Lidt af mine oplevelser med Jehovas vidner

Af Ole Lind

Jeg er født på Amager ved København den 12. juni 1939, hvilket betyder at jeg nu, i en alder af 69, er ved at være en lidt ældre herre, dog i fuld vigør. Min mor og far flyttede i 1942 til Rødovre, ligeledes ved København, og i 1945 blev de skilt, da var min tvillingebroder og jeg 6 år. Året efter blev min mor tilsluttet Jehovas vidner, hvilket sådan set betyder at jeg er opvokset som et Jehovas vidne.

Modsat så mange andre ”frafaldne” var jeg helt fra barnsben lykkelig for at være tilsluttet menigheden, jeg glædede mig over alle de mange dejlige og rare venner jeg der havde; at jeg så også var fuldt og fast overbevist om, at Jehovas vidner var den eneste sande menighed, at menigheden var udvalgt af Gud, og at Guds rige var nær, gjorde bare det hele så meget mere fuldkomment.

Menigheden var forarget over, at jeg skulle i lære

1 1955 kom jeg som 15 årig i lære som smed og maskinarbejder, et arbejde jeg i øvrigt ikke kunne fordrage. Jeg kan huske, at menigheden var meget foraget over, at jeg skulle i lære: ”Hvorfor det?” spurgte de, ”harmagedon kommer om ganske få år, og i hvert fald da længe før du blev færdiguddannet så hvorfor ikke blive pioner i stedet for at spille tiden på det pjat.” Jeg blev udlært i 1959, harmagedon er, nu 49 år efter, endnu ikke kommet. Jeg valgte i øvrigt senere end anden levevej, og senere igen blev jeg pioner, endda med tiden specialpioner, hvilket min mor var meget stolt over.

Jeg møder Lene

I 1970 mødte jeg Lene ved et stævne i Roskilde, vi blev gift og fik to drenge, og da mine svigerforældre begge var Jehovas vidne og havde en en stor landejendom, flyttede vi ind hos dem, der var plads nok. Jeg havde godt nok mine betænkeligheder, jeg vidste, at bo sammen med mine svigerforældre kunne give problemer, men begge var de elskelige Jehovas vidner, og Guds rige var nær, så vi flyttede ind. Jeg nåede at bo der i 25 år inden filmen knækkede. Min mor døde i 1974 som et troende Jehovas vidner, min tvillingebror forlod ”sandheden” allerede da han var en stor dreng, til stor fortrydelse for min mor og mig.

Alt gik vældig godt, lige indtil sommeren 1985 hvor jeg købte og læste Raymonds Franz bog Samvittighedskrise. Et stykke tid forinden havde man i Rigets tjeneste kunne læse, at Raymond Franz, et medlem af det styrende råd, var blevet udstødt af menigheden på grund af en opførsel der ikke sømmede sig for en kristen. Jeg var dybt rystet, tænk at en bror som var medlem af det styrende råd, og dermed var så tæt på Gud, kunne blive udstødt. Hvad havde han dog gjort? Havde han begået mord? Var han pervers? Var han til børn? At en sådan mand blev udstødt var i mine øjne ganske uforståeligt.

Jeg læser bogen: Samvittighedskrise

Et par år efter oplysningen i Rigets tjeneste læste jeg tilfældigvis en annonce i dagbladet Politiken, at en mand, som tidligere havde været et Jehovas vidne, havde skrevet en bog med titlen Samvittighedskrise. Mandens navn var Raymond Franz. Den måtte jeg nødvendigvis læse, og jeg skrev omgående til Dialogforlaget i Jylland og fik bogen tilsendt. Min kone var i øvrigt meget fortørnet over at jeg ville læse frafaldnes litteratur og truede med at smide den ud, men som jeg forklarede: ”Jeg er da nødt til at læse den bog, således at jeg er forberedt, hvis nogle ved dørene skulle henvise til den.”

Mit motiv for at læse bogen var: Sikken dog et idiot denne Raymond Franz måtte være, tænk at være så nær Gud og så blive udstødt. Vorherre Bevares! Ak ja. Jeg blev klogere. Jeg læste bogen på to dage, og min tro på Jehovas vidner forsvandt lige så hurtigt som hvis jeg havde kunnet skylle den ud i toilettet.

