Fra Asken til Ilden

af Rita Cecilie Varmby

Som bekendt af flere har jeg skrevet om min tid som medlem af Jehovas vidner. Jeg er sidenhen blevet spurgt om, hvad der skete i de efterfølgende år, inden jeg blev katolik. Derfor vil jeg skrive om de år, som blev de værste i mit liv, også fordi mit indtryk er, at man sjældent hører om, hvordan det går de tidligere vidner, når de forsøger på at stå på egne ben. Jeg tror ikke min beretning er enestående, men den fortæller i al sin gru om, hvor galt det kan gå, når man forlader en totalitær sekt som Jehovas vidner.

Som det kan ses i min bog om tiden hos Jehovas vidner, blev jeg udstødt i 1977. Det gjorde jeg fordi jeg havde fortalt Vidnerne, at jeg havde forbrudt mig mod sektens regler, selv om det ikke passede. Det ønskede bare at få fred for vidnernes indblanding i mit liv, da jeg ikke længere følte, jeg kunne leve op til deres strenge regler. Jeg følte ikke, at vidnerne havde været mine brødre og søstre, som det var blevet lovet mig, da jeg blev døbt. Ofte følte jeg, at jeg spiste nådsensbrød pga. mit synshandicap. Jeg syntes heller ikke, jeg kunne se opfyldelsen af Jehova Guds løfter om en ny verden, som det var blevet lovet. Ganske vist skulle den store trængsel i Johannes-åbenbaringen samt Slaget ved Harmagedon først komme inden den ny verden åbenbarede sig. Men lige meget hvor meget jeg forsøgte at leve efter reglerne, så så jeg ingen mening eller glæde ved fortsat at leve min tilværelse som vidne. Jeg lærte, at vi vidner skulle holde øje med 1975, fordi menneskene efter vidnernes udsagn havde levet i 6.000 år på jorden. Vi havde også lært, at Jehova Guds skabelsesdage hver var på 7.000 år. Tusindårsriget skulle være en del af Guds hviledag. som var den 7, dag. Altså kunne der ikke være længe til, at den store trængsel og slaget ved Harmagedon var nær. Jeg oplevede det sådan, at Vagttårnet og Vågn op skrev om 1975 som et vigtigt år, men siden er det blevet fortalt mig, at Vagttårnsselskabet aldrig har sagt noget sådant, men det er en fejlfortolkning fra medlemmernes side. Muligt nok, men jeg og andre vidner havde forstået det sådan, som det står beskrevet ovenfor. Jeg kunne forestille mig, at der var mange andre end mig, der forlod sekten i skuffelsen over udeblivelsen af Jehova Guds løfter. Jeg valgte at blive ligeglad med, om vidnerne havde ret, så jeg fulgte mit eget hoved. Derfor vendte jeg ryggen til alt, hvad jeg tidligere havde lært, hvor jeg forsøgte at leve så umoralsk som muligt for at fortælle min omverden, at jeg ikke længere var vidne.

For at min løgn om utroskab skulle blive til sandhed, så var det bare med at komme i gang med alle de forbudte ting. Som vidne havde jeg været gift i et par år pga. ensomhed og isolation, så det ægteskab var på forhånd dømt til at blive en fiasko. Efter min udstødelse indledte jeg nogle løse relationer til mænd, som jeg sympatiserede med, men ikke elskede.

Jeg begyndte at bande rigtig meget for at markere, at jeg fand’me ikke længere var et Jehovas vidne. Mine omgivelser mente, at jeg virkede frastødende med min opførsel, hvilket jeg godt kan forstå i dag.

I perioder drak jeg også mere end, hvad godt var. Nogle af mine venner kaldte min tid efter vidnetiden for en forsinket pubertet, som skulle indhentes, hvilket var sandt, når jeg ser den tid i bagklogskabens klare lys. Jeg begyndte dog også at dyrke sunde interesser som fx musik, som jeg altid har holdt meget af.

