NY ANDERLEDES BOG OM EN TEENAGERS OPLEVELSER HOS JEHOVAS VIDNER

Før mine humørsvingninger og jeg - et år med Jehovas Vidner

Under synonymet Martin Hansen

Der er udkommet en meget anderledes bog end de bøger, som tidligere er udkommet om Jehovas Vidner. De tidligere bøger om emnet er som regel skrevet af mennesker, som har været i sekten i forholdsvis mange år eller ligefrem opvokset i den. Der oplyses om sektens historie, gøren og laden i mange sammenhænge. Om lærepunkter, falske profetier, udstødelsespraksisser osv., hvilket også er vigtigt for at blive afklaret i forhold til sekten. Her ser vi Jehovas vidner fra en anderledes synsvinkel. Det foregår først i 90’erne. Teenageren Martin, der bliver voldsom forelsket i en sød pige, som går i samme gymnasieklasse som ham selv, og som er et Jehovas vidne, forsøger at vinde hendes kærlighed uden selv at blive et Jehovas vidne. Dette viser sig at være meget vanskeligt – så vanskeligt at den unge mand i stedet for beslutter sig for at gå til møderne og få et såkaldt bibelstudium. Han bliver mødt med stor venlighed og opmærksomhed fra menighedens side. Men der forventes mere og mere af ham, for at han kan blive et rigtigt Jehovas vidne og dermed få pigen.

Det prøver han på at leve op til på et tidspunkt og begynder endda at holde foredrag i menigheden, men han plages af humørsvingninger, som uden tvivl næres af det voldsomme pres, han udsættes for fra alle sider, af hans egen familie, af pigens familie og af menigheden. Hvordan historien ender, skal ikke afsløres her, men hans situation skaber nogle store forviklinger i hans liv - også i hans egen familie. Historien fortælles med en ganske god humor. Især i de situationer, hvor han bliver undervist i Jehovas Vidners tro og lære af en meget velmenende ældste og andre forkyndere.

Bogen er udgivet på forlaget Mellemgaard og kan købes i enhver boghandel.