Den udstødte

Af Kristian Molbo

Et liv i Jehovas Vidner er et liv med stærk tro og engagement. Et liv med frelse på dommedagen for de udvalgte. Men det er også et liv med forpligtelser og høje moralske krav. For Kristian blev presset for stort. Her er hans historie.

Af Emrah Sütcü, journaliststuderende

Kristian ved godt, at det er forbudt. At de er ude på et skråplan. De ældste i menigheden vil udstøde ham, hvis de hører om det her.

Men hun er så smuk. Kristian er dybt, dybt splittet, mens han ligger ved siden af Hanna i den lille seng i hendes lejlighed. De kysser og begynder at røre ved hinanden.

»Det er forkert. Det er forkert«. Tanken farer igen og igen gennem Kristians hoved, men hans 18-årige krop hører ikke efter.

Bagefter ligger de i sengen og kigger på loftet. Det er første gang for dem begge. Ingen af dem siger noget.

»Hvordan var det«, spørger Hanna stille.

»Det var godt«, svarer Kristian, mens alle hans tanker protesterer.

De havde ikke engang beskyttet sig. Han væmmes ved sig selv. Og hende.

»Men vi burde ikke have gjort det«, får han tilføjet.

Der bliver stille igen. Det ligger i luften, at hvis de taler mere om det, så vil de have accepteret, at de lige har været sammen. Og så bliver det hele til virkelighed.

»Jeg må hjem«, siger Kristian og rejser sig.

»Kan du ikke blive«, spørger Hanna. Men Kristian vil væk hurtigst muligt. Bare væk fra hende.

Det var sommeren 1997 – en af de varmeste somre længe. Kristian var sammen med sin mor og lillebror søndag aften ankommet til sommerstævne for Jehovas Vidner i udkanten af Silkeborg.

Moderen havde altid været en søgende kvinde og var blevet Jehovas Vidne, da Kristian var syv år. En kvinde havde en dag banket på deres dør, og moderen havde inviteret hende indenfor. Halvandet år senere var moderen blevet døbt.

Hun havde aldrig presset sine to sønner, men i løbet af de næste par år fyldte Jehovas Vidner også deres liv. Faderen ville ikke kendes ved religion af nogen art, men for resten af den lille familie udgjorde menigheden næsten hele deres sociale omgangskreds.

Den 17. maj 1997 – præcis en måned efter sin 18 års fødselsdag - blev Kristian døbt og blev en sand Guds tjener. Han plejede gerne at bruge 25-30 timer om måneden på at forkynde – ringe på døre og dele Vagttårnet ud på gågaden i Randers. Gennemsnittet for menighed Randers Vest lå ellers på 10-12 timer om måneden. Menigheden havde så meget tillid til Kristian, at de lod ham have andre unge og uerfarne med rundt og forkynde.

Stævnepladsen var omgivet af skov og marker. Jehovas Vidner fra hele landet var ankommet i campingvogne. Om aftenen hyggede de sig med fællessang i et af de store spisetelte med træbænke. Det var til fællessangen tirsdag aften, at Kristian så hende for første gang. Hun var smuk med det lyse pagehår og det blide ansigt. En høj, slank pige.

Hun sang så smukt, kan Kristian huske. Det var det første, han lagde mærke til. Mens alle de andre monotont og punktligt holdt sig til teksterne, sang hun altid den sidste linje igen, når de andre tav. Det lød smukt. Levende.

»Hende vil jeg møde«, tænkte Kristian.

Allerede næste dag mødte Kristian hende på stævnepladsen. Hun virkede ikke interesseret i at tale med ham, men de faldt alligevel i snak.

Hanna hed hun. Hun var en måned yngre end Kristian og stammede fra Island, fortalte hun. Hendes forældre var flyttet til Danmark, da hun var yngre, og nu boede de i Kolding. Hun havde selv lige fået en lille etværelses lejlighed i Randers. Hun boede blot 400 meter fra Kristian, men hørte til menigheden Randers Syd.

Kristian var fra første sekund meget fascineret af Hanna. Hun havde gjort sig mange refleksioner over, hvad Jehovas Vidner tror på, og hvad ville ske, når Harmagedon – dommedagen – kom. Hun var meget optaget af, hvordan man kunne blive frelst på den sidste dag, og hvad der ville ske, hvis man ikke levede op til de krav, Jehova stillede.