Så var der det religiøse. Jeg var totalt forvirret. Hvad var sandhed, hvis der var noget der kunne kaldes for en endegyldig sandhed? Jeg ville ikke have noget at gøre med bibel og kristendom, for det havde jeg haft mere end rigeligt af siden min barndom, da jeg var opvokset i et strengt luthersk-missionsk miljø på den institution, jeg var anbragt på, da jeg var barn. Men jeg ville godt finde den ultimative sandhed et andet sted. I 1978 kom jeg i kontakt med en person, som havde en smule kontakt til mormonerne. Jeg var til enkelte af deres møder, men det mindede alt for meget om det jeg havde forladt, så nej tak til det. I samme periode kom jeg også i kontakt med en mand, som kaldte sig metafysiker, og efter eget udsagn var Nordens apostel. Han mente han kunne hjælpe folk ved at bruge håndspålæggelse og åndelig vejledning, og det lykkedes ham også at hjælpe mig med at komme i en let hypnose, da jeg stod for at skulle steriliseres. I 1978 kom jeg på et sommerkursus på Jaruplund højskole, hvor jeg blev opfordret til at deltage i et vinterophold på fem måneder. En af lærerne syntes, det ville være godt for mig, da jeg var meget åben og nysgerrig, men samtidig var gået i stå. Da jeg kom hjem gav jeg mig til at tænke meget over sagen. Jeg valgte at springe ud i det. Den 1. november 1978 tog jeg til Jaruplund højskole syd for den danske grænse i nærheden af Flensborg.

Det var noget af en omvæltning med mange spændende fag. Der var fag som psykologi, religion, filosofi musik samt meget andet, som talte til det kreative menneske. Men jeg længtes meget hjem i den tid. Forstanderen på skolen tilbød mig at jeg kunne få lov til at tage hjem uden videre. Det var en tid, hvor kommunen gav støtte til højskoleophold for unge mennesker, der skulle have points for at videreuddanne sig. Højskoleopholdene var samtidig et tilbud til alkoholikere og narkomaner i håbet om at få dem ud af et misbrug, og der var også plads til et åndeligt søgende menneske som mig. Den lærer, der havde anbefalet mig at komme på højskole, støttede mig, når jeg var ked af det pga. hjemvé. Jeg ville ikke tage hjem, for det ville jeg betragte som et nederlag.

På skolen hørte vi også en del om parapsykologi, hvilket ikke var godt for min psyke. De eksistentielle fag rev op i min forvirrede sjæl, og viste samtidig at jeg inderst inde ikke havde gjort mig færdig med Vidnerne, selv om jeg ønskede at lægge afstand til min fortid.

Da vi kom ind i 1979 kom der nye elever på skolen, som jeg sluttede mig til. En af eleverne havde et stofmisbrug, som hun skulle ud af, så hun havde sin far med som støtte til formålet. Han fortalte, at han var jungiansk psykoanalytiker. Det lød som noget ganske særligt, som burde undersøges nærmere. Jeg havde hørt lidt om C. G. Jung før, så det pirkede til min nysgerrighed.

Psykoanalytikeren, TH, deltog aktivt i filosofitimerne, og jeg pippede sagte med for også at fortælle, at jeg bestemt ikke var tabt bag en vogn. Manden fortalte om sin behandling og påbegyndte med at behandle en ung pige, som var skizofren. Jeg oplevede nogle af sessionerne, hvilket ikke var rart at høre på. Forstanderen på skolen ønskede ikke psykoanalyse på stedet, men det gjorde, at den unge skizofrene pige og jeg følte det som ekstra spændende at gå i terapi, når det samtidig var forbudt. Endvidere var jeg fascineret af/forelsket i manden. En anden elev havde også en psykisk lidelse, som blev behandlet med psykofarmaka. Psykoanalytikeren havde fat i den unge mand for at fortælle ham at medicinen bestemt ikke var helbredende for hans psyke. På afstand hørte jeg at det unge menneske fik det ene møgfald efter det andet, fordi han søgte hjælp i psykiatrien. Det var at flygte fra virkeligheden og ikke at tage ansvar for eget liv.

