Lidt af mine oplevelser med Jehovas vidner

Af Jean Dyrvig

Jeg hedder Jean Dyrvig. Jeg er frafalden, tredje generations Jehovas Vidne. Jeg vil gerne dele min historie med dig.

Først lidt om mig selv og min nuværende situation:

Jeg hedder Jean Dyrvig. Jeg er 54 år. Deler mit liv med Christina og har gjort det i snart 13 år. Vi bor i Hundested i et hus, vi selv har bygget. Vi arbejder lidt ude i erhvervslivet, og ved siden af det driver vi en lille virksomhed. Jeg er far til tre voksne børn på 28, 32 og 33 år. Og Christina har to voksne børn på 26 og 29 år. Fritiden går med færdiggørelse af div. småprojekter ved det selvbyggede hus (sådan er det jo) Herudover går fritiden med læsning, bagning, samt lidt fordybelse i emner, som optager mig for tiden.

Før og efter jeg forlod Jehovas Vidner

Som jeg selv ser min historie lige nu, er den delt skarpt op i tiden før og efter jeg forlod Jehovas Vidner. Det hænger sikkert også sammen med de andre markante beslutninger, jeg tog i samme vending. [Begge mine forældre kommer fra familier, hvor alle blev og stadig er engagerede Jehovas vidner. Bortset fra en af mine kusiner og jeg selv er alle nulevende i familien den dag i dag engagerede ældste og ihærdige forkyndere i deres respektive menigheder. Det betød, at jeg måtte sige farvel til ganske mange, der var tæt på mig. Ikke fordi jeg ønskede det, mens fordi de vendte mig ryggen - på én og samme tid!]

Lidt mere om min familie og min baggrund:

Først lidt om tiden før bruddet. Jeg er født i Jylland i Kollemorten, en lille landsby som i dag har postadresse til Give. Geografisk hørte vi til Gadbjerg menighed. Dengang var der ikke noget der hed Give menighed, for Jehovas Vidners rigssal i Give stod nemlig ikke færdigbygget før i begyndelsen af 1970’erne. Mine forældre havde dog valgt, at vi skulle høre til Tørring menighed. Det var vist lidt tættere på. Jeg har mange gode minder fra tiden i Tørring. Der var endnu ikke bygget en rigssal, men menigheden havde lejet en lille stuelejlighed, hvor der afholdtes møder i dagligstuen. Når jeg prøver at huske de familier, der var tilsluttet, og tæller lidt på det, må vi have været mindst tredive personer. Jeg kan ikke huske hvorfor, men sidst i tresserne ophørte lejemålet af det, vi kaldte rigssalen, og møderne blev herefter afholdt i private hjem, og det fungerede fint. I 1970 flyttede vi til Brande-egnen og blev tilsluttet Brande menighed. Begge mine forældre have tilknytning til Brande fra deres teenageår, så valget af Brande har sikkert ligget lige til højrebenet. Min mor havde tjent som stuepige hos en af byens fruer, og min far havde været møbelsnedkerlærling i byen.

Hendes paratviden er baseret på udvalgte passager fra tres års læsning af Vågn Op og Familiejournalen

Det gælder naturligvis også mine forældre, som alle dage har været, og stadig er meget engagerede i Jehovas Vidner. Når jeg ser tilbage på min barndom og de år, hvor jeg som voksen igen var i menighed med dem, kan jeg se hvor forskellige de er i måden at opfatte sig selv på. Jeg oplever min mor som psykisk stærk, men ikke overikke særlig refleksiv. Hun har ikke en eneste menig eller holdning, som ikke er skabt af "Selskabet". Hendes paratviden er baseret på udvalgte passager fra tres års læsning af Vågn Op og Familiejournalen. Hun sorterer sine medtroende i dem der "gør det der skal gøres", og dem der burde tage sig mere sammen. Personer i sidstnævnte kategori burde i øvrigt skamme sig. Ikke at hun sådan lige på stående fod kan redegøre nærmere for det forhold, sådan er det bare. Jeg har aldrig opfattet hende som et åndeligt menneske, men derimod helt utilgiveligt teokratisk. Det der med at få en til at skamme sig, er hun faktisk ret effektiv til. Jeg ved ikke præcis, hvordan hun gør, men hun har skubbet en del personer fra sig i tidens løb på den konto, og jeg kan stadig i skrivende stund mærke alle de ting, jeg burde skamme mig over. Udover at jeg har kastet vanære over hende og alt hvad hun står for så er jeg helt sikkert for doven, for tyk og for fræk. Jeg burde også få et ordentligt arbejde, røre mig noget mere og sidst men ikke mindst: få håret klippet lidt kortere.