Nu havde jeg problemer, jeg var fortsat et Jehovas vidne, var ældste og skoletjener i menigheden, min familie og alle mine venner var Jehovas vidner, så hvad skulle jeg gøre. Jeg begyndte med at opfordre min kone til også at læse bogen og prøvede at forklare lidt af dens indhold, hun ville overhovedet ikke høre, truede endog med at smide den i vores halmfyr. Jeg havde dengang stor tillid til mine medtroende, og var overbevist om at når jeg nu fortalte dem om bogens indhold, så ville de med det samme tage affære, sende et brev til det styrende råd i Amerika, så vi kunne få en forklaring. Jeg begyndte derfor at nævne bogen for mine medældste i menigheden, men blev hurtigt klar over at de ikke var interesseret, ja, faktisk, da jeg ikke kunne holde min mund, blev jeg til sidst kaldt ind til et ekstraordinært ældstemøde, hvor de bad mig om at tie stille, fordi mine bemærkninger kun kunne være til skade for de svage i troen. Jeg var ret så overrasket, her havde jeg i alle disse år haft den opfattelse, at Jehovas vidner var jordens mest ærlige og retskafne mennesker, og nu opdage jeg til min forbavselse, at der var ”følsomme” emner man så absolut ikke turde talte om, for mine brødre gik troen på den tro og kloge træl åbenbart forud for åbenhed og sandhed.

Hele mit ståsted i livet var væk

Min tro var væk, min tillid til menigheden var væk, hele mit ståsted i livet var væk, og mit gode forhold til min familie og alle mine venner var væk. Med tide fjernede jeg mig mere fra Jehovas vidner. Først stoppede jeg som skoletjener, derefter som ældste, med tiden også som forkynder og til sidst med at komme til møderne. Ja, hvis ret skal være ret, så stoppede jeg faktisk ikke som skoletjener, ret beset blev jeg smidt ud, man mente åbenbart, mine udtalelser og min voksende tvivl var blevet en belastning for menigheden. Afslutningen på min karriere som skoletjener kom på et møde hvor spørgsmålet om Jehovas vidner brugte ritualer i deres gudsdyrkelse blev rejst i en elevopgave. Svaret ifølge skolevejledningen var, at det brugte man ikke, og det var da også det eleven fremholdt. Efter elevopgaven skulle jeg så som skoletjener vejlede, og eleven blev da også rost, men jeg tillod mig også offentligt fra talerstolen at rejse spørgsmålet, om ikke Jehovas vidner da i hvert fald én gang om året brugte ritualer i deres gudsdyrkelse, hvilket var ved den årlige mindehøjtid hvor man bad over brødet og vinen hvorefter det blev delt rundt til de tilstedeværende som symbol på Jesu kød og blod. Efter mødet var der stor uro, jeg var gået imod vejledningen fra den tro og kloge træl, mine medældste bad mig derfor om at gå med ind i biblioteket til en lille samtale. Resultatet blev, at jeg var færdig med at være skoletjener. Man gik ikke mere i takt.

Jeg tager hjem

Jeg kan i øvrigt tydeligt huske, sidste gang jeg var ude i forkyndelsen, en særdeles ivrig og stærkt troende ældre bror ved navn Christian Jensen og jeg havde fået et distrikt i en lille landsby lidt uden for Roskilde, Christian gik på den ene side af vejen og jeg på den anden. På vej ind til en villa stoppede jeg pludselig op og sagde til mig selv: ”Hvad i alverden laver du dog her, her har du da ikke noget at gøre,” tanken ramte mig som et lyn, jeg gik over til Cristian og sagde, at jeg tog hjem.

Han så forbavset på mig og spurgte: ”Tager du hjem? Hvorfor det, er du blevet syg?”

”Nej”, svarede jeg, ”jeg er færdig med Jehovas vidner”

”Er du færdig som Jehovas vidner? Vil du ikke mere være et Jehovas vidne?” Jeg kunne se at Christian var dybt rystet. Stakkels mand.

”Nej”, svarede jeg og tog hjem.

Jeg har aldrig derefter været ude i forkyndelsen, og tænker aldrig jeg kommer til det.