Den 31. marts 1979 tog jeg hjem til København, hvor jeg igen skulle vænne mig til at være i mit hjemlige miljø. Den unge pige, kaldet BT, fra højskolen, som ellers havde boet i Horsens hos sine forældre, flyttede nu sammen med TH på Frederiksberg. Det var nemt for mig, som boede i Valby, at komme til sessioner hos ham. Det blev et alvorligt vendepunkt i BT’s og mit liv.

Jeg startede på behandling i november 1979. Jeg fortalte TH om mine drømme og fantasier, om mit livs fortrædeligheder og seksualitet og meget mere, og det brugte vi meget tid på. Det må have været ren underholdning for ham.

Behandlingen handlede meget om genfødsel. Jeg var i noget der lignede gestaltterapi samt primalterapi, hvor jeg skulle råbe på min mor i en uendelighed. Det skulle rense mig for de psykiske traumer, som jeg led under; men det hele blev bare meget værre.

I hele behandlingsforløbet fik jeg jævnligt møgfald af TH, fordi jeg ikke ville tage ansvar for mit liv. Jeg ville ikke se den sande virkelighed i øjnene. Jeg blev aldrig rigtig klar over, hvad den sande virkelighed handlede om.

Jeg fik i forvejen en del psykofarmaka, som jeg havde fået siden 1961, fordi jeg led af angstneuroser pga. omsorgssvigt; det var det eneste tilbud der var til mig om hjælp. Psykiatrien havde jeg fået mere end nok af, da den ikke havde kunnet hjælpe mig inden og efter vidnetiden.

Så jeg troede at jeg gennem denne alternative terapi ville finde en ny sandhed, som kunne erstatte vidnetroen og hjælpe mig til at få det bedre.

Selv om jeg var blevet advaret imod ham, forstod jeg ikke og ville ikke forstå, at denne såkaldte behandler ikke havde reelle hensigter. Jeg forstod heller ikke, at jeg blot var et tidsfordriv, som han kunne underholde sig med og han havde total magt over mig. Han blev en guru for mig, der sad inde med den absolutte sandhed. Min såkaldte terapeut fortalte mig, at jeg havde to valg i livet: Jeg kunne blive narkoman eller jeg kunne vende tilbage til vidnerne. Det lød ikke godt, men på en måde havde han måske ret. Han havde behandlet et tidligere vidne, som vendte tilbage til troen som den eneste udvej. Det kan jeg godt forstå i dag, for den såkaldte behandling gjorde, at jeg kom længere ud og fik en psykisk krise.

Mens jeg gik i denne ”behandling” begyndte jeg at befinde mig i en glasklokke. Musik oplevede jeg som støj. Jeg havde virkelig forsøgt at blive ”genfødt”, hvilket naturligvis ikke kunne lade sig gøre. Et af mine forsøg på genfødsel var inspireret af en æterpsykose, jeg havde haft som barn. Jeg følte da at jeg kunne huske min egen fødsel, hvilket jeg naturligvis ikke kunne, men den oplevelse var et af omdrejningspunkterne i terapien. Derfor foreslog behandleren, at jeg kunne blive bedøvet med æter, så jeg igen kunne finde oplevelsen frem, hvilket jeg klart sagde nej tak til.

Jeg blev mere og mere syg af min såkaldte behandling. Ifølge min alternative terapeut så skyldtes det, at jeg i forvejen hade det dårligt, hvilket jeg ikke syntes var tilfældet. Derfor lod jeg mig indlægge på Bispebjerg hospital i november 1980. Der var jeg i en uges tid, hvorefter jeg blev hjemsendt, da man ikke kunne gøre så meget mere for mig.

Jeg fik omlagt medicineringen, da min psykiske tilstand var forværret. I en tid så det også ud som om, at en lille bedring var på vej, men det varede kun kort.