Jeg har brændt bogen

Det var hende, der varetog den teokratiske opdragelse af mig, indtil omkring skolealderen. Det forgik ved, at hun afholdte "studie med mig". Én gang om ugen, det var vejledningen. Og så kunne det jo rapporteres, både et bibelstudie og én time. Vejledningen var nemlig også, at der kun måtte føres én time ugentlig på rapporten for egne børn. Den time fik jeg regelret og stramt. Fra så tidlig en tid som jeg overhovedet husker og indtil den lille lyserøde bog, "Vi lytter til den store lære" udkom, var studiematerialet: "Fra det tabte til det genvundne paradis". Jeg har brændt bogen nu, men sidst jeg så i den, husker jeg ud fra datomarkeringen, at i en alder af tre og et halvt år er jeg blevet undervist i emnet: "Faldne engle", som var usynlige dæmoner der til tider besatte mennesker og påførte dem forfærdelige pinsler, måtte jeg forstå. Andre gange knyttede dæmonerne sig blot til gamle ting eller huse og flyttede rundt på ting. En anden vigtig lektie, ligeledes ifølge "paradisbogen", var at adlyde sine forældre "i et og alt". I øvrigt skulle jeg være glad for, at jeg ikke levede på Israels tid, der blev ulydige børn nemlig slæbt uden for lejren og stenet.

Villy, Jehovas Vidne, Brande

Min far er af en anden støbning. Ingen er i tvivl om at han er Jehovas Vidne. Én gang lå der et brev i vores postkasse, der var adresseret til: Villy, Jehovas Vidne, Brande. Jeg tror ikke en gang postmanden har tænkt over den noget mangelfulde adressering. Jeg er sikker på min far har en stærk gudstro, men hans tillid til det han kalder "trællen" underforstået "den tro og kloge træl" (det styrende råd) er i praksis størst. De af læserne, som husker tiden op til 1975, husker helt sikkert også den nærmest euforiske stemning der herskede. I praksis troede alle (næsten alle), at den store trængsel ville tage sin begyndelse i oktober 1975. Men som Poul Bregninge også skriver i sin bog "Dommedag må vente" var de snedige nok til ikke at skrive det direkte. Der var mange andre udsagn fra "trællens" side, der tiljublede og bakkede op om hysteriet, men meget lidt konkret. I hele perioden husker jeg min far sagde: "Så længe de(trællen) ikke skriver det direkte og utvetydigt, tror jeg ikke på noget.” Måske var det derfor jeg ikke fornam den store skuffelse hos ham i årene efter. Derimod kender jeg ingen, der som han har følt, at missionsbefalingen var udstedt direkte til ham. Ikke at han har været heltidstjener eller har brugt usædvanlig meget tid i forkyndelsen. Men ordene i Mattæus 28:18,19: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn", tager han meget bogstaveligt. Når en person er blevet døbt, er befalingen fulgt, og ikke før. Jeg har aldrig været i tvivl om hans kærlighed til mig. Jeg har heller aldrig været i tvivl om hans hengivenhed for "trællen" Den korte historie er, at hvis jeg tæller alt med, er mindst 48 personer blevet fulgt op til dåbsbassinet, efter at han har "lært dem alt det jeg har befalet jer". Han har en stærk udstråling. Jeg har aldrig været i tvivl om hans kærlighed til mig. Jeg har heller aldrig været i tvivl om hans hengivenhed for "trællen" Når jeg fortæller, at han har ført 48 mennesker frem til dåb, ligger der naturligvis også implicit deri, hvor vigtigt det har været for ham, at jeg "fik sandheden". En mand som min far går ikke ud og omvender personer nok til at kunne grundlægge sin egen menighed for dernæst at forsømme sine egne, selvfølgelig gør han ikke det. Det har naturligvis været et voldsomt og kærlighedsbetinget hverv for ham, som han i øvrigt har haft en tyrkertro på ville lykkes, hvis blot han slog til. Begge mine forældre er ikke uddannede, fra små kår. For dem var alt, hvad de modtog fra vagttårnsselskabet værdifuld dannelse, det var det bedste de havde at kunne give videre. Sammenholdt med det faktum, at selskabet til stadighed, gennem egne publikationer overbeviste læserne om værdien af indholdet, og ligeledes tegnede et dystert billede af "den krigshærgede, lovløse og fortabte gamle verden med dens druk, narko og forliste familier". Når jeg siger at jeg ikke har været i tvivl om mine forældres kærlighed, hører det naturligvis med til et retvisende billede, at jeg heller aldrig har været i tvivl om, at kærligheden var betinget af, at vi alle var enige om hvad "sandheden" var.

