så svært at finde sine egne to ben at stå på, når man var ladt alene tilbage.

Mange af de unge mennesker, der var kommet til vort første møde, havde det utroligt dårligt. De havde jo kun een identitet, nemlig at de var Jehovas Vidner. Hvem var de nu? Senere erfarede vi, at den identitetskrise de var kommet i fik frygtelige følger for mange af dem. I de første år efter Støttegruppens start glødede vores telefon, og mange af henvendelserne var fra mennesker, som ikke orkede at leve mere. Hvad gør man så, når man ikke er uddannet til den slags arbejde? Ja, vi prøvede at snakke og resonere med dem, og det hjalp også nogle, men andre bukkede under.

Årene efter Støttegruppens start

I de første mange år efter Støttegruppens start var der megen omtale af vort arbejde. Jeg deltog sammen med andre fra gruppen i adskillige TV udsendelser, både regionalt og på de landsdækkende stationer. Jeg begyndte at holde foredrag rundt om i Jylland, og jeg var forbavset over den interesse disse foredrag havde. Mange tusinde har fået oplysning gennem Støttegruppen, og det er faktisk det, der er vores hovedopgave: oplysning og information om sekten Jehovas Vidner, sådan at folk kan få et indblik i, hvad der foregår indenfor. Men også sådan at mennesker kan få et realistisk beslutningsgrundlag, hvis de ønsker at tilslutte sig sekten.

Sammen med Kristen Frihed”, som nu er indgået i Støttegruppen for Tidligere Jehovas vidner, har vi nu sammen lavet et netværk her i Danmark. Vi hjælper stadig mange mennesker i åndelig nød, og det vil vi blive ved med at gøre, så længe JV’erne praktiserer deres ufattelig hårde udstødelsespolitik.