I 1983 fik jeg en psykose pga. en medicinforgiftning. En af mine tidligere skolekammerater havde begået selvmord ved at hænge sig, hvilket ikke gjorde sagen bedre. Hun og hendes mand havde været Jehovas vidner i en kort tid, men det havde ikke hjulpet på deres dårlige ægteskab, som førte til selvmordet.

Jeg begyndte at destruere ting, som tidligere havde haft værdi for mig, fordi tingene havde en væmmelig udstråling. Jeg følte jeg havde åndelige vejledere, som beordrede mig til at ødelægge det som havde mest værdi for mig, så jeg kunne bevise min selvopofrelse og hengivenhed. Så skulle alt nok blive anderledes og bedre med tiden. Jeg syntes, jeg var på et højt spirituelt plan og hverken syg eller i den ondes magt. Det var mine omgivelser til gengæld, var jeg sikker på.

Jeg blev indlagt på Sct. Hans efter en modbydelig nærdødsoplevelse, der handlede om, at jeg skulle udsættes for alt det onde, som jeg havde påført andre mennesker. Da jeg var på vej til Rigshospitalet inden jeg blev videresendt til Sct. Hans, mente jeg, at jeg skulle dø og genfødes igen. Jeg oplevede det en som smertens vej i lighed med Jesu vej til korset, og kaldte det ”the pain lane”. Jeg oplevede også dele af Kristi korsfæstelse, og at jeg som Jesus, da han led af tørst, fik en klud for munden med eddike. Jeg var indlagt fra september 1983 til 1985 med jævne mellemrum, da jeg ikke kunne være alene. Min diagnose på Sct. Hans hed ”eksistentiel krise”, hvilket var meget rigtigt formuleret.

Efter vidnetiden havde jeg bestilt Bibelen hjem et par gange. Men den fyldte mig med ubehag, så den blev returneret hver gang. Ikke mere kristendom og bibel. Siden vidnetiden havde jeg ikke kunne bede til Gud. Noget havde blokeret for den forbindelse. Og nu, efter min pilleforgiftning, følte jeg, at jeg ville blive sindssyg, hvis jeg prøvede at bede til Gud.

Jeg gik i en kort tid hos Sten Hegeler for at søge psykisk helbredelse, hvilket jeg ikke turde ret længe.

På aftenskolen begyndte jeg at gå til undervisning i astrologi, hvilket var meget moderne den gang. Dette studium varede kun et par år, da det heller ikke gav mig nogle vigtige svar på mit livs fortrædeligheder. Jeg læste også lidt om kosmologi hos Martinusbevægelsen, med det tilfredsstillede heller ikke min søgende sjæl. Så opsøgte jeg også en buddhistisk sekt fra Japan som på sigt heller ikke tilfredsstillede min åndelige søgen, da det handlede om reinkarnation, hvilket efterhånden hang mig ud ad halsen. Jeg gik også til en spåkone, som fortalte mig, at jeg under den spanske borgerkrig havde gjort andre mennesker blinde. Derfor skulle jeg lide samme skæbne. Det var heller ikke nogen tilfredsstillelse, men forvirrede mig kun yderligere.

Omkring 1987 kom jeg i psykoterapi hos en freudiansk terapeut, som ville det bedste for mig. Han var meget forsigtig, da han blev vidende om, hvilke overgreb, jeg havde været udsat for. Det rykkede ikke så meget, men jeg fik det heller ikke dårligere i den tid, jeg var hos ham. Det handlede meget om drømmetydning samt oplevelser fra mit turbulente liv. Han fortalte mig, at hvis jeg nogensinde skulle få det bedre, så skulle jeg tage tyren ved hornene og få bearbejdet overgrebene og pillepsykosen, hvilket jeg bestemt ikke havde lyst til.

I 1990 kom jeg i kontakt med en støttegruppe af tidligere Jehovas vidner. Der fandt jeg, at andre mennesker havde det svært pga. tiden hos vidnerne. På den tid havde støttegruppen en psykoterapeut, CM, som var konsulent for os. Han havde et grundigt kendskab til vidnerne, fordi hans daværende kone var født og opvokset i sekten.