Ikke synge med på julesalmerne, ikke ønske kammerater tillykke med fødselsdagen

Min opvækst har naturligvis været præget af de to mennesker. I 1973 kom min lillebror til verden, og min mor fik nogen at kaste sin kærlighed på. Vi levede et meget teokratiske liv. Alle møder, samlinger, stævner og alle kredstjenerbesøg, særforedrag og betel-taler-arrangementer var noget vi deltog i som den største selvfølgelighed. Hele livet, dagligdagen, ferier og andre dage var indrettet og tilrettelagt efter, hvad den teokratiske kalender viste. Der var naturligvis også et lille liv ved siden af menigheden. Skolen skulle passes. Min mor var ikke særligt optaget af mit faglige niveau i skolen, men hun var meget fokuseret på, at jeg ikke gjorde noget upassende eller forkert. Ikke bande, ikke synge med på julesalmerne, ikke ønske kammerater tillykke med fødselsdagen, ikke deltage i kristendomsundervisningen.

»Forplantnings-undervisning« - Jeg anede ikke, hvad manden talte om

Men hendes største bekymringer begyndte omkring 1976. Jeg var tydeligvis kommet i puberteten, det havde jeg også selv bemærket. På det tidspunkt var jeg dårligt nok fyldt 12 år. Min far blev jagtet ind på mit værelse for at give mig "forplantnings-undervisning" - og så den der helt urimeligt pinlige snak om selvbesmittelse (masturbation). Jeg anede ikke, hvad manden talte om, han brugt kun ord som stod i "litteraturen". Jeg anede ikke hvad det ville sige at "manipulere sine kønsorganer", men skræmt af den meget alvorlige stemning var jeg klog nok til ikke at spørge ind til det. Derimod var jeg pludselig blevet meget optaget af pigerne. Jeg syntes det var nogle vidunderlige skabninger. Men mine forældre var meget opmærksomme på, at jeg ikke rendte med piger. Kærester var ikke noget man havde for sjov. Når man var gammel nok til at stifte familie, så var det en anden sag, men det var ikke underholdning for børn.

Indtil for 13 år siden har jeg aldrig været forelsket uden at skamme mig

Det var nok dér jeg blev forelsket første gang, og jeg skammede mig langt ned i det jyske hedesand. Indtil for 13 år siden, har jeg aldrig været forelsket uden at skamme mig. Da jeg var 17 år, følte jeg åbenbart, at ventetiden for mit vedkommende var overstået, Jeg havde mødt en pige fra nabomenigheden, som ovenikøbet var et par år ældre end mig. Da min far opdagede det, sagde han: "Nu husker du lige at gøre tingene i den rigtige rækkefølge". Til mine forældres store fortrydelse, var jeg endnu ikke døbt på det tidspunkt. Og min far krævede at jeg enten blev døbt eller stoppede bekendtskabet med Susanne, som hun hed. Dengang rettede jeg ind. Selvfølgelig skulle de bestemme, at jeg skulle døbes for at må have en kæreste. Jeg skulle blive 42, før jeg fik brudt med den belastning, at jeg ikke måtte skuffe mine forældres forventninger til mig. I 1983 blev jeg gift med Susanne, og i 1990 blev den mindste af de tre født. I dag kan jeg godt se, at mit liv har været lidt ustabilt. Erhvervsmæssigt var der flere ting, der skulle afprøves uden dog at blive den helt store succes. I dag kan jeg godt se, at jeg søgte sandheden eller i hvert fald svar på spørgsmål. Men dengang var det meget forvirrende. Jeg kendte jo sandheden, så hvad var problemet?

