Hvem er The Royal Commission?

Indsat januar 2021 af Jette Svane

Den 12. november 2012 meddelte den daværende premierminister i Australien, Julia Gillard, at hun ville anbefale generalguvernøren at udpege en kongelig kommission til at undersøge institutionelle reaktioner på børnemishandling. Efter denne meddelelse blev et mandat oprettet, og seks kommissærer blev udnævnt fredag den 11. januar 2013 af generalguvernør for Commonwealth of Australia Quentin Bryce. Dommer Justice Peter McClellan AM blev formand for Royal Commission og arbejdede sammen med de fem andre kommissærer. Den 15. december 2017 fremlagde kommissionen en endelig rapport til generalguvernøren, der beskriver kulminationen af en femårig undersøgelse af institutionelle reaktioner på seksuelt misbrug af børn og relaterede forhold.

Seksuelt misbrug af børn

Seksuelt misbrug af børn er en afskyelig, chokerende og modbydelig forbrydelse. Det fremgår tydeligt af det, der er offentliggjort, at alt for mange børn bliver udsat for seksuelt misbrug i forskellige institutioner og religiøse samfund. Ofrene har måttet leve med et traume på grund af et seksuelt misbrug resten af deres liv. De fik hverken en tryg barndom eller et sikkert sted at være, og alt for mange voksne, der kunne have hjulpet dem, vendte det blinde øje til, så de ikke fik den hjælp, de havde brug for.

Seksuelt misbrug af børn i Jehovas Vidner

Jehovas Vidner er blandt de samfund, som The Royal Commission har undersøgt, og de fik mulighed for at informere kommissionen om dens nuværende politikker og procedurer i forhold til beskyttelse af børn og svare på beskyldninger om seksuelt misbrug af børn.

Den 31. maj 2017 havde 70 Jehovas vidner /tidligere Jehovas vidner ud af i alt 4.029 ofre for børnemisbrug meldt forbrydelsen til The Royal Commission. Flere berettede under private sessioner om det seksuelle misbrug, de som børn havde været udsat for i deres religiøse samfund.

Jehovas Vidners organisations forsynede kommissionen med 1.800 rapporter med beskyldninger eller klager over seksuelt misbrug af børn, og heri indgik der over 1.000 påståede gerningsmænd. De, der har studeret emnet nøjere, ved, at dette kun er toppen af isbjerget.

The Royal Commission’s konklusion vedrørende Jehovas Vidner

Kommissionen skrev, at den erfarede, at Jehovas Vidner behandlede beskyldninger om seksuelt misbrug af børn i overensstemmelse med interne, bibelsk baserede, disciplinære politikker og procedurer. De fandt ud af - i det mindste indtil 1998 – at hvis enkeltpersoner klagede over seksuelt misbrug af børn, var de forpligtet til at komme med deres beskyldninger i overværelse af den person, mod hvem beskyldningerne blev fremsat. Kommissionen erfarede ligeledes, at organisationen anvendte en såkaldt »to vidner -regel« hentet fra Moseloven i bibelen. Det vil sige, at menighedens ældste ikke ville behandle en sag, med mindre der var to til tre vidner til handlingen, eller at mindst to havde været udsat for identiske, seksuelle overgreb fra den samme person. Kommissionen hæftede sig også ved, at det kun var mænd, der behandlede sagerne, og at de ikke havde en relevant uddannelse, der kvalificerede dem til opgaven.

De fandt ingen beviser på, at Jehovas Vidners organisation rapporterede beskyldninger om seksuelt misbrug af børn til politiet eller andre civile myndigheder. De tog heller ikke skridt til at advare forældre til børn i menigheden og informere dem om, at gerningsmanden kunne være farlig for børnene at omgås. De gerningsmænd, der blev udstødt af deres menigheder som følge af beskyldninger om seksuelt misbrug af børn, blev ofte hurtigt genoptaget.

De misbrugte børn klagede over, at de ikke fik tilstrækkelig støtte af de ældste og information om efterforskningen af deres beskyldninger. De følte, det var dem, der blev mødt med mistro og ikke den påståede gerningsmand. Kommissionen fandt også, at menighedens ældste bad ofre for seksuelt misbrug om ikke at diskutere forbrydelsen med andre, og hvis de forsøgte at forlade organisationen, blev de udstødt af deres religiøse samfund og mistede deres netværk.

Læs det på The Royal Commission’s hjemmeside under Jehovas Vidner

Kritikpunkter

The Royal Commission overvejede en række af faktorer, der kan have bidraget til forekomsten af seksuelt misbrug af børn i Jehovas Vidner.

* Det mødte kritik, at de brugte den gammeltestamentelige praksis om, at mindst to skulle have overværet forbrydelsen, før menigheden tog sagen alvorligt. (Moseloven taler imidlertid ikke om seksuel misbrug af børn i den forbindelse).

* Det mødte også kritik, at organisationen kun anvendte mænd til at undersøge sagerne, da piger og unge kvinder i særlig grad har svært ved at tale om seksuelle krænkelser til voksne mænd.

* Organisationen blev ligeledes kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at træffe forholdsregler for, at forbryderen kunne forsøge at misbruge et barn igen.

The Royal Commission anbefalede Jehovas Vidner:

at de opgiver anvendelsen af to-vidnereglen i sager, der involverer klager om seksuelt misbrug af børn
at de reviderer dens politikker, så kvinder er involveret i processer i forbindelse med efterforskning og bestemmelse af påstande om seksuelt misbrug af børn
at de ikke længere kræver, at dens medlemmer undgår dem, der forlader eller bliver udstødt af organisationen i de tilfælde, hvor årsagen til udstødelsen er relateret til en person, som er offer for seksuelt misbrug af børn.