Det viste sig også, at han havde kendskab til min såkaldte terapeut, TH, fordi hans første kone havde været i kløerne på ham. Forholdet til den første kone var gået i stykker pga. min såkaldte terapeuts seksuelle misbrug af hende. CM havde trukket TH i retten for bl.a. seksuelt misbrug af kvinder, og fortalte mig at TH var psykopat. Jeg havde selv planer om at gøre det samme med anklager om overgreb, men manglede beviser.

I februar 1992 gik jeg i gang med samtaleterapi hos CM, som nu var støttegruppens konsulent. Terapien var baseret på freudiansk psykoanalyse og kognitiv terapi og gik bl.a. ud på at tyde drømme samt forstå årsagerne til traumerne på en anden måde, så jeg ad den vej kunne komme videre i livet. I lang tid var det hårdt for mig. Jeg blev konfronteret med mine erfaringer hos kvaksalveren TH og med pillepsykosen. På et tidspunkt fik jeg det så slemt, at jeg troede, at Jehova ville straffe mig, fordi jeg forrådte Vidnerne. Min psykoterapeut var ude for en faldeulykke, som jeg var skyld i pga. mit forræderi. Det troede jeg i hvert fald. Jeg har senere fået at vide, at andre tidligere vidner har troet noget lignende, så de vendte tilbage til sekten og angrede deres såkaldte forræderi.

Jeg havde det ret slemt i den ovennævnte periode, så jeg var parat til at glemme, hvor skidt jeg havde det. Jeg ville tage telefonen og ringe Vidnerne op, så jeg kunne glemme alt om traumer, men ”noget” råbte ad mig og skældte mig huden fuld. Jeg skulle aldeles ikke blive Vidne igen, for det ville kun forværre min situation. Jeg tolker det som, at Gud gav mig et møgfald for det, jeg var i gang med. Jeg lagde telefonrøret på, som jeg stod med i hånden, og lyttede til stemmen. Min psykoterapeut blev rask igen, hvorefter behandlingen fortsatte. Mine frustrationer gik ud over mine omgivelser, fordi jeg ikke ville erkende, at det var mig der havde et problem. Jeg var stoppet med at tage min medicin, og det havde jeg gjort alt for tidligt og for hurtigt. Jeg måtte bide i det sure æble og påbegynde medicineringen for en tid uden psykiaterens viden.

Endelig kom der bedring i min psykiske tilstand. Det skete langsomt i 1994, hvor jeg gradvist kom ud af glasklokken. Min hørelse havde i mange år været som om, at jeg var indhyllet i uld og vat, og det forsvandt nu. Jeg havde også haft spisevægring, der gjorde, at jeg ikke kunne holde mad i mig, medmindre jeg tog stikpiller. Alt det var kommet som en følge af overgrebene hos TH, men i løbet af 1994 blev jeg også spisevægringen kvit. Min lugtesans havde også været på et lavpunkt, men var ved at vende tilbage. Lysten til musik kom også tilbage. Min nye tidsregning påbegyndtes derfor i løbet af 1994, og i december 1994 var jeg fuldstændig medicinfri. Jeg fortsatte hos en psykiater i et par år for at være på den sikre side.

Siden den tid har jeg ikke fået psykofarmaka.

Min behandling varede i 6 år altså til 1998. Så skulle jeg finde ud af, hvad jeg så ville med mit liv.

Skulle jeg vende tilbage til Vidnerne? Skulle jeg holde mig helt fra religion? Jeg kom til den erkendelse, at tro på en højere magt var vigtig for mig. Den tanke begyndte ganske langsomt at forme sig i 1996. Jeg begyndte at lytte til en katolsk nærradio, hvilket jeg havde stor glæde af. I samme periode var der også en ung studerende, som ville af med sin bibel. Den kom hjem at stå i min bogreol, hvor den har haft sin faste plads siden. Jeg har med stor glæde kunnet læse i den uden ubehaget fra Vidnetiden. Hvad bøn angår, så fik jeg min første kontakt til Gud igen den 10. september i 1991. Jeg husker den dato, da det var min mormors fødselsdag.