Hvor mange skal vi være, der beder, før noget sker?

I 1994 var der voldsomme uroligheder i Rwanda, Afrika. De etniske uroligheder omkring Hutuer og Tutsier kostede ufatteligt mange menneskeliv. Brooklyn opfordrede alle til at bede for brødrene i Rwanda. Der var en bror i menigheden, som jeg anså som min mentor: Hans Ahle. Et pragmatisk menneske, som ikke brød sig om floskler, store ord, påtagede følelser eller dårligt forberedte elevtaler. Ham havde jeg stor respekt for. En aften, hvor vi var samlet til en privat familiefest, spurgte jeg ham, hvorfor vi skulle bede for brødrene i Rwanda. Egentlig syntes jeg, at Jehova burde kunne se, hvis nogen trænger til hans hjælp. Hvorfor skal vi gøre ham opmærksom på problemet, og hvor mange skal vi være, der beder, før noget sker? Eller er det sådan, at der ingenting sker, fordi vi ikke er nok, der beder? Den første tvivl havde plantet sig. Desværre ikke dybt nok til, at jeg selv erkendte det.

At docere vagttårnslære ned over de stakkels mødedeltagere blev mit kald

I stedet valgte jeg en anden retning. Jeg engagerede mig. I 1995 blev jeg menighedstjener, og i 1996 blev jeg ældste. Jeg følte mig som elev af Hans Ahle og blev som følge deraf brugt flittigt som taler. Den aften, jeg blev udnævnt til ældste, blev jeg også indsat som skoletjener. Undervisningen, ja - det kaldte vi det - altså det at docere vagttårnslære ned over de stakkels mødedeltagere blev mit kald. I modsætning til min far blev forkyndelsen derimod aldrig mit kald. Jeg havde det dårligt med at stå ude ved en fremmed mands dør og prøve at overbevise ham om, at hvis han var troende, var han galt afmarcheret, og hvis ikke, så havde jeg hans redning i tasken. Men jeg har afsat mange prøvenumre af bladene "Vagttårnet og Vågn op", uden at det er blevet til mere end det.

Jeg følte mig hele tiden forkert

Jeg følte mig hele tiden forkert. Jeg havde aldrig en følelse af at være på vej i mål med noget som helst. Jeg følte, jeg gjorde for lidt i tjenesten. Jeg følte, jeg gjorde for lidt for op oplære mine børn. Når jeg var på arbejde, havde jeg dårlig samvittighed over at svigte mine teokratiske pligter. Det hele kulminerede en dag i stævnehallen i Silkeborg. Alle ældste var indkaldt til "Særligt kursus for ældste". Jeg er ikke specielt romantisk anlagt, når det kommer til åndelighed. Men den dag i stævnehallen fik jeg den stærkeste følelse, jeg nogensinde har haft: at være havnet på den forkerte hylde. Samme aften skrev jeg min opsigelse som ældste. I øvrigt var der jo også de der tvivlstanker, som var skubbet langt bagud i min bevidsthed, og jeg var sikker på, det var vigtigt, at de blev liggende på den bageste hylde. Vi var nu i begyndelsen af nullerne, og mit liv fungerede ikke. Min kone og børn trivedes tilsyneladende i menigheden, og alt gik videre, men jeg have det dårligt. Jeg kan ikke sige konkret, hvad problemet var, men jeg kunne ikke få tingene til at fungere. Omkring 2003-2004 havde jeg heller ikke noget job, og min økonomi lå i laser. Min svoger, Susannes bror, tilbød mig job i den virksomhed, han drev sammen med anden bror fra menigheden. Den eneste udfordring var, at firmaet lå i Frederiksværk. Men jeg tog jobbet, og i begyndelsen rejste jeg fra Brande til Frederiksværk søndag aften og kom tilbage til Brande fredag aften. Sådan gik det i nogle måneder. I april 2005 flyttede hele familien til Frederiksværk. Børnene var jo mere eller mindre voksne, men valgte alligevel at flytte med. Vi blev godt modtaget, og det hjalp faktisk lidt på det hele. Jeg arbejdede hårdt og fik rettet op på økonomien. Der var mange søde mennesker i menigheden. Jeg blev ret hurtigt fortalt, at der var mange slags mennesker i denne menighed. En ret stor gruppe på ca. 15-20 personer forbeholdt sig ret til kun at have periferisk tilknytning til menigheden. Desuden var der en gruppe på ca. 80, som var uvirksomme. Men hvis man ville integreres, måtte man målrettet opsøge de trofaste og loyale og vise, at det var der, man hørte til.