’Hvis nu Harmagedon kom i morgen, ville du så være en af dem, der overlevede?’, spurgte hun Kristian.

Kristian kunne ikke falde i søvn den nat. Han lå under sin dyne i campingvognen og tænkte igen og igen på Hannas spørgsmål. Kristian havde læst Biblen to gange og havde studeret Vagttårnet og anden litteratur fra Jehovas Vidner, siden han var 11 år, men for første gang følte han sig udfordret. Hun satte spørgsmålstegn. Det fascinerede ham voldsomt.

Kristian havde også altid selv sat spørgsmålstegn. Siden han som barn begyndte på sit bibelstudium, havde spørgsmålene og tvivlen naget bagerst i hans hjerne. Men hver gang skubbede han tvivlen tilbage bagerst i hjernen, hvor ingen andre kunne se den. Hans menighed var hans bastion, og det kunne der i hvert fald ikke være tvivl om, følte han.

Men selv på sin dåbsdag stillede han spørgsmål. Gjorde han det rigtige? Var Jehovas Vidner hele hans liv? Den dag føltes det jo netop stærkere

Hun var meget ærlig omkring sin sygdom.

»Du har ikke lyst til at være sammen med mig«, sagde Hanna til Kristian om torsdagen. Hun fortalte, at hun så en psykolog. Og at hun var maniodepressiv. Hun følte sig skyldig.

Hanna følte sig ikke værdig til at stå over for Jehova på den sidste dag. Og når de ældste i menigheden talte om folk, der var svage i troen, følte hun, at de talte om hende. Hun tog lykkepiller og havde også været på litium.

Kristian fokuserede udelukkende på det teologiske i hendes fortælling – at hun havde dårlig samvittighed, fordi hun ikke var dygtig nok til sin Bibel.

»Jamen, der er jo ikke noget galt med hende«, tænkte Kristian. Han huskede Johannes-evangeliet, kapitel 8, vers 32: »I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie«.

Den sandhed havde Jehovas Vidne givet ham. Og nu ville han hjælpe Hanna ved give hende den. Så ville hun også blive fri.

Kristian og Hanna havde været ude og spise en fredag aften i september 1997. De havde været på restaurant Jean D’Arc i Randers. De havde spist en steak hver, og Kristian havde betalt.

Efter maden gik de hjemad gennem byen. Der var festuge i Randers, og en masse mennesker var ude og løbe natløb. Klokken var omkring 23, da de ankom til Hannas lejlighed.

Og skete det - de gik i seng sammen. Selv om de begge vidste, at det var strengt forbudt. Selv om de begge vidste, at de kunne blive udstødt af deres menigheder, hvis de havde sex før ægteskabet. Men de gjorde det alligevel.

De næste par dage kan Kristian mærke, at Hanna får det psykisk værre og værre. Hvor hun tidligere anklagede sig selv for ikke at gøre nok for at leve op til Jehovas krav, ved hun nu, at hun har gjort noget decideret forkert.

Men Kristian ved, at han må fortælle de ældste i menigheden, hvad han har gjort. Det vil være det eneste rigtige.

En mandag aften - to uger efter første gang han var sammen med Hanna – fortæller han hende om sine planer.

»Jeg har tænkt mig at tale med de ældste. Jeg vil tale med dem til mødet i morgen aften«, siger Kristian.

De sidder på den grønne trepersoners sofa inde på hans værelse. Et sparsommeligt indrettet, kvadratisk værelse med en seng og et skrivebord placeret over for døren. Til venstre for døren står sofaen og et sofabord.

»Jeg kan ikke bære, at det skal være på denne måde«, fortsætter Kristian for at lokke en reaktion ud af Hanna.

»Ja, selvfølgelig… Det kan jeg godt forstå«, svarer hun stille.

Kristian kan mærke på hende, at hun bliver nedtrykt. Hvis han fortæller om det til sin menighed, må hun også fortælle det til sin. Det ved hun godt. Dagen efter – tirsdag – er afgørelsens dag for Kristian. I dag skal han fortælle de ældste om sit forhold til Hanna. Han er netop kommet hjem fra skole, da han – som altid – vil ringe til Hanna for at høre, hvordan hun har det. Klokken er omkring 15.

Kristian taster hendes nummer, telefonen ringer og røret bliver løftet i den anden ende. Men der bliver ikke sagt noget.