I 1998 tog jeg kontakt til den katolske kirke for at finde ud af, hvad den havde at sige. Jeg gik til undervisning i kirken et års tid, men syntes, jeg manglede de nødvendige bøger samt et menneske, jeg kunne spørge til råds om det ene og det andet. Derfor droppede jeg det for en tid, men min rastløse sjæl ville ikke slippe emnet, så jeg kom heldigvis tilbage. I mellemtiden havde man fundet en lærer til mig og en regelmæssig undervisning startede hjemme hos mig selv.

Jeg syntes, jeg havde lagt vidnetiden og hvad man også kaldte New Age-tiden bag mig, så jeg studerede ivrigt den katolske tro.

Undervejs blev jeg klar over et par ting. Jeg følte, jeg kunne stå ved min historiske fortid uden at skamme mig over den. Jeg oplevede, at jeg også kunne stå ved den del af min kulturelle arv, som fandtes længe før reformationen. Jeg følte, jeg blev lappet sammen med min kultur, som jeg havde fornægtet, da jeg blev Jehovas Vidne. Jeg kom til at føle mig som et helt menneske, hvilket jeg forstod som en stor nåde fra Gud. Det havde jeg aldrig følt før.

Under forberedelsen til en tid som katolik oplevede jeg, at Vidnerne ikke tror på Jesus som en frelser. Han er ifølge dem et menneske som ubetinget underkaster sig Jehova Guds vilje. Jehovas Vidner skulle efterfølge Jesus idet han underkastede sig Vidnernes tro, og det var underkastelsen der var den egentlige frelse. Jødernes udvandring af Ægypten var for Vidnerne centralt i deres afholdelse af påskefejringen. Det vil sige, at Vidnerne i virkeligheden fejrer deres udmeldelse af det samfund, vi lever i. De Vidner som tror på de skal i himlen, modtager nadveren som tegn på, at de er blandt de 144.000 som skal være præster og konger med Jesus Kristus.

Den erkendelse med påsken bragte mig i en psykisk krise, som heldigvis varede kort, fordi jeg var ved at genvinde en kristen tro, som jeg kunne stå inde for. Ellers var jeg nok aldrig kommet til den erkendelse omkring vidnerne. Det var noget af en øretæve, jeg fik der, men samtidig styrkede den også min tro på vejen til den katolske tro.

Jeg forberedte mig i to år. Der var ting, som jeg skulle vænne mig til, men ved Guds hjælp blev det også klaret.

I dag tror jeg på, at den sidste og gode psykoterapeutiske behandling var en af Guds veje til den kristne tro. Terapeuten var et værktøj i Guds hånd.

Den 24. september år 2000 blev jeg optaget i den katolske kirke på Frederiksberg. Nu var det endelige bånd til vidnerne skåret over, hvilket jeg er dybt taknemmelig for.

Rita Cecilie Varmby, 16. oktober 2017

Fortsættelse af Ritas beretning

Grunden til at jeg vil skrive om mine tanker om, hvad vidnernes mindehøjtid og frelsesforståelse egentlig går ud på, er at det for mig var en stor hjælp til at komme videre med en ny tro, som har hjulpet mig til at blive et helt menneske. Jeg håber også, at jeg med mine tanker kan være til hjælp for andre tidligere vidner end mig selv til at komme videre i livet uden vidnetroen.