Vi bestemte straks, at det måtte stoppe. Men det gjorde det ikke

Vi blev blandt andet gode venner med en enlig søster fra menigheden. Hun boede i Hundested med sine to teenagebørn. Hun var blevet skilt fra børnenes far tolv år tidligere. Hun inviterede os sammen med andre par, og hun besøgte os i Frederiksværk. Jeg var meget betaget at hendes glade og umiddelbare væsen. Hun virkede som en sød søster med en stærk tro. Vi blev meget gode venner, denne søster og jeg. En enkelt gang eller to besøgte jeg hende i lejligheden, og vi kunne tale om alt. Det var meget befriende. Jeg tror forholdet kan beskrives som puritansk. Og sådan gik det indtil omkring foråret 2006. Pludselig, ved en ganske bestemt lejlighed på et meget specifikt tidspunkt, som kun hun og jeg kender, vidste vi begge, at nu var forholdet også romantisk. Vi bestemte straks, at det måtte stoppe. Men det gjorde det ikke.

De mest hektiske, forvirrende, foruroligende, skræmmende og fuldstændig fantastiske uger i mit liv

Jeg husker 6 uger som de mest hektiske, forvirrende, foruroligende, skræmmende og fuldstændig fantastiske uger i mit dengang 42 år lange liv. Den dag i dag forstår jeg ikke, hvordan vi gennemført det, men sandheden er, at vi i den periode dårligt nok kyssede hinanden på kinden. Men så traf vi beslutningen. Vi ville have hinanden. Vi vidste, at vi ville blive udstødt, men vi havde regnet alle faktorer ind i ligningen. Og sådan gik det. Lige før sommerstævnet sprang ballonen, og alle vidste, hvad der var sket. Der er kun et dækkende ord: SKANDALE.

Jeg blev degraderet til håndskovlsoperatør

Efter at have meddelt Susanne, at nu var det slut (som om hun ikke vidste det), flyttede jeg øjeblikkeligt ud til Christina. Sommerferien stod lige for døren, og det gav nogle ugers fred i forhold til jobbet. Det var lidt anstrengt at skulle møde på job igen, hvor flere af de ældste i menigheden arbejdede, både for dem og for mig. Jeg vi sige til deres forsvar, at de prøvede at få det til at fungere. Fra at være projektleder blev jeg dog degraderet til håndskovlsoperatør. Vi talte stort set ikke sammen, og det hjalp lidt. Det var et firma med ca. 100 ansatte og overenskomstmæssigt styr på tingene. Men da det blev nytår, var det slut. Direktøren og driftschefen, begge ældste, havde fået ordre fra kredstjeneren på at få mig ud af butikken. I dag tænker jeg nogle gange på, hvor risikabel en affære det kunne have været at afskedige nogen med den åbenlyse begrundelse, at vi er religiøst uenige. Det var naturligvis ikke det, der stod på fyresedlen, på den anden side var det heller ikke nogen hemmelighed. De stolede på, at jeg ikke ønskede at forplumre mine egne chancer for genoptagelse. Og genoptagelse var faktisk planen, i hvert fald i begyndelsen. Mine forældres og mine børns følelser lå mig meget på sinde, og de første uger var jeg sikker på, at vi nok skulle komme tilbage igen. Men der kom ret hurtigt ridser i lakken. Vi havde sendt et brev til menigheden og meddelt dem, hvordan tingene hang sammen og bad dem om at lade det gå videre.