Pludselig lyder der et skrig.

»Hvad er der galt? Så sig dog noget!«, halvråber Kristian.

Stadig intet svar. Kun skrig. Så bliver røret lagt på.

Hele opkaldet varer under tyve sekunder.

Kristian farer ud af huset og griber sin cykel og træder hårdt i pedalerne. Hanna bor blot et par gader fra ham, så det tager blot et par minutter for Kristian at nå frem til den gamle gulstensbygning. Facaden er helt flad, og der er hvide altaner i hjørnerne af bygningen. Bag den begynder en lille skov. Kristian sætter cyklen fra sig foran nummer 52 og låser den. Han løber op til tredje sal og ringer på den brune dør midtfor til venstre. Der bliver ikke åbnet. Der lyder endnu et højt skrig.

Kristian griber fat om håndtaget – døren er ikke låst.

Han går ind. Det første, han ser, er, at Hanna ligger på gulvet skråt til venstre over for hoveddøren. Der er et halvt trin ned fra entréen ud til badeværelset, og hun ligger halvt på gulvet i badeværelset, mens hendes overkrop hænger ud i entréen.

Hannas hår er rodet. Øjnene er forgrædte. Hendes makeup er tværet ud. Kristian skynder sig hen til hende og sætter sig på knæ foran hende. Hun er helt blodig på begge arme. Der er snit over det hele på hendes arme. Den mørkebrune nederdel afslører, at der også er snitsår på hendes ben. Kristian kan lugte, at hun har Escape fra Calvin Klein på – den parfume havde han købt til hende.

»Hvad har du dog gjort?!«, spørger Kristian uden at få svar. Hanna skriger, mens hun med den ene hånd roder efter den skalpel, som ligger ved siden af hende på gulvet.

Der er blod på de hvide klinkevægge og det grå-hvide terrazzogulv i det lille badeværelse.

En halvtom flaske billig Yeltsin-vodka ligger på gulvet sammen med en lille håndfuld Panodil’er, der er spredt ud over hele gulvet. Blisterpakningen til pillerne ligger der også.

Der er en lugt af vodka, blod og Escape i luften. »Det her kan jeg ikke klare selv«, tænker Kristian.

Han tager Hannas mobiltelefon fra gulvet. Den store, flade telefon er fedtet ind i blod. Kristian tørrer telefonen af, går ud i køkkenet ved siden af og taster 112. Hanna skriger stadig, så han lukker køkkendøren for at kunne høre, hvad der bliver sagt i røret. »Jeg står sammen med en ung pige, som har skåret i sig selv og forsøgt at tage livet af sig selv. Og drukket sig fuld. Der er blod over det hele. Hun er meget fortvivlet«, siger Kristian uden pause.

Telefondamen er mere rolig.

»Vi sender en ambulance med det samme. Hvad er adressen?«.

Den kan Kristian pludselig ikke huske. »Jeg kan ikke huske, om det nummer 52 eller 54, men det opgangen rundt om hjørnet«, forklarer han og fortæller telefondamen etagen og navnet på døren.

Kristian går ind til Hanna igen. Hun rækker ud efter ham og vil holde om ham, men Kristian tager fat om hendes håndled og holder hendes arme væk. Han vil ikke have hendes blod på sig.

»Det skal nok gå«, siger han.

Ambulancemændene ringer ikke på. Døren står halvåben, og de to ambulancemænd går direkte ind. De er begge omkring 35 år og har orange og hvide dragter på.

Kristian rejser sig op, og den ene mand tager over.

»Hvad hedder du?«, spørger manden Hanna, men hun svarer ikke. Hun skriger. Manden vender sig om mod Kristian og spørger ham, hvad pigen hedder. Kristian svarer.

»Hanna, nu må du lige tage det roligt i et øjeblik. Vi er her for at hjælpe dig«, siger ambulancemanden. »Kan du fortælle os, hvad der er sket?« Hanna falder lidt til ro. Hun skriger ikke mere, men hun er stadig meget urolig i kroppen. Hendes krop sitrer, og hun spjætter med benene.

»Kristian og mig har været i seng sammen«, siger hun med sitrende stemme. »Jamen, det er der da ikke noget galt i«, siger ambulancemanden med en rolig stemme. Hanna bliver tavs. Det er ikke det svar, hun havde ventet. Hendes krop er nu mere rolig, og benene spjætter ikke længere.