Nogle af de emner jeg fremkommer med har jeg ikke stødt på i offentligheden, hvilket jeg længe har savnet. Derfor vil jeg gøre op med nogle af de lærepunkter, som jeg ikke har stødt på i mediernes omtale af Jehovas vidner. Ganske vist hører vi ofte om social kontrol, hjernevask og blodtransfusion, hvor man sjældent hører om Jehovas vidners forståelse af deres tolkning af bibelen, som de betjener sig af, hvilket er mindst lige så interessant som de gængse emner, som medierne altid kommer med, da teologien ikke har den store interesse pga. religiøs berøringsangst og uvidenhed. Det er nødvendigt at forstå hvorfor vidnerne tror på det, de forkynder, hvilket er meget vigtig viden, når man vil forsøge at hjælpe dem, som forlader bevægelsen. Hvis man ikke har kendskab til den religiøse og sociale baggrund kan man efter min mening ikke hjælpe folk fuldt ud, da sekten ikke udelukkende er en tro, men en livsstil, som man har sagt ja til. Hvis man er i psykoterapi så er det også vigtigt, at psykoterapeuten også har kendskab til den religiøse påvirkning udover de psykologiske mekanismer, som foregår indenfor bevægelsen, selvom man som tidligere vidne har fået nok af religion. Det er nogle af de erfaringer, jeg har gjort, for at komme videre i livet, hvilket har været medvirkende til at jeg kommer med nogle af de betragtninger jeg har gjort for at komme videre ad et andet spor.

Jehovas vidner fejrer som bekendt mindehøjtiden den 14. nisan ligesom jøderne gør.

14. nisan er, som jeg husker det den første fuldmåne efter forårsjævndøgn, hvilket er årsagen til, at påsken ikke har en fast dato, som man mig bekendt er enige om i de forskellige kristne trossamfund.

Jøderne fejrer påske pga. udvandringen af Ægypten, som vi kan læse om i anden mosebog.

Den 14. nisan er også den dag, hvor Jesus indstiftede en ny pagt med sine disciple, som vi kan læse om i evangelierne, som vidnerne henviser til, for at bevise, at de med rette kan kalde sig kristne. Derfor ser det ud som om, at der er en fin sammenhæng i vidnernes fortolkning, hvor de både henviser til den jødiske påsketradition og den kristne fejring af påsken. Jeg husker, at mindehøjtiden blev fejret efter solnedgang, som bibelen fortæller om, hvilket jeg husker som meget højtidelig. Det var et møde med et særligt foredrag specielt til lejligheden, hvor jeg følte mig som en meget vigtig person, fordi jeg tilhørte Guds folk, som for mig havde SANDHEDEN.

Vidnerne har så vidt jeg husker ikke det usyrede brød, som jøderne og en del af de kristne kirkesamfund har. Til forskel for andre kristne kirkesamfund deler vidnerne menigheden op i to grupper. De vigtigste medlemmer er dem som er udvalgt til at være konger og præster med Jesus Kristus, hvilket vil sige de 144.000 beseglede, som vi kan læse om i åbenbaringens bog kap. 7 versene 4-8. Jesu apostel Johannes skriver om de 144.000 udvalgte som handler om Israels tolv stammer, hvor der er 12.000 af hver stamme, som skal være konger og præster med Jesus Kristus i himmelen. Vidnerne anser sig selv som værende de sande israelitter, som Johannes omtaler i de ovennævnte skriftstedshenvisninger.

Derfor skal dem der er tilbage af de 144.000 beseglede modtage brødet og vinen. De kaldes også den lille rest eller den lille skare, som også kaldes de salvede.

De vidner som ikke tilhører den salvede skarer modtager ikke brødet og vinen, men er blot til stede for at vise deres solidaritet med den lille skare, som i virkeligheden er det styrende råd, som har magten over sektens medlemmer.

De øvrige vidner er den store skare, som vi kan læse om i Johannesåbenbaringen kap. 7 versene 9 og 10. De tror de har et håb om at leve på jorden i et tusindårsrige, som for mig at se er et politisk samfund i lighed med et af de islamiske totalitære regimer, som ikke anerkender den gældende verdensorden.

Vidnerne er samlet i rigssalen for at bekræfte deres udmeldelse af den såkaldte gamle verden som er styret af Satan djævelen og hans dæmoner.