Ret hurtigt mistede menigheden interessen for deres ellers så trofaste, lille vidne

Christina havde som sagt to hjemmeboende teenagere. Maria, som var den mindste - på det tidspunkt 13 år - havde en meget stærk personlig tro på Jehova. Hun var meget opsat på at fortsætte sin karriere frem mod dåb, gerne hurtigst muligt. Enkeltpersoner fra menigheden støttede hende i det synspunkt, så hun tog det meget fortrydeligt op, da Christina meddelte hende, at hun måtte vente, til hun var atten med at forpligte sig i den retning. I dag kan jeg ikke huske, om det var det, der var vendepunktet. Men ret hurtigt mistede menigheden interessen for deres ellers så trofaste, lille vidne. Vi tilskyndede hende til at fortsætte med mødedeltagelsen. Selv husker hun det således, at vi tvang hende afsted til møderne. Sandheden er, at vi var bekymrede for, hvad der kunne ske i det spæde sind, hvis hun oplevede en total holdningsændring hos os fra den ene dag til den næste. Fra Hundested er der ca. 15 min. kørsel til rigssalen. I begyndelsen sørgede velmenende enkeltpersoner for kørelejlighed til hende, men det aftog ret hurtigt. Gruppecentret var i gåafstand, men hun blev flyttet til en gruppe på landet uden offentlig transport. Fra den dag slap hun for presset til at fortsætte med møderne fra min side. Mine egne piger var også i den samme menighed.

Jeg havde mere end svært ved at tro, at udstødelse kunne være et udtryk for guds kærlighed

Jeg er bevidst om, at både Christina og jeg havde følelserne uden på tøjet i en lang periode efter den officielle udstødelse, så jeg vil undlade at komme med detaljer, men den følelse, vi stod tilbage med, var, at vore børn blev straffet for vores synder. Jeg ved, det er en subjektiv følelse, og at det ikke stemmer med sædvanlige menighedsprocedurer. Men på det tidspunkt havde jeg fået nok. Christina var temmelig chokeret over, hvad det vil sige at være udstødt. Det var jeg ikke. En af mine onkler havde tidligere været udstødt, og jeg vidste præcist, hvordan min forældre ville stille sig. Derimod var jeg temmelig chokeret over, hvordan jeg selv reagerede. Jeg havde mere end svært ved at tro, at udstødelse kunne være et udtryk for guds kærlighed. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at hvis det er kærlighed, så ville jeg hellere være den foruden. Nu var jeg klar til at tage hul på processen. Det kunne ikke passe. Det her var i strid med alt, hvad jeg indtil da havde troet var sandhed. Der var på det tidspunkt en hjemmeside, der hed, "Sandhedenomsandheden.dk." Poul Dal kender redaktøren, jeg mener han hed Ben Bull. Der stod ikke på siden, at den var redigeret af et tidligere Jehovas vidne, men det fremgik ret tydeligt alligevel. Han havde en brevkasse, hvor man kunne stille spørgsmål, og der var allerede mange spørgsmål og svar. Hvis man skal opridse grundfilosofien for redaktørens svar på spørgsmål, må det være: Glem alt hvad du troede du vidste i forvejen om diverse kirkesekter og læs så en gang til, hvad bibelteksten siger. Jeg skrev til ham og spurgte: ”Hvem er i dag den tro og kloge tjener, som omtales i mat. 24: 46-48?” Svaret burde jeg kunne have sagt mig selv. ”Kære Dyrvig. Glem alt, hvad du troede du vidste, og læs så skriftstedet igen!” Ingen kan påberåbe sig at være eller vide, hvem denne træl er, for som der står: "den der - når jeg kommer tilbage - er i færd med at gøre disse ting" Jesus siger, at hans genkomst vil være synlig for alle. Jeg har ikke set ham, og alle andre venter også stadigvæk. Først ved Kristi genkomst kan det altså fastslås, hvem denne tjener er. På deres hjemmeside anbefalede de i øvrigt en bog som hed " Samvittighedskrise" skrevet af Raymond Franz, tidligere medlem af det styrende råd.