Jeg bliver skilt

I 1998 blev min kone og jeg skilt, og jeg flyttede ind i en lille lejlighed i Køge, hvor jeg i dag befinder mig ganske udmærket. Dengang var jeg dog dybt fortvivlet, jeg var nu blevet et dybt frustreret menneske, min tro var væk, min familie var væk, alle mine venner var væk, og jeg kendt ingen i den bebyggelse, jeg nu var flyttet til, jeg vidste med sikkerhed, at ingen ville ringe på min dør. Jeg var blevet et meget, meget ensomt menneske.

Jeg vendte tilbage til bogen Samvittighedskrise, jeg kunne huske, at der dér var henvist til en anden bog med titlen The Gentile Times Reconsidered af en mand ved navn Carl Olof Jonsson. Den ønskede jeg at læse, og gik derfor ind i en boglade i København og forhørte mig.

Den venlige dame oplyste, at en bog med den titel ikke kunne skaffes, men at der var en anden bog af samme forfatter med titlen Sluttede hedningernes tider i 1914? Den fik jeg naturligvis bestilt hjem fra et lille forlag i Juelsminde, på den måde kom jeg i kontakt med Preben Jørgensen og Ellen Wissing, to helt vidunderlige og elskelige mennesker som har hjulpet mig helt utroligt, og ligeledes kom jeg i kontakt med foreningen Kristen frihed. Jeg begyndte igen at få venner. Det viste sig i øvrigt, at bogen Sluttede hedningernes tider i 1914 var en dansk oversættelse af bogen The Gentile Times Reconsidered.

Ensomhed og frustration

I min ensomhed og frustration skrev jeg en lille artikel til bladet Kristen frihed, en artikel som satte spørgsmålstegn ved nogle af Jehovas vidners fortolkninger af bibelen. Bladet var dengang tilgængelig på Roskilde bibliotek og kunne læses af alle. Få dage efter udgivelsen af bladet blev jeg pr. telefon kontaktet af en ældste fra menigheden som bad mig være tilstede ved det offentlige foredrag og vagttårnsstudium den førstkommende søndag, de ældste ville gerne have en lille samtale med mig efter mødet.

Jeg spurgte: ”Hvorfor”

”På grund af den artikel du har skrevet i bladet Kristen frihed”

”Hvad er der galt med den”

”Der er det galt at du med en sådan artikel har smædet Jehovas navn”

”Øh, hvad har jeg skrevet forkert?”

”Det er ikke et spørgsmål om det du har skrevet er er rigtigt eller forkert, det er et spørgsmål om, at du med den artikel har smædet Jehovas navn. Vi vil gerne se dig har i rigssalen nu på søndag.”

”Hvad hvis jeg ikke vil komme?”

”Hvad du har gjort er en meget alvorlig sag, du kan risikere at blive udstødt”

”Udstødt for hvad?”

”For at havde kastet vrag på menigheden og for at havde smædet Jehovas navn.”

”Du mener, jeg har smædet Jehovas vidners navn?”

”Det er det samme.”

”Er det det?”

Jeg bliver udstødt

Jeg tænkte mig lidt om før jeg svarede: ”Jeg ønsker ikke at komme på søndag.” Kort fortalt. Jeg blev udstødt, jeg var ikke kommet til møderne i flere år, jeg blev udstødt alligevel. Dejlige venner disse Jehovas vidner. Og til orientering. Samtalen var betydelig længere end den her beskrevne, resultatet var dog den samme.

Nu har jeg oplevet, at begge mine sønner er ude af organisationen Jehovas vidner, jeg har fået opbygget en ny tilværelse med mange dejlige venner, og livet er igen værd at leve. Jeg tror fortsat på en Gud, men bryder mig ret beset ikke meget om ham, en Gud som tillader så venlige og rare mennesker som mine eks. venner indenfor Jehovas vidner at opføre sig så tåbeligt, ondt, umenneskeligt og ubibelsk som de gør, og det i Guds navn, kan jeg ikke bruge til noget, medmindre Gud da kan fremkomme med en fornuftig forklaring. Dette er endnu ikke sket.

Ole Lind august 2008