Når man mener at have den ultimative sandhed, så hævder vidnerne, at Jesus blev pælfæstet i stedet for korsfæstet, fordi de ikke ønsker at være en del af kristenheden, som er i pakt med djævelen sammen med det øvrige verdenssamfund. Derfor mener vidnerne, at korset er et ægyptisk fallossymbol. Af den grund blev Jesus ikke korsfæstet men hængt som en simpel forbryder på en pæl for at vise sin fuldkomne lydighed over for Jehova gud. Det er muligt, at der findes et ægyptisk kors som symboliserer et fallossymbol, men det udelukker ikke at korsfæstelse blev brugt som den romerske straffemetode, som vi kan læse om i bibelen. På den tid var Israel underlagt det romerske imperium, hvilket også var en årsag til, at den romerske retspraksis blev brugt i forbindelse med Jesu korsfæstelse.

Jesu pælfæstelse, som vidnerne kalder det, er et eksempel på, hvordan vidnerne fremover skal underkaste sig Jehovas lov, fordi Guds rige ikke er af denne verden, som det bl.a. står skrevet i Johannesevangeliet kap. 18 v. 36. Som jeg ser det, er det et bevis på, at trossamfundet er et parallelsamfund, som man bør holde øje med pga. vidnernes gudsbillede og menneskesyn, som bliver praktiseret, hvilket vi i perioder bliver mindet om i medierne, når vi hører om de overgreb, som foregår mod dem, som af en eller anden grund ikke kan eller vil indordne sig efter sektens stramme regler.

Mindehøjtiden er hos vidnerne heller ikke en ny pagt med Jesus Kristus, men et udtryk for, at den lille rest som endnu lever, er sat til at styre vidnesamfundet i en bestemt teokratisk retning, hvor man i nogen grad bruger det gamle Israel fra biblens tid som en model for, hvordan Den nye verdens samfund skal regeres, hvor dele af moseloven skal fortolkes meget strengt for at opretholde et samfund, der styres med hård hånd, fordi Jehova Gud er en nidkær og kærlig gud, som vidnerne selv har for vane at udtrykke sig.

Derfor mener jeg også, at frelsen er noget ganske andet hos vidnerne end det er hos andre kristne trossamfund. Frelsen er en underkastelse af vidnesamfundets reglementer, hvor det er vigtigt for medlemmerne at adlyde Jehova Guds organisation blindt uden at stille spørgsmål om dens berettigelse, ligesom Jesus viste sin fuldkomne lydighed, da han blev pælfæstet ifølge vidnerne.

Udvandringen af Ægypten er for mig også en understregning af, at man har vendt Den gamle verden ryggen for at vise sin loyalitet overfor Jehova Gud. Man viser fortsat at man vil forblive i Den nye verdenssamfund, som man har givet sit troskabsløfte til ved dåben. Derfor er dåben en tilkendegivelse af, at man har viet hele sit liv til vidnesamfundet. Dåben er for mig en tilkendegivelse af, at man har tegnet en kontrakt med sekten. Det ses tydeligt i deres dåbsritual eller trosbekendelse som ses nedenfor.

1: ”Har du på grundlag af Jesu Kristi offer angret dine synder og indviet dig til Jehova for at gøre hans vilje”?

2: ”Er du indforstået med, at du med din indvielse og dåb bekender dig som et af Jehovas vidner, der tjener i forening med den menighedsorganisation, Gud leder med sin ånd”?

Da jeg blev døbt, så jeg ikke noget forkert ved vidnernes dåbspraksis, for jeg troede oprigtigt på, at jeg havde fundet SANDHEDEN.

I min tid fik man en dåbsbog, hvor man skulle skrive sit navn i. Det var et vidnesbyrd om, at man havde tilsluttet sig Jehova Guds organisation, hvilket jeg den gang var meget glad for og meget stolt af.

Som en kontrast til det ovennævnte handler kristendommens frelse i virkeligheden om, at Jesus døde for os for at udfri os for syndens og dødens tyranni så vi igen kan leve i samklang med Gud, som det oprindelig var meningen med Guds plan med menneskeheden, som vi bl.a. kan læse om i Johannesevangeliet kap 3 v. 16, hvor der i den danske oversættelse fra 1948 står følgende: ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.

Rita Cecilie Varmby 5. og 6. september 2020