Flettede julehjerter af gamle Vagtårnsforsider

Da jeg begyndte at læse den, faldt mit liv fra hinanden, sådan føltes det i hvert fald. Egentlig havde vi jo bestemt os for, at vi skulle genoptages, når der var gået tilpas lang tid. Men nu var det jo nytteløst. Hvem havde lyst til at vende tilbage til det? Jeg vil ikke komme ind på enkeltheder fra bogen. Bogen og dens indvirkning på sekten er et stykke kulturhistorie, som jeg ikke kan yde retfærdighed ved at plukke i her, den skal læses. Jeg læste den, og livet var ikke længere det samme. Vores nyfundne viden til trods holdt vi gode miner til slet spil og blev optaget efter godt et par år. Vi troede, vi kunne blive optaget og så leve et tilbagetrukket liv, hvor vores familie kunne have kontakt til os, mens vi var uvirksomme. Sådan gik det også i nogle år, men i 2013 blev kniven sat for struben. Min familie, anført af min lillebror, ville vide om vi var ude eller inde. Jeg prøvede med diplomati og andre gode ord at skabe rum for divergerende meninger, men det var naturligvis dødsdømt på forhånd. Julemorgen 2013 stod der to ældste på trappen og bad os komme til udvalgsmøde i rigssalen. Jeg husker episoden ret tydeligt. Det var første gang vi havde juletræ. Det vil sige vi havde kun et grantræ, det ikke var pyntet. Eller næsten ikke pyntet. Christina, som kan være temmelig finurlig, når det kommer dertil, havde i et øjebliks oprørskhed lavet nogle kræmmerhuse og flettet et par julehjerter af gamle vagtårnsforsider. Det var det eneste, der hang på træet, som stod lige ved siden af de to ældste, da de trådte ind. Vi blev udstødt for frafald. Det er fem år siden nu. I de fem år har vi ikke set to af mine børn og en af Christinas børn. De tre, som stadig er Jehovas vidner, bor alle i Brande og er i menighed med mine forældre. Vi har to børnebørn, som vi ikke ser, og den mindste har vi aldrig set. Jeg har heller ikke kontakt til mine forældre. Christinas datter, Maria, er ikke Jehovas vidne i dag, og min datter, Jannie, er heller ikke. Jeg er meget taknemmelig for det udfald, at Christina og jeg begge har fået et barn med os ud i friheden. Selvfølgelig savner vi dem, der er tilbage, men vi håber, de er lykkelige. Det er vigtigt for os, at vores børn er lykkelige, men det er ikke vigtigt, at det er på vores præmisser.

Vi har alle fortiden til fælles

Vi har begge haft stor glæde af samværet med vennerne i støtteforeningen. Det, der adskiller familie fra andre mennesker, er, at vi på en eller anden måde deler fortid. Vi savner selvfølgelig vores familie, men vennerne i støttegruppen er det, der kommer tættest på. Vi har alle fortiden til fælles. Vi ser hinanden til foreningens arrangementer og en gang i mellem kan man være heldig at komme med til en rund fødselsdag eller andre private mærkedage.

Hvis der findes en Gud, så hører vi vel fra ham

Hvad er der sket med troen? Godt spørgsmål! I dag ser jeg mig selv som agnostiker. Jeg tror ikke på Gud. . . eller noget andet kosmisk. Men jeg er heller ikke ateist. Jeg afviser ikke troen på Gud, jeg har bare ikke fundet grundlag for sådan en tro. Måske er det mig, der er lidt tung i opfattelsen, men hvis der findes en Gud, som har brug for mig og min kone, så hører vi vel fra ham. Hvis jeg vidste, at nogen var blevet godt og grundigt ført bag lyset med hensyn til, hvem jeg er, ville jeg være opsøgende i min iver efter at få misforståelserne ryddet af vejen. Hvis der findes en Gud, antager jeg, at han har det på samme måde. Jeg finder dog religiøse spørgsmål og religionshistorie interessant. I den forbindelse vil jeg meget gerne anbefale Poul Bregninges bog: "Dommedag må vente", som oven i købet også er tilgængelig på engelsk, (Judgementday must wait). Jeg troede, jeg vidste det meste. Efter at have læst bogen må jeg indrømme, at jeg vidste meget lidt. Jeg er frafalden, tredje generations Jehovas vidne. Nu har jeg delt min historie med dig. Jeg er glad for mit nye liv sammen med Christina, og jeg er glad for vores piger, Jannie og Maria. Det glæder mig at se dem bruge deres liv på de ting, de finder vigtige. Det har været en interessant, men barsk proces at blive et "almindeligt" menneske. Det har været meget voldsomt at skulle revurdere så store og basale dele af sit eget "jeg". Men det har været det hele værd.