»Jehova vil slå mig ihjel. Jeg vil dø i Harmagedon«, siger hun.

»Det tror jeg ikke, kommer til at ske«, svarer ambulancemanden – stadig lige så rolig.

Mens han ser på Hannas sår, står Kristian og den anden ambulancemand i baggrunden. Ambulancemanden vender sig om mod Kristian og spørger ham, hvad der er sket.

Kristin træder et skridt ind i køkkenet, og manden følger efter.

»Jamen… Vi er Jehovas Vidner, og vi har været i seng med hinanden. Og det må man ikke. Det er hun så blevet meget fortvivlet over«, forklarer Kristian.

»Og så er hun også psykisk syg«. Ambulancemanden siger ikke noget, men nikker.

I samme øjeblik begynder Hanna at skrige igen.

De to mænd får hende svøbt ind i et tæppe, de har taget med, og bærer hende ned ad trapperne. Den ene tager fat i hendes ben lige under knæene, mens den anden støtter hendes hoved.

Kristian finder Hannas nøgler på sofabordet, låser døren og følger efter dem. Nede på gaden står en ældre, slank dame i blomstret kjole ved siden af ambulancen.

»Hvad er der dog sket«, spørger den hvidhårede kvinde.

»Det er en pige, der har nogle problemer«, svarer Kristian .

»Men hun får hjælp nu«.

»Kristian, vil du afslutte med bøn i dag?«, spørger den ældste, som har ansvaret for aftenens møde i rigssalen.

Det er tirsdag aften, og der er gået blot fire timer, siden Kristian har fundet Hanna liggende med snitsår. At få tilbudt den afsluttende bøn var normalt et privilegium, som kun tilfaldt dem man har tillid til.

Men Kristian kan ikke tage imod tilbuddet.

»Jeg vil gerne, men det kan jeg ikke«, siger Kristian.

Den ældste kigger forundret på ham.

»Det skal jeg nok snakke med en anden om«, siger Kristian.

»Det er helt fint. Jeg finder en anden«, svarer den ældste og går.

Det bliver Ib, som Kristian taler med. Han er en af de ældste, Kristian tidligere har talt en del gange med. Da aftenens møde slutter kl. 20.40 taler Ib med nogle af de andre ældste, og Kristian får at vide, at han skal møde op til en udvalgssag to dage senere. Her skal sagen undersøges til bunds.

Torsdag klokken 15 sidder Kristian over for Ib og to andre ældste i rigssalens bibliotek.

Den ene af dem er Vagn, som Kristian har kendt fra barnsben. Sammen med sin mor og lillebror har han siden sin barndom hver eneste uge besøgt Vagn og hans kone, Ida, for at studere Biblen og Vagttårnet. Den anden er Ibs far, Niels, som er den præsiderende tilsynsmand i menigheden - den ansvarshavende ældste.

»Du må huske, at vi er her for at hjælpe dig, Kristian. Vi er ikke her for at dømme«, siger Niels, inden mødet går i gang. Kristian fortæller hele historien om Hanna – også alle de intime detaljer, som han helst vil undlade.

De tre mænd sidder med blokke foran sig og noterer, mens Kristian fortæller. Både Kristian og de tre ældste har hver en bibel foran sig på bordet. De tre mænd slår undertiden op i Biblen og viser Kristian passager, som fordømmer det, han har gjort.

»Du er vel godt klar over, at den slags ting her er udstødelsesgrund. Og at man udstøder, hvis der ikke er synlige tegn på anger«, spørger Niels.

Kristian nikker. »Det er jeg godt klar over«.

De ældste mener ikke, at der er grund til at udstøde Kristian, men han bør have en offentlig irettesættelse, fordi han har holdt forholdet til Hanna skjult så længe.

»Men vi forventer jo, at din veninde bliver gravid, fordi I har været sammen ubeskyttede. Så det må være offentlig irettesættelse nok i sig selv«, siger Niels og forklarer Kristian, at alle hans privilegier i menigheden vil blive taget fra ham på ubestemt tid. Han må ikke længere svare, når der bliver stillet spørgsmål på møderne i rigssalen, og han må ikke besidde stillinger i menigheden – heller ikke stillingen som menighedstjener, som Kristian har drømt om i mange år, er længere indenfor rækkevidde.

