Vivians livshistorie

Jeg vokser op i Assens menighed på Fyn, hvor min far er præsiderende, og min mor er hjemmegående husmor. Min far er selvfølgelig vinduespudser og har sit eget rengøringsselskab, som min mor arbejder lidt i. Min far har altid unge mænd, der er pionerer, ansat, enten til at pudse vinduer eller til at gøre rent.

Jeg er nr. 3 i en søskendeflok på 4.

Min ældste storesøster (R) er 5 år ældre end mig. Min yngste storesøster (A) er 2,5 år ældre, og min lillebror (C) er 7 år yngre end mig.

I og med at min far har den højeste post i menigheden og har ansvaret for at styre menighedens andre ældste og tjenere, er han meget streng i forhold til, at alle regler skal overholdes, og alle pligter skal udføres. Han er meget striks med, at hans kone og børn opfører sig pænt, som de bedste eksempler for andre i menigheden. Hvis der er problemer i hans egen familie – hvordan kan han så vejlede menigheden? Derfor må der ikke være nogen ”pletter” at sætte på vores familie.

Min ældste storesøster R bliver døbt som 14-årig og flytter hjemmefra som 16-årig for at tjene som pioner. Hun gifter sig med en menighedstjener og pioner som 18-årig. Senere tager hun og hendes mand på Betel, hvor de tjener i 25 år.

Min yngste storesøster A bliver også døbt som 14-årig og flytter hjemmefra, da hun er 17, også for at være pioner. Hun gifter sig også med en menighedstjener senere, som selvfølgelig bliver ældste.

Jeg ved ikke, hvornår min lillebror C bliver døbt. Men han vokser også op og bliver pioner og menighedstjener. Han er højest sandsynligt ældste i dag, men jeg ved det ikke med bestemthed.

Så standarden for, hvad forventningerne var til mig, ja, den var lagt! Alt andet ville ikke være acceptabelt...

Da jeg starter i skole, får jeg øjnene op for, at der er en anden verden derude end Jehovas Vidners. Jeg er vild med fødselsdage, og jeg er vred over, at jeg ikke må deltage i fødselsdage, jul, klassefester, lejrture og andre sjove ting. Det er derfor, jeg beslutter mig for IKKE at være JV, når jeg bliver stor. Jeg har ikke været meget mere end 9 år.

Jeg bliver døbt som 15-årig

Det er ikke noget jeg ønsker, men det er noget, jeg er nødt til. Hvordan det? Jo, min far vil under ingen omstændigheder lade mig flytte hjemmefra, før jeg er 18 år, med mindre jeg er døbt. I det hele taget opdager jeg hurtigt, at mine søstre får mere frihed efter deres dåb. De må nogle flere ting, for nu er der jo denne ”klemme” på dem, så de skal nok opføre sig ordentligt. Min far giver dem også større respekt og anerkendelse. Jeg mærker også selv, at der er flere restriktioner for mig, når jeg ikke er døbt. Min far overvåger mig, og vil vide alt.

Derfor lader jeg mig døbe – for at få min far til at slappe mere af, og for at få noget mere frihed.

Dagen efter jeg fylder 17 år, flytter jeg i min egen lille lejlighed, dog i samme by og menighed som mine forældre. Jeg er ikke pioner!

Men selvom jeg er døbt, og flyttet hjemmefra, er min far stadigvæk meget kontrollerende. Der er bl.a. en række regler, jeg skal overholde.

• Jeg skal komme hjem til dem hver eneste weekend.
• Jeg skal komme hjem til dem hver mandag for at studere Vagttårnet.
• Jeg må ikke have veninder til overnatning i lejligheden, med mindre jeg fik lov først.
• Jeg må ikke have TV.
• Jeg må ikke have telefon i lejligheden. (der var mønttelefon i opgangen).
• Jeg skal komme til alle møder, og ringe hjem hvis jeg bliver syg. Hvis jeg er syg, skal jeg også komme hjem til dem.
• Jeg skal deltage i tjenesten hver eneste weekend (det er svært at undgå, da jeg lige netop er hjemme hos dem hver weekend, så min far skal nok sørge for, at jeg kommer med).

Da jeg er 17,5 år, har jeg truffet en beslutning.

Jeg inviterer min far op i lejligheden, og fortæller ham, at jeg ikke længere vil deltage i møderne, forkyndelsen og stævnerne, og at jeg ikke vil komme hjem om mandagen og ikke vil komme hjem i alle weekender mere.

Til dette siger han, at jeg får 14 dage til at tænke grundigt over det. Men jeg skal bare vide, at hvis min beslutning er den samme, vil han benytte sig af, at jeg er under 18 år og dermed under hans bemyndigelse. Den vil han gøre brug af ved at opsige min lejlighed, så jeg kan komme hjem og bo, og så skal han nok sørge for, at jeg kommer til møderne osv. - om han så skal hive mig af sted i håret.

14 dage efter kommer han op til mig sammen med min mor. Hun græder. Jeg fortæller, at jeg er kommet på andre tanker, og at jeg ønsker at fortsætte som aktiv JV. Han forlanger, at jeg får et bibelstudie én gang om ugen. Enten med min mor, eller med en anden søster fra menigheden, og det må ikke være en veninde. Udover bibelstudiet skal det være en, jeg kan være fortrolig med, og dele alle indre tanker, tvivl, ønsker osv. med.

