Vagttårnsselskabets verdensanskuelse

Den ideologi, som Jehovas Vidner bekender sig til, er tæt forbundet med autoritet, overvågning og kontrol, hvor medlemmerne bliver opfordret til at gå til de ledende "ældste", hvis de erfarer, at en af deres trosfæller forbryder sig mod troen og de fastlagte regler. Jehovas Vidner er en hierarkisk opbygget organisation med et monistisk verdensbillede. Bibelens gud er organisationens øverste autoritet, men fortolkes udelukkende af organisationen.

Jehovas Vidner er efter eget udsagn denne guds udvalgte folk på jorden, et folk, som oplæres direkte af denne gud, og hvis pligt det er at forsøge at oplære resten af menneskeheden i, hvad denne guds vilje er.

Jehovas Vidner modtager oplæring fra deres gud via en lille gruppe af organisationens medlemmer kaldet Det Styrende Råd. Disse mænd anses af Jehovas Vidner som værende den eneste direkte kanal, hvorigennem bibelens gud meddeler menneskeheden sin vilje.

Det Styrende Råd forklarer via deres litteratur, udgivet af Watch Tower Society, hvordan bibelen skal forstås, og hvordan denne forståelse skal udmøntes i praksis. Det er således ikke op til lægmand at fortolke og praktisere bibelens ord ud fra en personlig forståelses-og erfaringsramme.

At Jehovas Vidner tror på eksistensen af en absolut sandhed, manifesterer sig sprogligt, bl.a. ved at de betegner deres samfund og deres ideologi som Sandheden.

For Jehovas Vidner inkluderer Sandheden både eksistentielle forklaringer og løfter for fremtiden, herunder visionen om evigt liv i et paradis på jorden. Den indebærer også befalinger vedrørende levevis, der skal gøre individet værdigt til at opnå evigt liv. Det enkelte vidne forventes således gennem hele sit liv at bruge mest mulig tid på at forkynde sin guds vilje til så mange mennesker som muligt. Det bryder derved den tradition, som vi i Danmark har om, at religion er en privatsag.

Vagttårnsorganisationen mener som udgangspunkt, at alle mennesker er syndige. Derfor er det nødvendigt at opstille regler, der næsten vedrører alt i livet, såsom seksuel orientering, påklædning, uddannelse, visse former for sygdomsbehandling, omgangskreds, fejring af helligdage osv. Det vil sige, at vidnerne ofte må gå imod deres egen natur og personlighed, og de mister derved ofte grebet om deres egen identitet.

Den høje grad af kontrol og underkastelse, som vidnerne oplever, trækker ikke bare et hierarkisk skel mellem Det Styrende Råd og det menige medlem, men også mellem mand og kvinde, voksne og børn. Manden opfattes som familiens overhoved, som hustruen helt bør underlægge sig, ligesom børn, der betragtes som forældrenes ejendom, forventes at adlyde dem fuldt og helt. I menighederne er det derfor kun manden, som kan varetage embeder og undervise, og derved afspejler tankegangen den tid, hvor bibelen blev skrevet, og ikke den virkelighed, som vi i dag lever i.