Kristian har stadig kontakt med Hanna. Da ambulancen hentede hende, blev hun indlagt til psykiatrisk behandling på Risskov i Århus. Da hun tre uger senere bliver udskrevet, lader Kristian hende flytte ind hos ham, så han bedre kan holde øje med hende.

Og det kommer de ældste for øre.

»Hele dette forhold er problematisk. Vi kan ikke indstille dig som delegeret til det internationale stævne, hvis du bliver ved med at have kontakt til hende«, siger Niels til Kristian en aften efter endnu et møde i rigssalen.

Det internationale stævne for Jehovas Vidner skal næste gang holdes i Skotland, og det er for Kristian en stor drøm at være med. At deltage i et internationalt stævne er et privilegium, som kun tilfalder medlemmer af menigheden man har tillid til.

Så forholdet til Hanna må afsluttes engang for alle.

Hanna sidder i sofaen inde på Kristians værelse, da han kommer hjem fra mødet. Kristian sætter ved siden af hende og fortæller om sin beslutning.

Hanna rejser sig op og vil gå, men sætter sig ned på gulvet ved siden af sofaen. Hun ryster over hele kroppen og græder.

»Jeg er også ked af det, men de ældste har sagt det på den måde«, siger Kristian.

»Det er bedst på den måde«. Hun kigger op på ham.

»Men jeg føler, jeg har mistet min allerbedste ven«, siger hun.

Så går hun.

Og Kristian ser hende aldrig igen. Nu er Hanna ude af Kristians liv. Men det, der skulle være starten på et lettere liv, bliver i stedet startskuddet til det værre. Kristian har siden sommers sat sine egne behov til side, for at tage sig af Hanna, og nu vælter presset og stresset ned over ham. I lange perioder havde han kun sovet 1-2 timer om natten. Nu er han tæt på at bukke under. Selv om Kristian er træt, kan han ikke sove om natten. Når han endelig får lukket øjnene, føler han, at mørket klamrer om ham. Mørket er blevet tykkere end før.

Kristian hører lyde, som han ikke havde lagt mærke til tidligere. Når han slukker lyset, virker det som om, at der er noget eller nogen i hans værelse – han kan ikke se, hvad det er, men han kan mærke, at det er der.

»Jeg kan ikke sove om natten, siden jeg har taget afsked med Hanna«, siger Kristian. Vagn lytter opmærksomt til ham, mens de sidder over for hinanden ved det runde spisebord i Vagns stue. Bordet kan trækkes ud, så man kan forlænges med en plade i midten. Der ligger åbne bøger foran de to.

»Nårh?«, siger Vagn og fortsætter:

»Nogle gange kommer Ida og jeg hjem om aftenen, og så bliver vi lidt lækkersultne. Så går vi i køkkenet og får os en rejemad. Og det smager jo godt, så vi får os lige en til. Og så kommer vi til at spise for meget, og så kan vi heller ikke sove om natten«, forklarer Vagn.

Kristian kigger uforstående på ham.

»Gad vide, om han overhovedet har hørt, hvad jeg fortalte. Siger han, at jeg spiser for meget?«, tænker Kristian.

»Jamen, jeg spiser jo ikke noget om aftenen. Og hvis jeg gør, så plejer jeg ikke at have problemer med at sove«, forklarer Kristian den ældre mand.

Vagn svarer ikke.

»Jeg har det også som om, at der er noget i mit værelse…«, fortsætter Kristian.

»Nu var din lille veninde jo syg. Det kan godt være, at hun måske har glemt nogle ting hos dig. Og de ting kunne måske have været under indflydelse af dæmoner«, siger Vagn. Og så taler Kristian aldrig med ham mere om det. Samtalen med Vagn rykker Kristians tvivl helt frem i hans hjerne. Kristian har altid følt, at det var hos Jehovas Vidner, han skulle søge hjælp, når han havde problemer, men nu hvor han står i smerte op til halsen, får han ingen hjælp. De forstår ham ikke. Hans bastion er begyndt at vakle. Og for første gang kan Biblen ikke lindre hans smerte.

I stedet begynder Kristian at tage lykkepiller.

Kristian har brug for at komme væk fra sin menighed og få styr på tankerne. Han har brug for at komme væk fra forpligtelserne og kravene og genfinde sin tro – den tro, der kommer indefra.