Ros

The Royal Commission skriver dog, at det glæder dem, at Jehovas Vidner i Australien (under pres fra kommissionen, red) nyligt ændrede deres politik med hensyn til at anmelde misbrugere af børn til politiet og at rapportere seksuelt misbrug af børn til civile myndigheder i de tilfælde, hvor ældste mener, at et barn stadig kan være i fare for at blive misbrugt og skadet. Jehovas Vidners organisation bør dog også ændre alle de andre politikker og procedurer i forbindelse med seksuelt misbrug af børn, som The Royal Commission har anbefalet.

Dokumenter med enkeltsager i forbindelse med Jehovas Vidner i Australien, som har anmeldt misbruget til The Royal Commission, kan downloades her

Uddrag fra et misbrugt vidnes fortælling

»Lad os kalde offeret »Anne«. Hun blev gennem barndommen og i teenage-årene misbrugt af en ældste i Jehovas Vidner ved navn Bill.

CITAT:

I eller omkring begyndelsen af 1987 husker jeg, at jeg fortalte et andet vidne, at jeg havde været sammen med et par drenge. Ikke længe efter, at jeg fortalte hende det, sagde hun til mig, at Bill ville tale med mig om mit forhold til drenge. Hun bad mig møde ham i sit hjem. Selvom mødet var hjemme hos ham, forstod jeg, at jeg blev bedt om at møde Bill i hans egenskab af ældste, og at jeg var nødt til at gøre, som jeg fik besked på. Ellers ville jeg aldrig have valgt at tale med ham om mine forhold til drenge. Da jeg kom til hans hus, bad Bill mig om at vente og tage plads. Da han kom ind i lokalet, spurgte han mig: »Kan du vise mig dine bryster?« Selvom jeg kunne forvente en sådan opførsel fra Bills side, kan jeg huske, at jeg blev chokeret. Jeg erindrer, at jeg lod ham se ned i min top. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Når jeg ser tilbage, føler jeg, at det var som om, han kontrollerede mig. Derefter spurgte han mig: »Kan du give dig selv orgasme?« Jeg sagde »Ja«, og så svarede han mig: »Det troede jeg også din beskidte tæve!«

Omkring december 2012 afgav jeg en skriftlig erklæring til to ældste i menigheden. Deres navne er Joe Bello og David Wood. Erklæringen opsummerede Bills seksuelle misbrug af mig. Jeg gav Joe og David min erklæring, da jeg troede, at andre muligvis også var blevet misbrugt af Bill, og at min erklæring muligvis kunne hjælpe med at støtte deres sager. Omkring juli 2014 kom Joe Bello for at besøge mig. Under dette besøg rejste jeg emnet om Bills seksuelle overgreb mod mig og fortalte Joe, at jeg overvejede at rapportere min historie til The Royal Commission. Kort tid derefter ringede jeg til Joe Bello og havde en snak med »Eva« i telefonen. Under samtalen hørte jeg Joe sige til hende: »Du skal spørge, om hun virkelig ville trække Jehovas navn gennem sølet. Det blev jeg ked af at høre, for det var ikke mig, der vanærede Jehovas navn; det var Bill.

Omkring september 2014 kontaktede jeg The Royal Commission og rapporterede min historie. Jeg har store skyldfølelser over at komme frem med min historie. Jeg føler det, som om jeg forråder Jehovas vidner. Når jeg taler med repræsentanter for The Royal Commission, bliver brystet stramt, jeg har hjertebanken og har svært ved at trække vejret på grund af min angst for at svigte. Siden jeg fortalte min historie til Royal Commission, er jeg holdt op med at deltage i møderne hos Jehovas Vidner. Det er jeg ked af, fordi det betyder, at jeg ikke længere ser mange af mine venner fra menigheden.

At fortælle min historie til The Royal Commission har medført, at en masse følelser af vrede er bragt op til overfladen på grund af det, som Bill gjorde mod mig, og den måde jeg er blev behandlet på af Jehovas Vidne. Jeg har brugt alt for mange år på at føle smerte over det, der skete dengang. Misbruget ændrede bestemt den person, jeg var. Det ødelagde min selvtillid. Selvom det seksuelle misbrug stoppede, da jeg var 19 år, har jeg vedblivende følt mig som Bills offer langt ind i mit voksne liv. Jeg fortsatte med at holde Bills seksuelle misbrug af mig hemmelig i lang tid. Det var først lige før mit nervøse sammenbrud for 10 år siden, at jeg endelig betroede mig fuldt ud til nogle af mine venner Da jeg begyndte at tale om det, der var hændt, begyndte jeg langsomt at åbne mig.

CITAT SLUT

Kommentarer hertil

Det er typisk for mange af beretningerne på siden, at den, der misbrugte offeret, samtidig var en respekteret ældste i menigheden. Det er ligeledes typisk, at det er offeret og ikke gerningsmanden, der får skyld for »at vanære Jehovas navn«, hvis vedkommende går til myndighederne. Den såkaldte »hjælp« fra menigheden består af kritiske spørgsmål om de mest intime detaljer fra mænd, som er meget ældre end offeret - og måske et studium af bladet Vagttårnet. Desuden er mange blevet tvunget til at komme med beskyldningerne, mens den skyldige er til stede. Det siger sig selv, at det er begrænset, hvad et barn i en sådan situation fortæller. Det ser dog ud til, at Jehovas Vidner har lovet ikke længere at anvende den praktik.

Men stadigvæk er det således, at offeret (og andre, som har kendskab til sagen)får besked på ikke at tale om forbrydelsen med andre i menigheden, så der er heller ingen trøstende ord at hente der. Formålet er naturligvis at forhindre, at for mange bliver bekendt med misbrugene, så tvivlende vidner forlader organisationen, og Jehovas Vidner får et dårligt ry.