Jeg vil ikke vælge min mor, for min far har så stor magt over hende, at han til hver en tid kan vride alt ud af hende. Jeg kan absolut ikke være fortrolig med min mor om den slags. Derfor vælger jeg en søster fra menigheden. Men der er bestemt ikke nogen fortrolig snak af nogen art. Jeg skal ikke nyde noget af, at min far fritter hende ud, eller at hun selv går til ham med eventuelle bekymringer... Så jeg arter mig. Faktisk bliver jeg nødt til at skrue gevaldigt op. Gå i tjenesten. Svare ved møderne. Tage afbudspunkter til skolen. Melde mig som hjælpepioner osv.

Mit største ønske er at få kørekort så tæt på min 18 års fødselsdag som muligt! Jeg starter til teori 3 måneder før, som man måtte dengang. Problemet er bare, at køreskolen i Assens har teoritimer lige præcis på mødeaftenerne, tirsdag og torsdag. Min far mener derfor, at jeg kun skal gå til teori hver 2. tirsdag og hver 2. torsdag, så jeg ikke misser så mange møder. Jeg får ham overtalt til, at jeg tager teorien hver gang med den begrundelse, at jeg uanset hvad vil misse lige så mange møder. Men ved at passe teoritimerne hver gang vil jeg få det hurtigere overstået – og komme hurtigere tilbage til møderne.

I teorilokalet sidder den sødeste og meget meget verdslige fyr

Der går ikke længe, før vi bliver kærester – selvfølgelig i fuld hemmelighed! 3 uger før jeg fylder 18 (det gør jeg midt i november) går jeg under jorden. Jeg gemmer mig hos min kæreste, bliver væk fra møderne, besvarer ikke mine forældres sedler på min dør og ringer ikke tilbage til dem. Jeg går i øvrigt også ned og køber mig et TV og en VHS maskine og opretter min egen telefon i lejligheden!

En uge før jeg bliver 18 er min kæreste og jeg i min lejlighed, og det banker på døren kl. 22:30. Det er den søster fra menigheden, som jeg studerer med. Hun kommer ind og ved selvfølgelig godt, hvad det hele betyder, så snart hun ser min kæreste vimse rundt i underbukser og t-shirt.

To uger efter bliver jeg udstødt.

Jeg ser absolut kun min kæreste og hans familie, da alle mine tidligere venner og hele min familie har vendt mig ryggen. Min første jul holder jeg hos ham og hans familie. Det er virkelig underligt. Min kæreste slår op med mig lige efter jul, efter 2 måneder sammen.

Jeg er udstødt i 3 år og har i den tid fået kontakt med en familie, som jeg arbejder for. De tager mig under vingerne og byder mig velkommen i familien som en datter. Men så bliver de skilt, og jeg føler mig enorm forladt og alene igen. Det får mig til at tænke på min egen familie.

Skal jeg vende tilbage??

Det gør jeg. Det foregår i Odense i al hemmelighed. Jeg ønsker ikke, at min familie får noget som helst at vide! Sæt nu, at jeg ikke kan gennemføre det. Efter 4 måneder på bageste række bliver jeg optaget. Jeg får min familie tilbage igen. Eller – det vil sige – ja, jeg får kontakt med dem igen, men jeg føler mig ikke som en del af familien. Det svigt, jeg oplevede fra dem ved min udstødelse, og den afstand, der har været mellem os i de 3 år jeg var ude, det har skabt et enormt stort hul.

Jeg er vendt tilbage, dels for at få min familie tilbage, og dels for at se, om jeg kan få troen gjort til min egen. Vil det være anderledes, når jeg selv vælger det til og ikke vælger det, fordi min familie forventer det??

Men nej. Det er ikke anderledes. Det er absolut lige så frygteligt at komme til møderne, gå i tjenesten og sidde og høre på kedelige foredrag til stævnerne. Intet har forandret sig.

Ikke desto mindre bliver jeg gift.... hold godt fast.... med en menighedstjener!! Han er dog ikke mere menighedstjener eller et helhjertet vidne, end jeg selv er. Vi bliver gift i Rigssalen, men det er ikke fordi, vi har holdt os på måtten. For det havde vi bestemt ikke. Vi havde bare ikke sagt det til nogen! På vores bryllupstur drikker vi os fulde i sprut og øl, jeg ryger cigaretter, og han køber en majspibe og tobak. Så er den linje ligesom lagt.

I et års tid kører vi dette skuespil og dobbeltliv, men det er også fordi, vi er i menighed med hans forældre, og de holder skarpt øje med os. Derefter flytter vi til et andet distrikt, og så stopper vi begge to. Vi bliver ikke udstødte, da der ikke er nogen udstødelsesgrund. Vi glider bare ud.

Efter 5 års ægteskab går vi fra hinanden.

Jeg har været helt ude af sekten siden 1997, og jeg har et fint liv i dag. Jeg har ingen kontakt med min familie eller andre vidner. Det er befriende, at jeg ikke skal høre mere på deres fordømmelser af mit liv og de forhåbninger, de har for at jeg skal vende tilbage. Men det er tomt på den måde, at jeg ofte savner et sted at ”høre til”. Jeg savner ikke min familie, men jeg savner at have én familie.

Vivian Rosager