Derfor beslutter Kristian i 1999 - et år efter gymnasiet - at han vil flytte til Nr. Nissum i Vestjylland for at studere til lærer. Der har han kontakt med den lokale menighed i Lemvig, men han er ikke aktiv som i Randers. Her kender de ham ikke og forventer ikke noget af ham, og nogle gange lægger han sig også syg til møderne i rigssalen. I stedet bruger Kristian tid på at gå til psykolog og spekulere.

Den gamle menighed hører han ikke fra længere, selv om han har kendt de fleste i menigheden i over ti år. Kun en enkelt gang ringer én fra den gamle menighed, og det er for at skælde Kristian ud, fordi han er blevet set dansende med en verdslig pige en lørdag aften i Randers.

Kristian får 10 og 11 i sine afsluttende opgaver på seminariet uden at anstrenge sig, men studiet fanger ham ikke. På trods af forældrenes protester flytter han til Aalborg for at studere sociologi på universitetet.

»Her har du fundet en sten, du kan løfte. Og så skal du ikke sætte dig til at løfte en sten, som du ikke ved, om du kan løfte«, siger Kristians far til ham, men spekulationerne, lykkepillerne og psykologbesøgene har givet Kristian styrken til for første gange at lade sig styre af sit hjerte – og ikke af andres forventninger.

Det er befriende for Kristian at flytte til Aalborg. Nu spekulerer han ikke længere på, hvad hans forældre eller Jehovas Vidner forventer af ham. Han får fornyet energi, og snart glider både lykkepiller og psykolog ud af hans liv. Nu kan han for første gang trække vejret ved egen hjælp, føler han. I løbet af det ene år i Vestjylland er Kristian nået frem til, at han ikke ønsker kontakt med Jehovas Vidner længere. Og flytningen til Aalborg er en oplagt mulighed for at skære alle bånd til Jehovas Vidner over. Kristian tror ikke længere.

Nogle måneder efter Kristian er flyttet til Aalborg i efteråret 2000, ringer telefonen i hans nye hjem.

Det er en af de ældste fra menigheden i Aalborg.

»Ja, vi kan se, at du er flyttet hertil«, siger stemmen i røret. »Men vi kan også se, at du ikke har været her endnu«. Menigheden i Lemvig har ringet til Aalborg og fortalt, at Kristian er flyttet til byen.

Kristian forklarer den ældste, som viser sig at hedde Jørgen, at han ikke længere kan finde ud af det. Han kan ikke længere komme overens med sig selv og de ting, som kræves af ham.

Det er da et problem, kan Jørgen godt se, men så skal Kristian være velkommen til at komme ud til ham, så de kan tale sammen, fortæller han. Og det gør Kristian så. Jørgen er overbevist om, at Kristians problemer skyldes, at han ikke har den fornødne teologiske viden til at tro rigtigt. Kristian ved for lidt, og det er derfor, han vakler i troen. Så sammen begynder de at studere artikler i Vagttårnet. Teksterne er meget banale og grundlæggende, men Kristian siger ikke Jørgen imod. Det orker han ikke. Han taler ham i stedet bare efter munden.

»Jesus er jo den genløsning, menneskeheden har fået til frelse for vores synder«, siger Jørgen pludselig en dag, mens de sidder og læser.

»Tager han pis på mig«, tænker Kristian.

»Jeg har sgu læst Biblen tre gange nu, og jeg ved godt, hvad Jesus står for«. Jørgen kan efterhånden godt høre, at det ikke er tekstlig viden, Kristian mangler. »Du skal tage en fast beslutning om, at du vil være et helt og fuldt Jehovas Vidne og ikke mere spekulere over de ting, du spekulerer over«, siger han. Det kan Kristian ikke. Og så opgiver Jørgen ham. Men han kender nogle andre, Kristian kan tale med.

I stedet for den ene ældste får Kristian nu besøg af to andre ældste fra den lokale menighed, som besøger ham en gang om ugen. De besøger ham i hans lille værelse i den toværelses lejlighed, Kristian deler med en anden studerende. Her sidder de hver gang bænket om Kristians spisebord, mens de forsøger at overtale Kristian til at vende tilbage.

I deres øjne gør Kristian ikke noget forkert ved ikke at være aktiv i menigheden – han er blot gået i stå og skal hjælpes i gang igen.

De forklarer Kristian, at der ikke ville blive forventet en masse ting af ham, hvis han vender tilbage. Menigheden vil tage let på ham i lang tid, fortæller de.

»Det, jeg har brug for, er ikke, at I forventer, jeg kommer tilbage. For så gør jeg det ikke. Det er jo alle jeres forventninger, jeg ikke kan klare«, forklarer Kristian dem. Kristian havde, da han flyttede til Aalborg, meldt sig ind i Radikal Ungdom og sad nu i ungdomspartiets forretningsudvalg. Det var endnu et brud på Jehovas Vidners regler, at han var blevet politisk aktiv.

De ældste taber mælet, da Kristian fortæller dem, at han har kastet sig ud i politik. Selvom der hænger en stor plakat med teksten ’Radikale Venstre’ på bagsiden af døren til Kristian værelse, har de ældste åbenbart ikke haft mistanke.

»Hvis I vil se på den person, der ligger bag de ting, jeg gør, så er jeg også villig til at gå på kompromis med mange ting. Jeg vil gerne give mange indrømmelse, hvis I bare vil anerkende den person, jeg er«, siger Kristian til dem.

»Det vil vi også godt, hvis du bare vil holde op med at gøre det dér«, svarer de ham.

»Hvis det skal foregå i den rækkefølge, så har de jo ikke forstået, hvad jeg siger«, tænker Kristian.

De to sidste gange de ældste besøger Kristian, er de tre personer i stedet for de normale to. Det er tegn på, at det ikke bare er de sædvanlige overtalelsesmøder. Den sidste ældste er en ung fyr sidst i tyverne.

»Vi kommer ikke længere med det her«, siger han, da de for allersidste gang sidder rundt om Kristians spisebord.

»Du bliver udstødt, hvis ikke du er villig til at gøre op med de hængepartier, du har«. Det er Kristian ikke.

Kristian husker det som en stor dag – hans sidste dag som Jehovas Vidne. Det er dagen, hvor han skal sige farvel til en hel måde at orientere sig på, føler han. Dagen, hvor han skal sige farvel til alle de mennesker, som for længst har sagt farvel til ham. Han ved, at han aldrig vil komme til at se dem igen, når han forlader sit allersidste møde med de ældste.

Mødet finder sted i rigssalen i den sydøstlige del af Aalborg. Klokken er 14, og udenfor skinner forårssolen. Træerne er begyndt at iklæde sig de første knopper. Det er en af de forårsdage, hvor det er svært at vælge mellem vinter- og sommertøj. Rigssalen er tom for mennesker. Inde på biblioteket sidder Kristian ved et firkantet bord. Rummet er omkring tyve kvadratmeter stort, og gulvet er dækket af et lyst, rødt tæppe. Væggene er hvide. Over for døren er en række vinduer. Ved siden af døren og ved den ene væg står reoler fyldt med Vagttårnet og Vågn Op!-blade fra de sidste 50-60 år.

Over for Kristian sidder de tre ældste. Kristian kender kun den ene af dem – det er den unge fyr, som besøgte ham sammen med de to andre ældste. Det er også ham, som fører ordet.

Bordet er helt tomt – det, der skulle siges, er blevet sagt, så der er ikke brug for bibler og notesblokke. De ældste indleder med at spørge Kristian, om han har det godt. Og om han har tænkt mere over tingene.

»Jeg er ikke kommet frem til noget andet siden sidst«, svarer Kristian. De ældste nikker. De fortæller Kristian, at hvis det er hans endelige beslutning, så vil det ved næste møde i menigheden blive annonceret, at ’Kristian Jacobsen er blevet udstødt’.

Kristian fortæller de ældste, at han vil værdsætte det, hvis de i stedet fortæller menigheden, at han har valgt at afskære sig selv fra Jehovas Vidner.

De ældste vil tænke over hans forslag. Kristian sidder og kigger ud af vinduet, mens de ældste får sagt de afsluttende bemærkninger. Han hører ikke efter længere. Kristian er ikke vemodig eller bevæget. Heller ikke lettet. Han føler en stille accept af, at en æra i hans liv nu er slut - en æra, der har ført ham til dette punkt.

Og nu skal han videre.

Denne historie er skrevet med udgangspunkt i Kristians oplevelser og erindringer. Citater og beskrivelser af miljøer og personer bygger således på Kristians erindringer.